Gyldenlæder: Vægbeklædning af skind, opspændt på et
træskelet. Kan være malet, men er ofte også forsynet med indbankede mønstre.
Gyldenlæder er en væg- og møbelbeklædning udført af
dyrehuder, som gennem en forarbejdningsproces fremstår med dekorative mønstre
og en gylden skinnende overflade.
Det var først i renæssancen, at man begyndte at fastgøre
gyldenlæderet permanent til væggene. Men modsat papirtapeter blev de ikke limede
til væggen. De enkelte "blade", som gyldenlæderstykkerne kaldes, blev
syet sammen og udspændt på et træskelet sat uden på væggen.
Et lædertapet vil med tiden blive noget stift og mørt. Der
opstod revner, især på væggens øverste gyldenlædersblade, da disse var belastet
af vægten af de underneden siddende. Derfor var det normalen, at tapeterne
skulle genmonteres efter en 50-100 år. I sådan en proces blev mange blade
kasseret på grund af brystfældighed, og det blev derved svært at dække væggene
igen. Derfor blev tapeterne ofte flyttet til mindre rum, hvor de bedre kunne
dække. Således er mængden af gyldenlæder svundet ind, men der er stadig rige
muligheder for at se disse festlige tapeter i Danmark.
Udvalgte steder hvor
gyldenlæder kan ses:
Rosenborg Slot; her findes adskillige tapeter, hvor af nogle dog er
overførte fra Frederiksberg Slot.
Nationalmuseet har naturligvis også gyldenlæderstapet i sine samlinger, hvoraf
nogle stykker stammer fra Favervraa ved Christiansfeld.
Frederiksborg Slot havde tidligere 9 rum dækket med gyldenlæder. Hvad
der end havde måtte være tilbage af disse, så brændte rester sammen med slottet
i 1859. Hvad der findes på stedet i dag er hentet fra andre steder efter
Frederiksborgmuseet åbnede.
Voergaard har i den såkaldte Guldstuen fine og meget velbevarede
gyldenlæderstapeter.