Logo

Rammegaard

Print denne opskrift (Ctrl + P)
Kamera Print med billeder
Print uden billeder

Rammegaard

 

Rammegaard har gennem historien fulgtes med Herpinggaard.

Rammegaard og Herpinggaard var i en lang periode ejet af baroniet Rysensteen.

Senere blev gården opkøbt af såkaldte godsslagtere, der videresolgte jorden i mindre enheder.

Hovedbygningen på Rammegaard er rejst i 1916 af ejeren J.L Laursen.

Gården er placeret ved Ramme Å.

 

Rammegaard

Rammegårdvej 26

7620 Lemvig

Telefon 50 73 17 58 + 50 73 16 68

Rammegård

Region Midtjylland - Lemvig kommune

Offentlig adgang: Ingen oplysninger

Ejer: Rammegaard A/S

Godsets størrelse: 189 ha

Funktion: Landbrugsdrift/skovbrug, Bed & Breakfast

Forbindelser: Herpinggaard, Rysensten

 

 

Rammegaard A/S er en vestjysk Landbrugsvirksomhed, der beskæftiger sig med smågriseproduktion og planteavl. Virksomheden er etableret i 2017 og ejes af tre aktionærer, hvoraf Roald og Esben Thing varetager den daglige drift og ledelse af virksomheden.

 

Rammegaard

 

Hovedbygning

Hovedbygningen på Rammegaard blev bygget i 1916 under J. L. Laursens ejerskab. Det er en trefløjet bygning i røde sten med en hvid tandsnitsfrise. Der er gennemgående frontspids, tre etager og tegltag.

I sidefløjene var der tidligere indrettet elektricitetsværksted og medhjælperværelser. Mod gården er der i hovedfløjen en indgangsdør, som en høj trappe fører op til. Fløjene er forbundet via énetages forbindelsesfløje.

Den tidligere hovedbygning var en lang, lavloftet bygning i én etage.

Fredningsstatus 2013: Hovedbygningen er udpeget som bevaringsværdig med høj bevaringsværdi.

 

Andre bygninger

Avlsgården på Rammegaard er en grundmuret bygning med tre fløje og pladetag.

I 1962 blev der opført et hus med vandmølle, og der blev bygget flere produktionsbygninger til i løbet af 1990- og 2000-tallet.

Fredningsstatus 2013: Avlsbygningerne er ikke fredede.

 

Omgivelser

Gården ligger ved Ramme Å og har en stor, velbevaret have med mange frugttræer.

I nærheden ligger forsvarsvolden Rammedige, der er fredet. Volden er 410 meter lang og siges at være fra en kamp mod den engelske konge Angel.

 

Ejerhistorie

Slægten Spend var de første kendte ejere på Rammegaard tilbage i slutningen af 1400-tallet. Gården gik i mere end hundrede år i arv fra far til søn, indtil Jens Spend døde i 1586. Herefter overtog slægten Skram, som Jens Spends datter Ellen Spend Skram blev gift ind i.

 

Slægten Skrams tid på Rammegaard var præget af økonomiske vanskeligheder. Maren Skram sad alene som ejer af Rammegaard i årene 1637-1661 efter sin første mand Hartvig Huitfeldts død. Landet var i perioden præget af krigstid, hvor Danmarks rivalisering med Sverige og fremmede hæres plyndren gik hårdt ud over gårdene.

 

I 1660 skrev Maren Skram, at de fleste af herregårdens bønder var 'øde', hvilket ville sige, at de ikke kunne svare hverken kongens skatter eller afgifter til herregården. Maren Skram giftede sig året efter med den kun 21-årige Baltazar Gebhart von Obelitz, der var tysk eventyrer og soldat i dansk tjeneste. Gårdens økonomiske vanskeligheder blev der ikke rettet op på.

 

Von Obelitz giftede sig senere ind i andre danske adelsfamilier, men Rammegaard solgte han allerede i 1682 til Christian Juul, der var baron på det nærliggende Rysensteen. Rammegaard var dernæst i over 100 år ejet af baronerne på Rysensteen, men indgik ikke i de besiddelser, som udgjorde selve baroniet.

 

I 1798 solgte Ove Henrik Juul Rammegaard på auktion til Peter Severin Fønss og Ulrik Chr. von Schmidten. De to var såkaldte godsslagtere, der opkøbte store herregårde og solgte dem igen i mindre enheder. Fæstegårdene blev solgt til bøndernes selveje, og selve hovedgårdens jorder blev solgt i mindre parceller. Gennem hele 1800-tallet skiftede gården ejere mange gange.

I 1905 blev Rammegaard købt af J. L. Laursen. Han kom fra fattige kår, og han stiftede i første omgang bekendtskab med Rammegaard, da han blev ansat som hyrdedreng. Senere blev han oplært i mejerivæsenet og i studefedning, før han til sidst endte som herremand på gården. Under hans ejerskab blev der rejst en ny hovedbygning i 1916. Familien blev på gården til 1960, hvor den blev købt af I. C. Lundgaard.

I 2013 drives gården med produktion af slagtesvin.

Der er indrettet Bed & Breakfast på gården.

 

Ejerrække

(1483-       ) Anders Spend

(       -       ) Jens Spend

(       -       ) Anders Spend

(       -1586) Jens Spend

(1586-       ) Iver Skram

(       -1607) Erik Skram

(1625-       ) Anne Vind, gift Skram

(       -1631) Ellen Skram

(       -1631) Anne Skram

(1631-1637) Hartvig Huitfeldt

(1637-1661) Maren Skram, gift 1) Huitfeldt og 2) von Obelitz

(1661-1682) Balthazar Gebhart von Obelitz

(1682-1690) Christian Juul-Rysensteen

(1690-1694) Joh. Marie Ruse, gift Juul-Rysensteen

(1690-1749) Ove Henrik Juul-Rysensteen

(1749-1769) Otto Henrik Juul-Rysensteen

(1769-1782) Christian Frederik Juul-Rysensteen

(1782-1783) Christiane Dorothea Mohrsen gift Juul

(1783-1798) O. H. Juul

(1798-1802) Ulrik Chr. v. Schmidten

(1798-1808) Peder Severin Fønss

(1808-1808) Arnt Peter Warelmann

(1808-1810) Fr. Chr. Schønau

(1810-1835) P.A. Høegh

(1835-1873) H.C. Høegh

(1873-1877) Flora Schønau, gift Høegh

(1877-1878) P. Raae

(1878-1878) Hagen Jørgensen

(1878-1905) C. Ebbensgaard

(1905-1905) Møller

(1905-       ) J.L. Laursen

(       -1960) Karen Laursen

(1960-       ) I. C. Lundgaard

(1997-2017) Kristian Brokman

(2017-20xx) Rammegaard A/S (3 ejere; Roald og Esben Thing)

 


 

Facebook
Print denne opskrift (Ctrl + P)
Kamera Print med billeder
Print uden billeder
Klik på den smiley du vil give denne side 
Brugernes vurdering 5,0 (7 stemmer)
Siden er blevet set 3.539 gange - Se og skriv kommentarer herunder.

Kommentarer og debat mellem læsere

Din e-mail bliver ikke vist på sitet.

Afstemning
Mobiltelefoner i folkeskolen, skal det forbydes?
Foreslå nyt svar
Effektiv reklame - klik her