Corselitze - herregård
Herregård: Betegnelse for en større gård tilhørende en
herremand; dvs. en adelig, der var i tjeneste hos kongen. Frem til enevældens
indførelse i 1660 var herremandsstanden den stats bærende klasse. Rigsråd,
embeder og lensmandspositionerne var forbeholdt adelen.
Herregårdene var ligeledes forbeholdt adelen.
Herregårdsbegrebet er historisk og har ingen praktisk betydning i dag, men alle
større gårde over 200 ha kan med nogen ret kalde sig herregård. I alt findes
der ca. 1.000 ejendomme på over 200 ha. Gennemsnitslandbruget i stordriftens
Danmark er i 1997 på godt 40 ha pr bedrift. Se også hovedgård og sædegård
En herregård, sædegård eller hovedgård var en større gård,
der tilhørte en adelsmand og som var fri for almindelige skatter. Oprindelig
var hovedgårdens stilling alene knyttet til ejerforholdet, senere blev
skattefriheden knyttet til et vist jordtilliggende. Hovedgårde havde foruden
egen jord et større eller mindre antal fæstegårde, hvis brugere (fæstere) var
forpligtede til dels at betale landgilde til, dels at yde hoveri for
hovedgårdens ejer. Et sådant samlet ejerskab af hovedgård med eller uden
ladegård og fæstegårde betegnes som et gods.
Betegnelsen herregård stammer fra, at ejerne var herremænd,
det vil sige mænd, der havde forpligtet sig til at gøre krigstjeneste for en
herre – som oftest kongen. Efter middelalderen kom betegnelsen adel i brug om
denne gruppe i samfundet.
En del danske større bondegårde, proprietærgårde og
landsteder som Havreholm, Nivågård, Løndal, Rye Nørskov og Clasonsborg, kaldes
fejlagtigt herregård, selvom ejendommene ikke har nydt særlige privilegier
eller haft sæde- eller hovedgårdsstatus.
Siden senmiddelalderen har der i Danmark eksisteret større
gårde, der er blevet kaldt herregårde, hovedgårde eller sædegårde. Disse store
gårde har haft en speciel status og betydning, der gennem historien har ændret
sig.
Hvad er en herregård?
Ordet herregård bruges på flere måder. I dag betegner det
typisk en større gård med markante, historiske bygninger. Historisk betegner en
herregård en godsejers eller netop en herres (eller herremands) egen gård, som
han selv drev og administrerede sine ejendomme fra i modsætning til de
underliggende fæstegårde. Sådan blev ordet brugt siden 1600-tallet og er stort
set synonymt med ordene hovedgård og sædegård. Hovedgård betegner den centrale
gård for et godskompleks, mens sædegård betegner en gård, som var sæde, dvs.
bolig, for en adelig familie. Ordet hovedgård var det gængse begreb i
juridisk-økonomisk sammenhæng, mens skattelovgivningen mest talte om sædegårde.
Ordet herregård var derimod dels dagligsprogets ord, dels det ord, der især
blev brugt, når man talte om, at ejendommene var prægtige og herskabelige.
1400-1660
Stormandsgårde har der eksisteret i årtusinder, men
herregårde som en særlig juridisk og funktionelt defineret enhed hører
senmiddelalderen til, dvs. perioden fra ca. 1350 til 1536. I den periode kom
større jordejeres ejendomme til helt overvejende at bestå af gårde, som blev
bortfæstet på livstid mod en fast afgift. Heroverfor var herregården eller
hovedgården den gård, en adelsmand selv drev og boede på. Hertil blev knyttet
særlige privilegier. Herregårdene var fri for alle jordskatter, og fra 1524 var
de også fritaget for at betale tiende til præst og kirke. Herregårdene var
samtidig normalt centrum for et gods, som betyder herregården og det samlede
kompleks af tilhørende fæstegårde, huse, møller mv.
I Frederik 1's håndfæstning fra 1524 fastslås kravene til,
at en gård var en hovedgård. Det var den, hvis en adelsmand drev den for egen
regning og enten boede på den eller havde en foged boende der. Det betød, at en
gård let kunne skifte status. Gården Holm ved Hornslet var i 1400-tallet bolig
for lavadelsslægten Peetz og derfor herregård. 1516 blev den solgt til Aarhus bispestol,
og da bispen bortfæstede gården til en bonde, var den nu bondegård. Herregård
blev den igen i 1559, da Jørgen Rosenkrantz byttede sig til den og gav den
navnet Rosenholm. Skiftene ændrede ikke gårdens størrelse, men dens status. De
var almindelige i 1400- og
1500-tallet.
Omkring 1550 var der ca. 700 herregårde i Jylland og på
øerne. En tredjedel af dem forsvandt frem til 1682, men til gengæld kom der
lige så mange nye til, så det samlede tal var stort set uændret. Den store
udskiftning i herregårdenes rækker hænger sammen med, at herregårdene ikke
betød ret meget økonomisk i 1400-tallet og det meste af 1500-tallet, og mange
af dem var ikke større end store bondegårde.
Fra slutningen af 1500-tallet blev herregårdene større og
økonomisk vigtigere. Samtidig blev der under renæssancen bygget store og
prægtige hovedbygninger på mindst en tredjedel af landets herregårde. Det
bidrog til at gøre herregårdene mere stabile.
Før 1660 var det kun adelen, der kunne eje herregårde.
Kongen havde sine egne store gårde, der lignede herregårdene og blev drevet på
samme måde, men de blev normalt kaldt ladegårde. Ordet ladegård kendes også på
adelsgodserne. Det betyder dels en herregårds driftsbygninger, dels en stor
gård, der havde driftsbygninger, men ikke nogen herskabsbolig. Det er i den sidste
betydning, man betegnede kongens store gårde som ladegårde.
1660 - ca. 1780
Med enevældens indførelse i 1660 ændredes herregårdenes
status på flere måder. Adelens eneret på at eje herregårde blev ophævet. Fra
1682 havde kun herregårde med 200 tønder hartkorn underliggende fæstegods inden
for to mil (14 km.) stadig skattefrihed. De blev kaldt komplette hovedgårde. De
såkaldt ukomplette hovedgårde havde ikke ret mange særlige rettigheder – dog
beholdt de friheden for at betale tiende.
Det kunne have gjort herregårdsbegrebet meget flydende, men
det skete ikke. I 1682 kom der forbud mod at oprette nye herregårde. Rige folk
begyndte at opkøbe små herregårde og lægge mere fæstegods under dem, så de små
godser ofte blev større. Langt de fleste af landets hovedgårde fik derfor et
pænt stort fæstegods under sig og blev drevet ved hoveri, så de snarere kom til
at skille sig mere ud end før. Fra 1680 til 1780 var der kun ganske få
udskiftninger i rækken af herregårde.
I den periode var der knap 700 herregårde i landet, og de
dækkede 9% af landets jord målt i værdi. Den gennemsnitlige herregård svarede i
størrelse til syv gennemsnitsbondegårde, men der var store forskelle. De
største havde jord som 30-40 bondegårde, mens de mindste ikke var større end
store bondegårde.
1780 til i dag
Med landboreformerne i anden halvdel af det 18. århundrede
gik herregårdsbegrebet delvis i opløsning i store dele af landet. Mellem ca.
1770 og 1810 gik halvdelen af landets jord fra fæste over i selveje. Når
bondegårdene blev solgt fra, blev herregården ofte samtidig helt eller delvis
udstykket. De herregårde, der stadig havde fæstegods under sig, skilte sig
stadig ud. Der hvor fæstegårdene blev solgt til selveje og herregården
udstykket, var der til gengæld meget ringe forskel på de gårde, der kom ud af
det. Den tidligere herregårdsjord havde stadig visse særrettigheder i forhold
til skat og tiende, men ellers var der ingen forskel i funktion mellem den
tidligere herregård og store tidligere fæstegårde. Der var heller ikke altid nogen
forskel i størrelse.
Mellem 1850 og 1919 solgte også den sidste halvdel af
landets herregårde fæstegårdene fra. De store gårde blev dog ikke udstykket i
denne periode. Snarere blev de lidt udvidet, og der kom lidt flere af dem.
Herregårdene overlevede som store gårde, men mistede formel særstatus.
Skattefriheden var ophævet i 1850, og tiendefriheden forsvandt, da tienden blev
afskaffet i 1903.
Man talte dog stadig om ”herregårde”. En ”herregård” omkring
år 1900 ville normalt sige en gård, der var markant større end almindelige
gårde, hvor ejeren ikke deltog i det fysiske arbejde og typisk havde forvalter
eller andre mellemled mellem sig og dem, der gjorde arbejdet, og hvor
hovedbygningen var statelig, og ejerfamiliens livsstil anderledes and almindelige
bønders. Det gør begrebet meget flydende. Lokalt havde man ofte klare meninger
om, hvad der var en herregård, men at lave entydige lister for denne periode er
meget vanskeligt.
Dette nye herregårdsbegreb har været under nedbrydning siden
2. verdenskrig. Landbrugets strukturudvikling har gjort, at de klassiske godser
og herregårde ikke kan betegnes som store landbrug mere, og der er ikke meget
tilbage af den herskabelige livsstil. Det har gjort, at herregårdsbegrebet er
mere flydende end nogensinde. I dag bruges ”herregårde” ikke om det store
landbrug, men mere om ejendomme med prægtige bygninger, og det vækker først og
fremmest associationer om en bestemt herskabelig livsstil – som knap findes
mere.
Historisk kontekst
'Herregård' et begreb, der har skiftet indhold og har været
under udvikling i århundreder. Herregårdene som fænomen er stabilt og går meget
langt tilbage i Danmarkshistorien, men der har ikke til alle tider været
anvendt nøjagtig de samme kriterier når man fra periode til periode udskilte
herregårde fra andre gårde.
Middelalder og
Renæssance
Herregården har sin oprindelige plads i standssamfundet og
udgjorde fra den tidlige middelalder en herres, altså primært en adelsmands,
egen gård. Det var den gård, han selv drev, og som han oftest også boede på.
Man brugte forskellige begreber om den. Sædegård udtrykker, at det var den
gård, hvor adelsmanden boede og havde 'sæde'. Hovedgård udtrykker i højere grad
funktionen som den største og vigtigste gård, der var centrum i godset.
Herregård var dels den mere populære betegnelse, dels et udtryk for at ejeren
netop ikke var en bonde. Reelt blev alle tre begreber dog brugt om de samme
gårde.
At en gård havde herregårdsstatus (hovedgårdsstatus) var
altså knyttet til ejerens status og den måde, han brugte gården på, fordi det i
princippet var adelsmanden personligt, der var skattefri. Skiftede gården ejer,
eller ændrede ejeren sin brug af gården f.eks. ved at fraflytte gården, kunne
gården miste sin herregårdsstatus. Omvendt kunne herregårdsstatus også relativt
let tilfalde andre gårde, som en adelig tog i brug som hovedgård. Antallet af
herregårde og samlingen af de konkrete gårde, der optrådte som herregårde, var
altså en omskiftelig størrelse.
Enevælde 1660
Efter enevældens indførelse i 1660 var en gårds
herregårdsstatus ikke længere knyttet til sin ejers status. Gården mistede nu
ikke længere sin status, fordi en adelig f.eks. solgte gården. Omvendt opnåede
en gård heller ikke længere status som herregård, bare fordi en adelig tog den
i brug som sin egen. I praksis var en herregård dog fortsat godsejerens egen
gård og i princippet drevet af ham selv, eller af en forvalter eller en
forpagter på hans vegne. Dette i modsætning til de fæstegårde, som tværtimod
hørte under herregården, var ejet af herremanden men drevet af
fæstebønder.
At en gård havde herregårdsstatus var i denne periode som
hovedregel afhængigt af, at den havde haft det før 1660, eller at den
enevældige konge sidenhen havde tildelt den privilegier. Herregården måtte også
i praksis opretholdes som en gård, som ejeren drev eller
bortforpagtede på åremål, men ikke bortfæstede som en bondegård. Der hørte
næsten altid også fæstegårde til en herregård.
Fra denne periode og indtil landboreformerne i
slutningen af 1700-tallet var nedlæggelser og nyoprettelser af herregårde
relativt få. Da herregårdenes status i vid udstrækning var afhængig af gårdens
tradition - altså om den havde været en herregård før 1660 - var udbredelsen og
antallet af herregårde meget stabilt fra slutningen af 1600-tallet til omkring
1770.
Privilegiemæssigt var der dog opstået et skel mellem på den
ene side de herregårde, som havde mere end 200 tønder hartkorn fæstegods og
dermed var skattefrie, og på den anden side øvrige gårde, som ikke længere var
skattefrie, men dog normalt stadig tiendefrie.
Landboreformerne
1700-tallet
Perioden omkring landboreformerne i slutningen af 1700-tallet
udgør et markant brud i herregårdenes historie. Fra dette tidspunkt afvikledes
langsomt det klassiske godssystem. Det var en følge af, at den orden, som
herregårdene var opstået og udviklet inden for, ligeledes
forandredes. Mange herregårde fik deres jord udstykket og forsvandt som
storlandbrug. Det betød i reglen også, at de herskabelige bygninger forsvandt
med tiden. En stor del af gårdene fortsatte dog med at bestå som storlandbrug
(godser) og dermed som herregårde. I 1800-tallet gennemgik de både krise- og
storhedstider, men de fleste var langt op i 1900-tallet fortsat en dominerende
kraft i lokalsamfundet.
Herregårdene gennemgik således en række gennemgribende
forandringer i perioden fra landboreformerne og frem til i dag. Den formelle
særstatus forsvandt med den gradvise afvikling af juridiske og økonomiske
privilegier, hvorfor det i stigende grad blev vanskeligt at skelne herregårde
fra andre store gårde. Med tiendeafløsningen i 1908 forsvandt den sidste rest
af herregårdenes økonomiske særstatus, og i 1919 blev de sidste fæstegårde
afviklet ved lov samtidig med tvangsopløsningen af grevskaber, baronier og stamhuse.
Herregårdene har dog skilt sig ud ved andet end formel
status. Som hovedregel har herregårdene haft større landbrug end andre gårde,
hovedbygninger og parker har været præget af en bestemt form for pragt og man
har haft tjenestefolk med specialiserede funktioner. Ligeledes har herregårdens
mange og store driftsbygninger, store markarealer, skove og skel har givet
landskabet omkring herregårdene et karakteristisk udseende.
Desuden har den livsstil, der er blevet udfoldet på
herregårdene, ofte haft et særligt herskabeligt præg, som overlevede
afviklingen af de formelle rettigheder. Ejerskab til en herregård kan endnu i
dag være et statussymbol for samfundets elite.
Herregården i dag
Spørgsmålet om, hvad en herregård så er i dag, er i Dansk
Center for Herregårdsforsknings opfattelse forbundet med den beskrevne
tradition. 'Herregård' er grundlæggende et historisk begreb, som knytter sig
til en virkelighed, der ikke længere eksisterer. Det er altså centrets
opfattelse, at man i princippet kun kan betegne en gård som værende en
herregård i dag, hvis den var det på en tid, hvor begrebet var nutid.