Sinddinggaard

Sindinggaard

Sindinggaard omtales første gang i et brev i 1480, hvor slægten Harbou ejede gården.

Hovedbygningens midterfløj er bygget i 1730 af ejeren Frantz Rantzau

I 1830'erne blev gården reddet, da ejeren vandt i lotteriet.

Gården er beliggende ved Sinding Kirke.

Sindinggaard

Sindinggårdvej 21

7400 Herning

Region Midtjylland - Herning kommune

Offentlig adgang: Ingen oplysninger

Ejer: Signe og Jens Pagh Mørups Familiefond

97 13 62 75 + 97 47 29 00

Godsets størrelse: 115 ha

Funktion: Landbrugsdrift/skovbrug

Sindinggård er en tidligere hovedgård (herregård) beliggende Sindinggårdvej 21, i Sinding Sogn, Hammerum Herred, Ringkøbing Amt.

Siden 1994 har Signe og Jens Pagh Mørups ejet gården.

Hovedbygningen har været fredet siden 1939. Den er opført ca. 1730, men har fået sin nuværende skikkelse ca. 1837. Den rummer også middelalderlige dele.

Hovedbygning

Stuehusets hovedlænge (ca. 1730, nuværende skikkelse ca. 1837). Fredet 1939.

Sindinggård ligger uden for landsbyen Sinding og består af en hovedlænge med to sidefløje, hvor kun hovedlængen er omfattet af fredningen. Herudover har gården en række nyere funktionslænger og en stor have med voldgrav ved siden af og bag ved hovedfløjen. Haven er beplantet med forholdsvis mange løvtræer i forhold til det omkringliggende hedelandskab.

Hovedfløjen består af en grundmuret, enetages længe belagt med et halvt- og trekvartvalmet (mod henholdsvis øst og vest), teglhængt heltag med røde vingeteglsten. I rygningen ses to skorstenspiber med krave og sokkel i blank mur. I tagfladerne ses flere nyere tagvinduer og en enkelt udluftningshætte. Bygningen står på en pudset og gråmalet sokkel, mens gavlen mod vest har en synlig sokkel af kampesten. Murene fremstår hvidkalkede og afsluttes af en profileret hovedgesims. På den vestvendte gavl ses to rundbuede, blændede felter.

De tre midterste fag mod både gårdsplads og have udgøres af en let fremskudt frontgavl. Mod gårdspladsen er hjørnerne på frontgavlen kvaderpudsede og gråmalede. Frontispicens skråsider markeres af en gråmalet, flad gesims og afsluttes af en tandsnitsgesims. I den øverste del ses et mindre halvrundt vindue. Den nyere, men traditionelt udførte tofløjede fyldingsdør med diamantfyldinger omkranses af to pilastre med kvaderpudsede felter og en tandsnitsgesims, begge er grå- og hvidmalede. Over døren ses et halvrundt vindue med sprosser og med gråmalede felter over. I frontkvisten mod haven ses samme gesimser i frontispicen som mod gårdspladsen.

Herudover ses i det midterste fag en traditionelt udført, tofløjet havedør med ruder i de øverste fyldinger og et halvrundt overvindue. Døren indrammes af en portal, der er gråmalet. Vinduerne indrammes af gråmalede indfatninger. De traditionelt udførte vinduer er et- og torammede og småtopsprossede med gråmalede sålbænke under. Alle vinduer er hvidmalede.

I det indre er den ældre grundplan kun delvist bevaret med et stort, åbent dobbelthøjt trapperum med adgang til både tagetagen og kælderen. Mod vest ligger to større stuer, en mindre stue mod haven og mod øst ligger en større stue, et stort åbent køkken og yderst et mindre rum samt adgang til sidefløjen. Tagetagen er udnyttet med en række værelser mod haven og en åben repos. Der er adgang til den ene sidefløj fra tagetagen.

Flere ældre og traditionelt udførte bygningsdele og -detaljer er bevaret, herunder vægge af bindingsværk, skorstenskerner, ovne, kaminer, fyldingsdøre med hængsler, greb og gerichter, en trappe med udskårne balustre og håndliste. Overfladerne er en blanding af ældre og nyere, herunder parketgulve, pudsede vægge og lofter, fliser og gulvtæpper. Den lille kælder fremstår med synlige kampesten i væggene og pigsten på gulvet.

Bygningshistorie:

Sindinggård omtales første gang i anden halvdel af 1400-tallet. Midterfløjen i den nuværende trefløjede hovedbygning blev opført omkring 1730 i bindingsværk. I 1777 blev avlsgården opført. Omkring år 1800 blev hovedbygningen omsat i grundmur. I 1837 blev hovedbygningen og avlsgården ombygget. I 1872 blev hovedfløjen forlænget.

Miljømæssig værdi:

Den miljømæssige værdi ved Sindinggård knytter sig til placeringen i landskabet, hvor hovedlængen sammen med avlslængerne ligger trukket tilbage fra den tidligere hovedvej med en ridebane foran. Bygningerne er omgivet af frodige, grønne omgivelser med løvtræer, en voldgrav og store græsplæner samt en grusbelagt gårdsplads, der skaber en sammenhæng mellem de forskellige bygninger, afgrænset af det omgivende landskab. Sindinggård fremstår således som et helstøbt Omgivelser, der adskiller sig markant fra både landskabet og den omkringliggende bebyggelse.

Kulturhistorisk værdi:

Den kulturhistoriske værdi for Sindinggård knytter sig i det ydre til hierarkiet mellem form og materialeholdning, der klart adskiller hovedlængen med de to sidefløje fra avlsgården med funktionslængerne, hvor hovedlængen i grundmur med facadeudsmykning fremtræder repræsentativt, er avlsgårdens længer både i det ydre og indre tydeligt sekundære bygninger, hvis berettigelse er funktionspræget.

Hertil kommer, at der i det ydre er kulturhistorisk værdi relateret til hovedlængens sokkel i vestgavlen og havesiden med synlige kampesten, der sammen med blændingerne i vestgavlen vidner om længens alder.

Endvidere er der værdi knyttet til hovedlængens klassicistiske udtryk med en enkel facade, hvor store flader mellem vinduerne er friholdt fra dekoration. Det klassicistiske udtryk kommer ligeledes til udtryk i den symmetrisk opbyggede facade med et fremskudt og deraf meget markant midterparti med frontgavl med kvaderpudsede hjørner og gesimser samt en portalomkranset hoveddør med diamantfyldinger. Det klassicistiske udtryk vidner om, at hovedlængen er blevet ombygget i midten af 1800-tallet, hvor klassicismen var det fremherskende stilideal.

I det indre er den kulturhistoriske værdi relateret til de bevarede dele af den ældre grundplan med store stuer en suite og et stort åbent dobbelthøjt trapperum med adgang til tagetagen. Hertil kommer de mange ældre bygningsdele og -detaljer, herunder ovne, kaminer og fyldingsdøre med hængsler, greb og gerichter. Væggene af bindingsværk vidner om, at længen tidligere var opført af bindingsværk inden den blev grundmuret. Dette understreges af den lille kælder med kampe- og pigsten.

Arkitektonisk værdi:

Den arkitektoniske værdi ved Sindinggård er i det ydre knyttet til den lange bygningskrop med den stort set ubrudte tagflade mod gårdspladsen og hovedlængens stramt symmetrisk, taktfast opbyggede facade, der ved sin anselige længde og udsmykning gør, at den skiller sig ud i det samlede anlæg. Med enkle virkemidler fremhæves det fremskudte midterparti i form af markerede hjørner og den tofløjede dør med diamantfyldinger, der er indrammet af en portal. Sammen med farvesætningen bevirker det, at bygningen fremstår fornem og elegant. Hertil kommer, at vinduesåbningerne er trukket svagt tilbage, hvilket giver en svag reliefvirkning og skaber en lys/skygge-effekt på en ellers enkel facade.

Sindinggaard

Ejerhistorie

De første kendte ejere på Sindinggaard var den lavadelige slægt Harbou. I 1440 var Knud Nielsen Harbou blevet adlet og i 1490 ejede sønnen Jens Knudsen Harbou Sindinggaard. I fire generationer herefter blev gården nedarvet inden for slægten, idet gården dog deltes mellem flere arvinger.

I 1640'erne var gården overgået til Mogens Juel og brødrene Hans Dyre og Iver Dyre. Det lykkedes sidstnævntes søn, Claus at blive eneejer i 1655, dels ved arv og dels ved tilkøb. Gården blev herefter nedarvet i slægten Dyre i en længere periode.

Margrethe Rodsteen, enke efter den sidste Dyre på Sindinggaard, blev i sit andet ægteskab gift med Frantz Rantzau. Under Rantzaus ejerskab blev midterfløjen på den nuværende trefløjede hovedbygning opført. Efter Rantzaus død sad Margrethe Rodsteen endnu engang som enke på Sindinggaard.

Hun solgte i 1743 Sindinggaard, hvorved gården fik sin første ikke-adelige ejer, Mads Pedersen Lillelund. Der har ikke sidenhen været adelige ejere på gården.

Søren August Fjelstrup blev i 1815 eneejer af gården. Han var en aktiv ejer, som brugte megen tid på gårdens drift. Under hans ejerskab havde han omkring 20 lærlinge på gården fra Det kongelige Landhusholdningsselskab. Han anlagde en have og brugte generelt kræfter på at forbedre gården. Udover gårddriften var han også politisk aktiv i årene før demokratiets indførelse: sad i stænderforsamlingen 1836-1846, først som kongevalgt og senere som folkevalgt.

Held skulle der også til. I 1830'erne var der vanskelige tider for landbruget, og i 1836 blev Hammerum Herred, hvor Sindinggaard ligger, ramt af en storm, der ødelagde afgrøderne. Ved et heldigt sammentræf vandt Fjelstrup samme år den store gevinst i lotteriet, og han kunne derfor betale både sin egen gæld af, og hjælpe de ramte landmænd på egnen. I 1837 begyndte han at ombygge hovedbygningen.

Efter Fjelstrups død i 1859 har Sindinggaard haft skiftende ejere. I slutningen af 1800-tallet overtog et konsortium gården og foretog en udstykning af jorderne.

Ejerrække

(- -1490) Jens Knudsen Harbou

(1500- ) Mogens Jensen

( -1549) Jens Mogensen

( - ) Mogens Mogensen

(1591-1635) Jens Mogensen

(1635- ) Birgitte Bille, gift Mogensen

( - ) Mogens Juel

( -1655) Hans Dyre

( - ) Iver Dyre

(1648-1693) Claus Dyre

( - ) Jens Dyre