Slotshaven i Versailles.
Det var franskmanden André le Notre (1613-1700) forbeholdt
at indføre denne, idet han nemlig grundlagde den såkaldte franske havestil.
Denne var beslægtet med den italienske og udmærkede sig ved en ofte endog i
enkeltheder gennemført symmetri, men adskilte sig fra den italienske derved, at
man til disse haveanlæg udsøgte et nogenlunde fladt terræn.
De naturskønne omgivelser, som gjorde de italienske haver så
smukke, manglede her, og den virkning, der tilsigtedes, søgte man at nå gennem
storslået enkelthed i selve anlægget og ved udsmykning af haven med fontæner,
vandspring, skulpturarbejder og mindre havebygninger efter datidens smag.
Karakteristisk for den franske havestil, i modsætning til alle tidligere
stilarter, er de storslåede perspektiver, som udmærker denne, og som det flade
terræn særlig indbød til.
Man kan således ikke godt tænke sig noget mere imponerende
end hovedperspektivet i slotshaven ved Versailles (billede); ved begge sider
begrænses det af store træer, man overskuer det pragtfulde parterre med de
kæmpemæssige fontæner og mange skulpturer samt i baggrunden den store kanal,
omgivet af alléer.
Bernstorff Slotshave blev anlagt i slutningen af 1760’erne i
fransk rokokostil
Buehække
I det franske anlæg anlagdes nærmest slottet terrasser med
blomsterparterrer, indfattede af buksbom og med fritstående mindre træer eller
buske, som blev klippet i regelmæssige former. Parterrets form rettede sig
efter bygningens hovedfacade og var som oftest to til tre gange længere end
denne, men kunne også, når forholdene krævede det, være af samme længde (billede).
Ved siderne af parterret anlagdes gange, ofte indfattede af høje hække og med
vinduelignende åbninger i den indvendige hæk, således at man fra gangen kunne
se ind over parterret. Ofte var hækkene klippede, som næste billede viser. De
lige, af høje hække indesluttede gange samt alléerne ved havens ydersider
udstrålede ofte regelmæssigt fra en større rundkreds, i hvis midte der
anbragtes en pavillon, en statue, et springvand eller lignende. Havens grænse
dannedes af en mur, hæk eller anden tæt plantning for derved at skjule de
omgivende landskaber; alt inden for havens område var påtrykt et kunstlet
arkitektonisk stempel, og naturskønheden måtte skjules for ikke at fremkalde
disharmoni.
Udsigt til det omgivende terræn var derfor kun tilladt for
enden af en allé, hvor der i så fald skulle være udsigt til en kirke, et slot
eller en anden monumental bygning. Foruden hækkene klippedes også allétræerne
og de fritstående træer og buske i kunstige former, navnlig var pyramideformen
hyppig. I den franske havestil var slottet hovedsagen, og haven var kun til for
at give dette så harmoniske og flatterende omgivelser som muligt; den
menneskelige kunst var sat i højsædet med ringeagt for alt, hvad der kun var
naturskønhed.
Den franske havestil vandt hurtig stor udbredelse over hele
den civiliserede verden, såvel i større som i mindre haver, men det skulle ikke
vare længe, før omslaget kom. Til trods for den uhyre pragt, der udfoldedes, og
til trods for den glimrende totalvirkning, som måtte gøre indtryk på enhver
besøgende, der første gang så et sådant anlæg, kunne det ikke undgås, at haver
i fransk stil i længden virkede trættende og monoton. Når ikke de brede,
snorlige veje blev oplivet af en broget skare besøgende, gjorde anlægget et øde
og trist indtryk. Hertil kom, at de franske haver var uhyre kostbare at
anlægge, ligesom det varede flere år, før hækkene og de øvrige plantninger
voksede til, således at haven kunne få den tilsigtede karakter, og når
plantningerne endelig var blevet store, varede det ikke længe, før de kunstig
formede træer og buske snart her, snart der begyndte at gå ud og måtte
erstattes af ny.
Se også; engelsk landskabsstil