• Nordsjælland, Lyngby-Tårbæk Kommune, 12 km nord for
København
Adresse: Kongevejen 2, 2800 Kongens Lyngby. Telefon: 33 95 42 00
Areal: 7.228 m2
Slottet er lukket for offentligheden. Offentlig adgang til dele af park
Opført 1756 på ældre fundamenter Ombygget 1791-94
står i dag til rådighed for Dronningen som en Civillisteejendom.
Roskildebispens stærke borg, Hjortholm, hvis prægtige
voldsted ved Furesøen endnu ses, blev indtaget og ødelagt under grevens fejde i
1534-36. Efter reformationen blev Hjortholm som alt andet kirkegods konfiskeret
af kronen. Til Hjortholm hørte en afbyggergård, Møllestrup, ved Mølleåen nord
for Kgs. Lyngby. Denne beskedne gård med fiskeret i Mølleåen blev i 1685
erhvervet af embedsmanden, vicekansler Michael Vibe. På sin jordlod på en
højtliggende skråning opførte han et af Danmarks første landsteder. Vibes
sommerhus blev efter hans død i 1690 erhvervet af Ulrik Fr. Gyldenløve, der i
1702 overlod ejendommen, nu kaldet Sorgenfri, til sin svigersøn, grev Carl
Ahlefeldt.
Arkitekt Francois Dieussart byggede i 1705 et nyt pompøst
landsted for greven, et trefløjet barokanlæg, skalmuret med pilastre under et
helvalmet tegltag. Fra bygningen førte en stadig bevaret alle ned til Fr. 2.'s
gamle Kongevej nord for Lyngby.
Sorgenfri Slot er opført af hofbygmester Laurids de Thurah i
1756, samtidig med at Thurah var ved at opføre sit private landsted (Gl.)
Holtegård få km mod nord. Thurah havde lidt svært ved at skelne mellem sine
offentlige entrepriser og private byggeri og blev af Fr. 5. stillet til
regnskab for sin anvendelse af byggematerialer tilhørende kongehuset. Måske var
kongens anklager skyld i Thurahs tidlige død i 1759, kun 53 år gammel.
Ahlefeldt døde i 1722 stærkt forgældet, og i 1730 kom Sorgenfri
tilbage i kongehusets eje. Chr. 6. overlod i 1742 slottet som sommerbolig til
sin søn, kronprins Frederik (5.). Kronprinsen indledte i 1743 en større
ombygning af Dieussarts skalmurede landsted ved Laurids de Thurah. Denne lod
forgården opføre i 1744 med staldbygninger, kavalerfløj og domestikbygninger.
De to store vinkelformede fløje flankerer på fornem vis adgangsvejen til alleen
op til slottet på bakketoppen. I 1756 blev den gamle hovedbygning nedrevet og
året efter ved de Thurah erstattet med et nyt slot med markant mansardtag og
spirprydet tagrytter.
Hovedbygningens nuværende klassicistiske præg skyldes dog en
ombygning ved hofbygmester Peter Meyn i 1790. Samtidig omlagdes haven fra en
regelmæssig fransk barokhave fra begyndelsen af 1700-tallet til den nuværende
romantiske landskabshave i et smukt samspil med de omgivende kuperede
skovarealer.
Meyn forhøjede den såkaldte damefløj fra Thurahs tid med en
etage, og fløjen blev forbundet med hovedbygningen med en pergolabygning kaldet
Blomstergangen. Hovedbygningens facader blev udstyret med midtrisalitter
flankeret af rustikke kvadre. Risalitten mod den vestvendte alle fremhæves med
balustrade over stueetagens indgangsparti og afsluttes foroven med en
reliefudsmykket trekantfronton. Relieffrisen kaldet »Floras Triumf«, der var
udført i stuk, blev i 1979 erstattet med en nøje rekonstruktion. Det originale
kunstværk er i tidens løb på skift blevet tilskrevet alle tidens førende
kunstnere: Wiedewelt, N.A. Abildgaard, Thorvaldsen og arkitekten Peter Meyn.
Slottet
set fra nordvest i 1865.
I 1790 tilhørte Sorgenfri arveprins Frederik, og slottet har
siden været tillagt kongehusets sidelinier. Efter sit giftermål i 1933 flyttede
arveprins Knud ind i kavalerfløjen. Ved Chr. 10.'s død i 1947 overtog prinsen
hovedbygningen, hvor han boede til sin død i 1976. Hans enke, arveprinsesse
Caroline Mathilde, døde i 1995. Deres søn, grev Christian af Rosenborg, bebor
nu hovedbygningen.
Efter Dronning Alexandrines død i 1952 fungerede slottet som
bolig for Arveprins Knud og Arveprinsesse Caroline-Mathilde, der boede på
slottet til deres død i henholdsvis 1976 og 1995. Damebygningen ved slottet
beboedes i mange år af hans søn Christian, greve af Rosenborg og grevinde Anne-Dorte.
I dag bor Prinsesse Elisabeth i Damebygningen.
Sorgenfri Slotshave er en fredfyldt skovklædt naturhave,
beliggende umiddelbart ved Lyngbys handelscentrum. Som mange af de øvrige
slotshaver blev haven sidst i 1700-tallet og begyndelsen af 1800-tallet omlagt
fra barokhave til et engelsk-romantisk anlæg med slyngede stier og mange små
overraskelser, gemt mellem træerne.
Den Reserverede Have, som er den del af have, der ligger
nærmest Sorgenfri Slot er forbeholdt Kongehuset og er som følge deraf lukket
for publikum. Men det meste af haven er altid åben for offentligheden.
Grotte i parken Sorgenfri slot