Det er de babyloniske og ægyptiske havers retlinede og
symmetriske stil, der indtil dette tidspunkt har været enerådende. Derfor skulle
der tid til, inden vejen blev banet for den landskabelige eller såkaldte engelske
havestil.
Allerede i slutningen af det 17. århundrede fremkom der i
England flere skrifter, som skarpt kritiserede de retlinede haveanlæg og
anbefalede en mere naturlig havestil, men det var dog først omtrent 100 år
senere, at den engelske havestil begyndte at vinde mere almindelig indpas,
hvortil særlig landskabsmaleren William Kent i begyndelsen og Humphry Repton i
slutningen af det 18. århundrede bidrog væsentlig ved deres opsigtsvækkende
skrifter. I Kina havde den naturlige havestil fra den fjerneste oldtid været
enerådende, og utvivlsomt har forbillederne fra de kinesiske haveanlæg haft en
ikke ringe indflydelse på den engelske havestils fremkomst.
I modsætning til den franske havestil karakteriseres den
engelske ved krumme linjer og naturlige træformer med udeladelse af alt, hvad
der kommer ind under begrebet: regelbunden, stiv symmetri. Anlæg af en park i
den engelske stil forudsætter et indgående studium af naturen, idet opgaven er
at udnytte og ved plantning og omformning berige det foreliggende terræns
naturlige skønhed, at efterligne og samle inden for dettes område sådanne i
landskabelig henseende smukke partier, som de ses i naturen, for så vidt
forholdene tillader, at det kan udføres uden at gøre indtryk på beskueren af
noget søgt eller lavet, samt ved udsigter ud over havens grænser at indlemme de
omgivende landskabers naturskønhed i haven. Hertil kan føjes, at mens der i det
franske anlæg kun var brug for nogle ganske få træarter, er en rig afveksling
af træer med forskellige vækst, bladform og bladfarve på sin plads i det
engelske anlæg, endvidere, at mens vandpartierne i det franske anlæg bestod af
kunstige fontæner og snorlige kanaler, bliver de i det engelske anlæg naturlig
udseende damme og søer eller åer og bække, der slynger sig uregelmæssig gennem
terrænet.
I slutningen af det 18. og begyndelsen af det 19. århundrede
omdannedes så godt som alle datidens franske anlæg til parker i engelske stil,
og der findes nu til dags kun ganske få haver, hvor den franske stil er
bevaret. Det var et brud med årtusinders begreber om haveanlæg, og det er
derfor ikke til at undres over, at man i sin iver for at komme bort fra den
symmetriske havestils stive former gik for vidt og overså, at der kunne være
forhold, hvor denne kunne have sin berettigelse.
Regent's Park i London, 1833
Ifølge nutidens opfattelse er den franske eller symmetriske
stil på sin plads i de partier af haven, der ligger nærmest omkring
hovedbygningen. Kun det franske anlægs lige linjer harmonerer med de
arkitektoniske former, og derfor bør den lille del af haven, hvor
hovedbygningen indtager den dominerende plads, være holdt i den franske stil;
det bliver da landskabsgartneren opgave på simpel måde og uden bratte overgange
at lade den franske stils regelmæssige linjer flyde over i det øvrige anlægs
naturlige stil med dets krumme linjer. Foruden i det nævnte tilfælde, hvor
altså det franske anlæg bliver en lille del af den hele park, kan der
imidlertid også være andre forhold, hvor det franske anlæg har sin
berettigelse. Det ville således være absolut forkasteligt at anvende den
landskabelige stil på steder, hvor bygningen er hovedsagen og anlægget det
underordnede, eller hvor anlægget kun er til for at give bygningen så
flatterende omgivelser som muligt og yderligere at fremhæve bygningens
arkitektoniske skønhed, hvilket navnlig hyppigt er tilfældet med små anlæg
foran byernes pragtbygninger.
Se også; fransk landskabsstil
Om udbredelsen af den
engelske havestil
Steen Eiler Rasmussen har en hård bedømmelse af udbredelsen
af den engelske havestil til "fastlandet":
"... Men efter at den Kentske
Havestil var slaaet igennem, forstod man i England, at Bølgelinien ikke var
Hovedsagen. Vi har set, hvorledes allerede Chambers polemiserede imod den. Men
for mange på Fastlandet blev Slangelinierne stadig Symbolet paa den
landskabelige Havestil. Når man vilde prøve det urimelige: at give Skabeloner
for den fritvoksende og ukunstlede Have, saa maatte Resultatet blive en Samling
mere eller mindre elegante Kurver. Medens man i England arbejdede mere og mere
bevidst med Havens plastiske Form og med Plantematerialet, udviklede Problemet
sig på Fastlandet nærmest til et Spørgsmål om Linieføring (Alphand i Paris
under Napoleon III). I denne Karrikatur sejrede den engelske Have fuldstændig.
I Danmark findes der vel næppe en Provinsby med Agtelse for sig selv, der ikke
har et Anlæg i hvad vi kalder den engelske Stil, d.v.s. en Have gennemtrukket
af altfor brede, slyngede Veje omkring pæreformede Græsplæner, hist og her
beplantet med karakterløse Busketter og Træer og maaske endda med nogle Klatter
af Blomsterbede. ..."
— Steen Eiler Ramussen: London,
1973, side 142f