Absalons borg
Befæstet, forsvarsindrettet anlæg. Borg betyder bakke. I
vikingetiden og højmiddelalderen henviser begrebet til et i reglen højtliggende
befæstet anlæg, gerne men ikke nødvendigvis af kongelig oprindelse: Aggersborg,
Haraldsborg, Pedersborg, Vordingborg, Kalundborg, Sønderborg,
Nyborg, osv.
Med befæstningen af byerne (jfr. Tyskland og England) bliver
betegnelsen efterhånden også overført til de egentlige bynavne. Borgbegrebet
finder også anvendelse om kongehusets pragtanlæg fra renæssancetiden: Rosenborg, Frederiksborg og det lidt
paradoksale navn Fredensborg.
Langt de fleste herregårdsnavne henviser til ejendommenes
oprindelige funktion som landbrugsbedrift, -gård, men en række ikke befæstede
herregårde har optaget borgbegrebet i deres navn: Holsteinborg, Wedellsborg,
Frijsenborg og Schackenborg m.fl.
Borgen som bygningværk er opstået samtidig med, at behovet
for at forsvare sig mod fjender opstod. Forsvarsvolde, først af jord og evt. træpalisader,
senere afløst af store murede volde, omkransede en strategisk vigtig
bebyggelse, der ofte var beboelse for magthaverne. Voldene udbyggedes med tårne
og fæstninger; de var centrum for hære.
En borg adskilte sig fra et slot ved kun at have små
udvendige vinduer, det skulle være vanskeligt at skyde ind gennem dem. Porthvælvingen
var lang og smal, så det blev sværere at trænge ind. Den var ofte snoet indad,
så der heller ikke kunne skydes ind gennem den.
De borge, der stadig benyttedes til forsvar, udviklede sig
til fæstninger mellem store volde og grave i stjerneform som Københavns Kastel
og Kronborg.
I Vordingborg skal Danmarks Borgcenter indsamle og formidle
viden om borge. Adskillige byer har deres navn efter de borge, de er vokset op
i ly af. I Danmark Skanderborg, Aalborg, Nyborg, Vordingborg, Svendborg, Sønderborg,
Viborg, Nordborg og Kalundborg, i Tyskland Oldenburg, Ratzeburg, Hamburg, Magdeburg
osv. og i Frankrig fx Cherbourg og Strassbourg.
Forskellige dele af
en borg
Barfred var et hovedborgtårn i en middelalderborg, der
blandt andet tjente som tilflugtssted under belejring. Navnet kommer af tysk
Bergfried (bjerg-fred); ordet borg er afledt af bjerg med hentydning til dens
placering på højder.
Donjon var et centralt borgtårn udviklet fra motte-and-bailey-befæstninger.
Ordet er en variant af dungeon, der hentyder til grotterne inden for de tykke
ydermure, der var beregnet til at modstå belejringer.
En motte-and-bailey var en befæstning med en eller flere
borgbanker, volde – typisk forstærkede naturlige højdepunkter – med et centralt
tårn, palisadeværk og en tilknyttet avlsgård. Ofte var banken indrammet af en voldgrav,
der kunne være helt eller delvist oversvømmet. Bortset fra fundamenterne var
bygningsværkerne af træ.
En motte var en borgtype, der forekom i Danmark fra den
tidlige middelalder. Motten bestod af en høj med omkringliggende grav. I
udlandet var dens højde 4-15 meter, i Danmark var højden sjældent mere end et
par meter. Motten udvikledes hurtigt til en kombination: motte-and-bailey.
Volde og grave.