Amalienborg

• København, Frederiksstaden

• Amalienborg Slotsplads 5, 1257 København K. 33 12 21 86

• Offentlig adgang til slotspladsen. Amalienborgmuseet i Levetzaus Palæ

• Opført 1750-1760. Fredet

Slottet er opført i 1750'erne efter en samlet plan af hofbygmester Nicolai Eigtved, der døde i 1754, før byggeriet var fuldført, De fire ens rokokopalæer former med udbygninger et 8-kantet anlæg, der hører til blandt Europas mest gennemførte bygningsværker. Palæerne blev oprindelig opført for fire adelsfamilier på tomten af det i 1689 nedbrændte Sophie Amalienborg.

VIGTIGE ÅRSTAL

1669 Sophie Amalienborg opføres.

1689 Slottet nedbrænder, 200 gæster omkommer.

1750 Eigtved indleder opførelsen af det nuværende Amalienborg.

1794 Kongefamilien flytter ind på Amalienborg efter Christiansborgs brand.

1997 Moltkes palæ restaureres og anvendes som kongelige repræsentationslokaler.

Sophie Amalienborg. Gouache fra 1740 af Johan Jacob Bruun. De Danske Kongers Kronologiske Samling

• Bygningshistorie

Amalienborg har navn efter lystslottet Sophie Amalienborg, opført 1669-1673. Det var Fr. 3., der indledte byggeriet af den italiensk inspirerede eremitage ved havneindløbet uden for Københavns volde. Efter kongens død i 1670 indrettedes slottet til enkesæde for dronning Sophie Amalie, der her i enkestand udfoldede sin pragtlyst. Efter hendes død i 1685 fortsatte det festlige hofliv på det lille lystslot. Sophie Amalienborg dannede således også rammen om festerne i anledning af Chr. 5.'s 44-års fødselsdag den 15. april 1689. Til en god fest for enevoldskongen hørte også en opera, og man havde derfor ladet rejse et interimistisk operahus i træ med direkte forbindelse til slottet. På kongens fødselsdag opførtes for over 200 indbudte gæster et svulmende stykke om gudernes kampe. Operaen var en stor succes. Og da Chr. 5. var folkets mand, indbød han fire dage senere det ledende københavnske borgerskab, gerne med børn og ældre, til at overvære stykkets genopførelse.

Salen, der som en rigtig gudesal var iklædt løvranker og oplyst af olielamper, havde kun en publikumsindgang. Og da guder som bekendt spyr ild, måtte det gå galt. At huset overlevede første forestilling på kongens fødselsdag, er faktisk et »Guds under«: men den 19. april 1689 brød helvede løs kort efter, at operaen var gået i gang. Operahuset nedbrændte på et kvarter. Næsten 200 mennesker omkom, og flammerne bredte sig til Sophie Amalienborg, der efter 4 timer var en rygende ruinhob.

Ulykken rystede naturligvis København og kongeriget, og lystslottet blev aldrig genopbygget. Arealet blev i begyndelsen af 1700-tallet anvendt til eksercerplads.

Ved Fr. 5.'s tiltrædelse i 1746 udformedes tankerne om en idealby efter fransk forbillede. Enevældens Danmark kopierede i mangt og meget solkongens Frankrig. Det blev hofbygmesteren Nicolai Eigtved, der til konkurrenten Laurids de Thurahs store fortrydelse fik sit byggeforslag til et nyt Amalienborg godkendt af kongen i 1749. Eigtveds projekt er inspireret af den nuværende Place de la Concorde (Louis 15.'s plads) i Paris.

I 1750 gik byggeriet i gang med palæerne på vestsiden af pladsen. De fire palæer er i det ydre udformet fuldstændigt ens. Byggegrunden blev kvit og frit overladt til fire adelige bygherrer, der tilmed fik skatte- og toldfrihed. Betingelsen var, at de skulle lade deres palæer indordne under de overordnede arkitektoniske retningslinier udformet af Eigtved. Til projektet hørte også Frederikskirken, den såkaldte Marmorkirke, der dog først blev færdigbygget 1875-1894.

Ved Eigtveds død i 1754 stod de to vestlige palæer færdige, mens opførelsen af de to østlige blev afsluttet omkring 1760. De fire palæer i rokokostil er 2½ etage høje, gråpudsede med sortglaserede helvalmede tegltage. Facaderne fremhæves med refendfugning, profileret hovedgesims, hjørnerisalitter med pilastre. Tagskægget dækkes af en balustrade. Bygningernes stærkest dekorative element er dog midterpartiets overdådigt udsmykkede fronton båret af seks joniske søjler.

Midt på pladsen troner den egentlige initiativtager til pragtbyggeriet, Fr. 5. Den berømte rytterstatue er udført af den franske billedhugger Jacgues Francois Joseph Saly Saly kom til Danmark i 1753 og påbegyndte i 1754 arbejdet på statuen, der dog først stod færdig efter næsten 15 års arbejde i 1768. Den officielle indvielse af den dyreste og smukkeste rytterstatue skabt i enevældens Danmark fandt sted den 1. august 1771, fem år efter kongens død.

På det tidspunkt tilhørte de fire palæer enkegrevinde Sofie Schack, generalløjtnant, greve Chr. Fr. Levetzau og overmarskal A.G. Moltke, der ud over det for ham opførte palæ i 1764 havde købt Joachim Brockdorffs palæ og året efter overladt det til kongen.

De fire palæer

— Christian VII's Palæ, eller Moltkes Palæ – det sydvestlige palæ, er dronningens gæste- og repræsentationspalæ.

— Christian VIII's Palæ, eller Levetzaus Palæ – det nordvestlige palæ, Amalienborgmuseet.

— Frederik VIII's Palæ, eller Brockdorffs Palæ – det nordøstlige palæ, tidligere dronning Ingrids bolig, rummer kronprinsens bolig og er istandsat og moderniseret til brug for kronprinsparret.

— Christian IX's Palæ, eller Schacks Palæ – det sydøstlige palæ, er dronningens residenspalæ.

Hvert palæ har en hovedport og en køkkenport; hovedportene ligger ved Amaliegade, køkkenportene ligger ved Frederiksgade.

Christian VII's Palæ eller Moltkes Palæ

Christian VII's Palæ

Christian VII's Palæ eller Moltkes Palæ er opført i årene 1750-54 for overhofmarskal Adam Gottlob Moltke efter tegninger af Eigtved. Tidens bedste håndværkere og kunstnere var medvirkende til byggeriet, herunder hofbilledhugger Johann Christoph Petzold, der stod for al udvendig sandstensudsmykning, samt hofsnedkerne Louis-Augustin le Clerc, Dietrich Schäffer, billedhuggeren Bogislav Løffler og stukkatøren Giovanni-Battista Fossati, der fik kontrakt på udsmykningen i det indre. Resultatet blev et palæ af usædvanlig høj kvalitet, og riddersalen regnes blandt de fornemste rokokorum i Europa. Siden disse kunstneres indsats på Christiansborg gik tabt ved branden 1794, er Moltkes Palæ et af de få steder, hvor man kan forestille sig, hvordan gemakkerne på kongeslottet har set ud.

Eigtved døde i 1754 få måneder efter palæets indvielse, og Moltke erstattede ham med den franske arkitekt Nicolas-Henri Jardin. Han afsluttede de få udestående arbejder og indrettede en taffelsal i den nye louis seize-stil. I riddersalen fik han indfældet malerier der senere ankom til Danmark af Louis Tocqué og François Boucher. De kompromitterede ikke Eigtveds grundidé. Taffelsalen rangerer som riddersalen blandt det ypperste i dansk arkitektur.

Stik af palæet i sin oprindelige form 1756 af O.H. de Lode

Harsdorff indrettede i 1770'erne grevinde Moltkes soveværelse i louis seize-stil.

Efter Christiansborg Slots brand i 1794 stod den danske kongefamilie uden tag over hovedet. Få dage efter blev Moltkes Palæ købt til Christian 7. og Schacks Palæ til Kronprins Frederik (6.). Arkitekt C.F. Harsdorff blev sat til at skabe forbindelse mellem palæerne. De fik forhøjet mellembygningerne én etage for at afhjælpe pladsproblemerne, og de to palæer blev forbundet af kolonnaden med en løngang i første sals højde, båret af otte joniske søjler, der tillod passage af trafikken i Amaliegade.

For at skabe plads til hofstaben blev gulvet i vestibulen hævet og opdelt i tre kontorer.

Palæet kaldtes nu Christian VII's Palæ. Efter Christian 7.s død i 1808 anvendte Frederik 6. palæet til sin hofstab. Udenrigsministeriet benyttede dele af palæet i tidsrummet 1852-1885, men fra 1885 blev palæet udelukkende benyttet som gæste- og repræsentationspalæ. Der har dog i korte perioder været kongebolig, når istandsættelse af andre af residenspalæerne har gjort det nødvendigt. I 1971-75 var der indrettet en lille børnehave og siden skole for prinserne Frederik og Joachim i palæet.

Slots- og Ejendomsstyrelsen (i dag Styrelsen for Slotte & Kulturejendomme) begyndte i 1982 en udvendig restaurering af palæet med total udskiftning af den nedslidte sandstensbeklædning. I 1993-96 foretog styrelsen en indvendig hovedrestaurering, hvorved vestibulen blev genskabt og der atter kom tre døre i midtrisalitten mod slotspladsen. Restaureringen er i 1999 blevet tildelt medalje fra den europæiske bevaringsorganisation Europa Nostra.

Christian VIII's Palæ eller Levetzaus Palæ

Christian VIII's Palæ

Christian VIII's Palæ eller Levetzaus Palæ blev bygget for gehejmekonferensråd Christian Frederik von Levetzau i 1750-60. Efter hofbygmester Nicolai Eigtveds død i 1754 fuldførte Lauritz de Thurah loyalt byggeriet efter hans tegninger. Det færdige palæ var ikke kvalitativt på højde med Moltkes Palæ, for de økonomiske midler flød ikke lige så rigeligt. Levetzau døde i 1756, og palæet forblev i familiens eje (Stamhuset Restrup) indtil 1794.

Efter Christiansborg Slots brand i 1794 købte arveprins Frederik palæet. Ved salget betingede Levetzau-familien sig, at grevens våben aldrig måtte nedtages fra bygningen. Således prydes palæet fortsat af Levetzaus og hans hustru Sophie Rantzaus våben ved siden af Rigsvåbenet. Prinsen lod maleren og arkitekten Nicolai Abildgaard modernisere det i den nye empirestil. Da arveprinsen døde i 1805, overtog sønnen prins Christian Frederik både palæ og arkitekt. Abildgaard døde i 1809, og nyindretningen gik i stå.

I 1839 blev prins Christian Frederik konge under navnet Christian 8., og palæet kaldtes herefter Christian 8.'s Palæ. Kongen døde i 1848 og hans enkedronning i 1881. Fra 1885 benyttede Udenrigsministeriet en del af palæet. I 1898 blev det indrettet som residens for kronprins Christian (10.) og prinsesse Alexandrine, og efter Christian 10.'s død i 1947 blev palæet stillet til rådighed for arveprins Knud.

I 1980'erne påbegyndte Slots- og Ejendomsstyrelsen en større restaurering af palæet. Der blev bl.a. indrettet bolig og repræsentationslokaler for kronprins Frederik. Der blev også indrettet depot for Dronningens Håndbibliotek og et nyt museum for den glücksborgske kongeslægt, Amalienborgmuseet.

Kronprins Frederik benyttede palæet til bolig og repræsentative formål.

Frederik VIII's Palæ eller Brockdorffs Palæ

Frederik VIII's Palæ

Frederik VIII's Palæ, eller Brockdorffs Palæ, blev bygget i 1750-60 for baron Joachim von Brockdorff under hofbygmester Nicolai Eigtveds ledelse. Efter arkitektens død i 1754 fuldførte generalbygmester Lauritz de Thurah også dette palæ. Bygherren døde allerede i 1763, og den rige Adam Gottlob Moltke i nabopalæet erhvervede bygningen. To år senere solgte han det til kong Frederik 5.

Fra 1767 fungerede palæet som Landkadetakademi. Under en ombygning sænkedes loftet i Riddersalen, der blev brugt til gymnastik. I 1788 blev landkadetterne skiftet ud med søkadetter, og efter Slaget på Reden i 1801 blev der behov for flere søkadetter. Pladsproblemet blev løst ved at forhøje palæets mellembygninger med en etage, som det var sket med de øvrige palæer nogle år forinden under Harsdorffs ledelse.

Kadetterne måtte rømme palæet, da Frederik 6. ønskede sin datter Vilhelmine og tronfølgeren prins Frederik (7.) bosat her efter deres bryllup. I 1827-28 foretog arkitekten Jørgen Hansen Koch en gennemgribende modernisering i empirestil. Fra ægteskabets opløsning i 1837 til kronprins Frederik (8.) indflytning i 1869 husede palæet skiftende medlemmer af kongefamilien. Kronprinsen blev konge i 1906, og palæet blev nu opkaldt efter ham. Han nåede kun at residere her som konge i seks år.

1935-36 blev bygningen istandsat af kgl. bygningsinspektør Thorvald Jørgensen til brug for tronfølgerparret kronprins Frederik (9.) og kronprinsesse Ingrid. Dronning Ingrid boede i palæet til sin død i november 2000.

I 2004-09 blev Frederik VIII's Palæ gennemgribende istandsat som bolig for kronprins Frederik og Kronprinsesse Mary med tilhørende repræsentations- og administrationslokaler for kronprinsens hof. Under restaureringen kom flere skjulte stuklofter kom for dagens lys. Kgl. bygningsinspektør Erik Einar Holms Tegnestue assisteret af Arkitema stod for restaureringen. Palæets repræsentative rum er udstyret med kunstværker af Kasper Bonnén, Jesper Christiansen, Olafur Eliasson, Erik A. Frandsen, Signe Guttormsen, Eske Kath, Tal R, Morten Schelde og Kathrine Ærtebjerg.

Christian IX's Palæ, hvor H.M. Dronningen residerer

Christian IX's Palæ eller Schacks Palæ

Christian IX's Palæ eller Schacks Palæ blev påbegyndt i 1750 efter Nicolai Eigtveds projekt. Byggeriet blev efter hans død først ledet af arkitekterne Christian Joseph Zuber og senere af Philip de Lange. Omkring 1754 kom bygherren, gehejmekonferensråd Severin Løvenskiold, i pengenød, og grevinde Anna Sophie Schack overtog palæet med tanke for sin stedsønnesøn, Hans Schack. En brand kort tid efter forsinkede færdiggørelsen yderligere et par år.

Hans Schack blev i 1757 svigersøn til overhofmarskal Adam Gottlob Moltke. Det kom det langsommelige byggeri til gavn, idet svigerfaderen udlånte sine bedste kunsthåndværkere til færdiggørelsen af interiørerne. Forsinkelsen af byggeriet indebar desuden, at interiørerne blev mere præget af den nye stilart, louis seize, end de øvrige tre palæer.

Efter kongefamiliens køb af Moltkes og Schacks Palæer i 1794, blev de forbundne ved det omtalte kolonnade af Harsdorff, vestibulerne blev inddraget til værelser og mellembygningerne blev forhøjet.

Kronprinsen, der efter kuppet i 1784 havde regeret for sin syge far, blev i 1808 konge som Frederik 6.. Efter hans død i 1839 og hans hustrus i 1852 blev palæet benyttet af blandt andre Højesteret og Udenrigsministeriet.

I 1863 blev palæet stillet til rådighed for Christian 9., "Europas svigerfar". Han boede her til sin død i 1906, hvorefter hjemmet stod urørt indtil en registrering af effekterne fandt sted i 1948. De indgår nu i Amalienborgmuseet.

I 1967 gennemgik palæet en fornem istandsættelse til tronfølgeren, prinsesse Margrethe, og prins Henrik. Regentparret benytter nu palæet som residenspalæ.

C.F. Harsdorffs kolonnade over Amaliegade forbinder Schacks (Christian IX's) og Moltkes (Christian VII's) Palæer

Efter slottet Christianborgs brand i 1794 blev Amalienborg-palæerne imidlertid overladt til kongehuset, der lod C.F. Harsdorff forbinde de to sydlige palæer med den markante kolonnade med joniske søjler og pilastre. De mægtige søjler er af træ, godt skjult under et kraftigt lag bemaling eller cementpuds.

Interiør

Schacks Palæ i sydøst blev i 1794 bolig for kronprins Frederik (6.), der reelt varetog regeringsiedeisen for sin sindssyge fader. Siden blev palæet Chr. 9.'s residens og er i dag bolig for dronning Margrethe og prins Henrik.

Moltkes Palæ i sydvest blev i 1794 indrettet til kongen af navn mere end af gavn, Chr. 7. Efter hans død i 1808 blev bygningen anvendt til repræsentative formål. I 1990'erne er denne enestående rokobygning blevet grundigt istandsat som landets fornemste receptions- og gæstebygning med henblik på royale gæster og statsbesøg.

Levetzaus Palæ i nordvest blev i 1794 overladt til arveprinsen, kongens halvbroder, Frederik, der døde i 1805. Siden blev palæet, også kaldet Chr. 8.'s palæ, bolig for denne konge og senere Chr. 10. I dag er Amalienborgmuseet indrettet i de klassicistiske rammer med hovedvægt på Chr. 9.'s og det Glücksburg'ske kongehus. Museet omfatter over 700 m² og giver med over 6.000 udstillede genstande et indblik i kongerne Chr. 9.'s, Fr. 8.'s, Chr. 10.'s og Fr. 9.'s mere eller mindre offentlige liv. Øverst i palæet er indrettet bolig til kronprinsen, mens prins Joachim og prinsesse Maries lejlighed er i en sidefløj.

Brockdorffs Palæ i nordøst, der som det sidste af palæerne stod færdigt i 1760, blev allerede i 1768 omdannet til Landkadet-Akademi. I 1828 overtog den udvalgte Frederik (7.) palæet som sin bolig. Brockdorffs Palæ har i dette århundrede fungeret som Fr. 9. og dronning Ingrids residens.

Alle fire palæer er selvfølgelig indrettet konger værdigt. Schacks Palæ, der stod færdigt omkring 1755, er gennemgående præget af vor dronnings idealer med respekt for de bevarede stuklofter fra rokokotiden og den klassicistiske indramning af vægge og døre. Moltkes Palæ er et fuldstændigt overdådigt udstyrsstykke i den mest blomstrende rokoko. Det er den indkaldte franske arkitekt N.H. Jardins hovedværk. Danske arkitekter som Simon Carl Stanley og siden C.F. Harsdorff har dog virket ved indretningen af Moltkes Palæ. Især skal Stanleys stukudsmykning af spisesalen fremhæves.

Levetzaus Palæ fremtræder med flere rum indrettet og udsmykket i et fornemt samarbejde mellem Nicolai Abildgaard og den unge Bertel Thorvaldsen. Ved siden af de klassicistiske rum fra omkring 1800 kan de øvrige historicistisk inspirerede værelser måske synes noget tunge.

Brockdorffs Palæ, der var militærakademi fra 1768 til 1827, er præget af J. Hansen Kochs ombygning af palæet til prins Frederik (7.) i 1828. Stilen kan nærmest betegnes som senklassicisme eller empire.

Omgivelser

Til Amalienborgs omgivelser hører hele den planlagte idealby, som omgiver slottet. Nok måtte de oprindelige planer indskrænkes til en normal-dansk-kulturel-beskeden målestok, men alligevel omgives den storslåede slotsplads af en hel række pragtpalæer, dels langs Amaliegade, dels mod Bredgade. På Amaliegade skal især fremhæves Det gule Palæ opført 1764 af N.H. Jardin. Palæet blev opført for slavehandleren H.F. Bargum, der på flugt fra sine kreditorer havnede et eller andet sted i Sydeuropa. I dag indgår palæet blandt Amaliensborgs administrationsbygninger.

Fr. 5. 's rytterstatue midt på slotspladsen er ikke blot Danmarks, men også en af Europas fornemste rytterstatuer. Det tog den franske billedhugger Saly 14 år at udføre statuen af en af Danmarks ringeste konger. Mesterværket blev først indviet i 1771, fem år efter Fr. 5. 's død. Rytterstatuen er efter afsluttet restaurering blevet genindviet af Dronning Margrethe 2. i november 1998.

Af Amaliegades andre fornemme palæer skal nævnes nr. 17 og 21 opført af Nicolai Eigtved i 1751-54, nr. 25 opført i 1755 af Laurids de Thurah samt nr. 40-42 opført 1752 af Eigtved. Hjørnet af Bredgade og Frederiksgade er flankeret af to pragtpalæer i rokoko, Dehns og Bernstorffs palæer, opført i 1756 af I.G. Rosenberg.

Modsat mod havnen anlagdes i 1983 den ny-barokke Amaliehave, designet af Jean Delogne. Springvandet i centrum er virkningsfuldt placeret Havens postmoderne bronzearbejder, inklusive de fire forrevne søjler omkring springvandet, er udført af den italienske billedhugger med kunstnernavnet Arnaldo Pomodoro. 

Amalienborg-aksen set fra Marmorkirken

Amalienborg-aksen før og nu

Amalienborg-aksen kaldes den monumentalakse, som begynder ved Frederikskirken og fortsætter forbi rytterstatuen af Frederik 5. Han kigger mod kirkens kuppel. Kirken og de fire adelige palæer og Frederiksstadens borgerlige bebyggelse symboliserede samfundshierarkiet: den enevældige konge har sin magt fra Gud og distribuerede den videre via adelen og sit jordiske regimente. Dengang var der tømmerpladser ved havnen, og havnesiden var den uattraktive side, hvorfor de to palæer fjernest fra kirken, Brockdorffs og Schacks, var de mindst eftertragtede. Aksen havde sit forløb mellem kirken og rytterstatuen.

I nyere tid er aksens betydning blev ændret og forlænget mod Holmen ved opførelsen af Amaliehaven og Operaen på Holmen, der begge er doneret af A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal. Det er sagt, at aksen nu forbinder kirken, kongehuset, handelen og kunsten (Gud, Kongehuset og Mærsk).

Opførelsen af Operaen har indvirket på oplevelsen af Amalienborg Slotsplads som pladsrum, idet operahuset allerede fra en position foran Marmorkirken og Bredgade opleves som et stort volumen, der danner baggrund for rytterstatuen, i stedet for den blå himmel. Der er delte meninger om den rumlige påvirkning af rokokoanlægget. Kritikere mener, at Operaen forklejner det elegante anlæg, og at Operaens designere har ignoreret den rumlige effekt ved byggeriets store skalaforhold. De hævder desuden, at imitationen af en arkitektonisk aksial model fra barokken er mislykket, utidssvarende og irrelevant, og at den forbigår modernismens indflydelse i det 20. århundrede. Tilhængerne mener, at Operaen og dens placering tilfører monumentalitet til byrummet og er i tråd med den arkitekturopfattelse, som har skabt Frederiksstaden.

Da Kurt Thorsen stadig var ejer af Dokøen, hvor Operaen blev bygget, projekterede han et boligbyggeri på grunden, hvor aksen skulle have været markeret af en portal. En sådan løsning ville til en vis grad have bevaret himlen som visuel indramning af rytterstatuen.

Se også:

http://forsvaret.dk/LG/Vagtkompagniet/Vagt/Amalienborg%20Slot/Pages/default.aspx