Logo

Ordrupgaard

Print denne opskrift (Ctrl + P)
Kamera Print med billeder
Print uden billeder

Ordrupgaard
Ordrupgaard

● Region Hovedstaden, Jægersborg Dyrehave nord for København.

● Adresse: Vilvordevej 110, 2920 Charlottenlund, Telefon: 39 64 11 83. ordrupgaard.dk

● Ejer: Staten

● Grundlagt 14. september 1918, Bygningsstil: Dekonstruktivisme

 

Ordrupgaard er et statsejet kunstmuseum. Museet rummer en af Nordeuropas betydeligste samlinger af dansk og fransk kunst fra det 19. og begyndelsen af det 20. århundrede.

Ordrupgaard er skabt af direktør for Hafnia, etatsråd Wilhelm Hansen og hustru Henny Hansen i årene 1916-1918.


 

Bygningerne

Ordrupgaards hovedbygning er opført som et herregårdslignende, trefløjet anlæg i nyklassicistisk stil med espalier. Galleriet, der rummer den franske samling, er koblet sammen med hovedbygningen ved en lille vinterhave. Herudover er der opført en portnerbolig, en chaufførbolig (pt. nedtaget), samt en vognport (i dag kaldet Lavendelhuset). Et brændeskur og et lille lysthus i bondegårdsstil udgør de øvrige, oprindelige bygninger på grunden.

 

Ordrupgaard

 

Parken

Ordrupgaards park er anlagt i engelsk stil med en mindre, franskinspireret rosenhave, der oprindelig var udsmykket af et keramisk springvand af Jean Gauguin. Den er af bevaringsmæssige årsager i dag opstillet i vinterhaven.

 

Ordrupgaards park fungerede som både nytte- og lysthave. Det omfattende driveri og de mange frugttræer forsynede familien Hansen med frisk frugt og grønsager året rundt, mens resten af arealet var udlagt til oplevelse og kontemplation.

 

Bagest i parken, hvor der i dag er en eng, lå en mindre sø med en lille ø i midten. Til søen hørte en robåd, og der var udsigt til området fra lysthuset. Desuden var der anlagt små damme rundt omkring på grunden. Disse vandarealer er nu tørlagt.

 

Ordrupgaards indvielse 14. september 1918

Wilhelm og Henny Hansen købte en stor grund ved Ordrup Krat tæt på Jægersborg Dyrehave nord for København. Her lod de i årene 1916 til 1918 opføre herskabshjemmet Ordrupgaard ved arkitekt Gotfred Tvede (1863-1947). Tvedes medhjælper Therkel Hjejle har dog sat væsentlige fingeraftryk på arkitekturen. Ved samme lejlighed blev den omfattende park anlagt af stadsgartner Valdemar Fabricius Hansen (1866-1953). Ordrupgaard blev indviet den 14. september 1918 ved en storslået fest, og i indvielsestalen erklærede Wilhelm Hansen, at han ville testamentere samlingen til den danske stat.

 

Landmandsbankens krak og frasalg af dele af samlingen

I 1922 led Wilhelm Hansen et omfattende økonomisk og personligt nederlag. Landmandsbanken, hvori konsortiet havde optaget lån til kunstindkøb, krakkede. For at indfri sin gæld solgte Wilhelm Hansen lidt over halvdelen – ca. 82 værker – af sin franske samling, heriblandt vigtige værker af bl.a. Paul Cézanne, Édouard Manet og Paul Gauguin. Disse værker hænger i dag på bl.a. Ny Carlsberg Glyptotek og The National Museum of Western Art i Tokyo. Wilhelm Hansen overvandt krisen og fra 1923 til 1933 kompenserede han for tabene med erhvervelsen af en ny række, særligt udvalgte franske billeder, der stadigt befinder sig på Ordrupgaard.

 

Ordrupgaard bliver statsligt kunstmuseum

Efter Wilhelm Hansens død i 1936, boede Henny Hansen alene på Ordrupgaard. Ved sin død i 1951 testamenterede hun, i henhold til Wilhelm Hansens oprindelige ønske, samlingen, boligen og parken til den danske stat, og i 1953 åbnede Ordrupgaard som statsligt kunstmuseum.

 

Ordrupgaard

 

Ordrupgaards tilbygning ved Zaha Hadid

Den 30. august 2005 indviede Ordrupgaard en markant tilbygning tegnet af den irakiskfødte arkitekt Zaha Hadid (1950-2016). Tilbygningen har et areal på 1.150 kvm og har forbedret de plads-, klima- og sikkerhedsmæssige forhold på en måde, så Ordrupgaard kan præsentere særudstillinger af internationalt format. Tilbygningen er opført i glas og sort lavabeton, der er føjet sammen til en dekonstruktivisk og organisk formet bygningskrop.

 

Finn Juhls hus

I 1941-42 tegnede og indrettede møbelarkitekten Finn Juhl sit eget hus på en nabogrund til Ordrupgaard. Huset er et af de fineste funktionalistiske enfamilieshuse i Danmark og var beboet af Finn Juhl indtil hans død i 1989. Finn Juhls enke Hanne Wilhelm Hansen lod huset og dets interiør stå uforandret, og den 3. april 2008 åbnede huset som museum på Ordrupgaard takket være en privat donation fra Birgit Lyngbye Pedersen.

 

Samlingen af dansk kunst

I perioden 1892 til 1916 grundlagde Wilhelm Hansen sin samling af dansk kunst fra det 19. og begyndelsen af det 20. århundrede. Den danske guldalder er fyldigt repræsenteret med værker af bl.a. C.V. Eckersberg, Christen Købke, Johan Thomas Lundbye, P.C. Skovgaard og Wilhelm Marstrand. Hovedparten af samlingen vidner om Wilhelm Hansens interesse for sin egen tids kunst repræsenteret ved kunstnere som L.A. Ring, Vilhelm Hammershøi, Theodor Philipsen, foruden Fynbomalerne Johannes Larsen, Fritz Syberg og barndomsvennen Peter Hansen.

 

Samlingen af fransk kunst

Under 1. Verdenskrig koncentrerede Wilhelm Hansen sig om fransk kunst: Fra 1916 til 1918 indkøbte Wilhelm Hansen franske malerier, pasteller, tegninger og skulpturer og lagde grunden til et egentligt kunstmuseum. Wilhelm Hansen ønskede at udbrede kendskabet til fransk 1800-tals kunst i Danmark, og de første køb var malerier af Alfred Sisley, Camille Pissarro, Claude Monet og Auguste Renoir. Wilhelm Hansens fokus var fransk impressionisme, men med perspektiverende nedslag i de perioder, der kom umiddelbart før og efter impressionismen. Således repræsenterer Eugène Delacroix romantikken, Théodore Rousseau Barbizon-skolen, Gustave Courbet realismen, Édouard Manet modernismen og Paul Gauguin symbolismen på Ordrupgaard.

Wilhelm Hansen modtog rådgivning til indkøb af fransk kunst fra blandt andre den franske kunstkritiker Théodore Duret (1838-1927).

 

Samlingen af møbler og kunsthåndværk

Sideløbende med sin interesse for dansk og fransk kunst købte Wilhelm Hansen møbler og kunsthåndværk. Wilhelm Hansen havde særlig interesse for keramik, lysekroner og møbler udført af Thorvald Bindesbøll (1846-1908).

 

Konsortiet Hansen, Heilbuth, Winkel & Magnussen

Af stor betydning for de franske indkøb var det konsortium, som Wilhelm Hansen i 1918 dannede sammen med samleren Herman Heilbuth (1861-1945) og kunsthandlerfirmaet Winkel & Magnussen. Deres erklærede mål var “Indkøb og Salg af Kunstværker med det Formaal at skaffe god og fremragende Kunst til Skandinavien”, og de indkøbte flere samlinger “en bloc” i Paris.

 


 

 

Facebook
Print denne opskrift (Ctrl + P)
Kamera Print med billeder
Print uden billeder
Opret din egen Samling
Klik på den smiley du vil give denne side 
Brugernes vurdering 5,0 (4 stemmer)
Siden er blevet set 4.766 gange - Se og skriv kommentarer herunder.

Kommentarer og debat mellem læsere

Din e-mail bliver ikke vist på sitet.

Afstemning
Mobiltelefoner i folkeskolen, skal det forbydes?
Foreslå nyt svar
Effektiv reklame - klik her