Logo

Carlsfeldt

Print denne opskrift (Ctrl + P)
Kamera Print med billeder
Print uden billeder

Carlsfeldt

 

Fra 1792 til 1919 var Karlsfelt ejet af Det Classenske Fideikommis. I mange årtier var slægten Nyholm forpagtere på Carlsfeldt.

 

Carlsfeldt

Hovedgårdsvej 3

4850 Stubbekøbing

Region Sjælland - Lolland/Falster/Møn - Guldborgsund kommune

Offentlig adgang: Ingen oplysninger

Ejer: Steen Østerholm Hansen

Godsets størrelse: 200 ha

Funktion: Landbrugsdrift/skovbrug

Forbindelser: Corselitze

 

 

Ejerhistorie

I 1766 blev der afholdt auktion over krongodset på Falster. De tidligere kongelige jorder blev ved denne lejlighed opdelt i ti parceller, der hver svarede til en herregård med underliggende gods, og udbudt på auktion. Ved salget blev Falster således igen herregårdsland efter i århundrede at have været underlagt kronen. Herregården Carlsfeldt opstod på de jorder, der tidligere havde gået under benævnelsen Kongens Stubbekøbingjorder. Det var karakteristisk, at der på tidligere krongods i Østdanmark blev oprettet herregårde, mens krongodset i Vestdanmark ofte blev solgt til bønderne, der ved købet overgik til selveje.

 

Carlsfeldt, der i første omgang ikke havde nogle bygninger, blev ved auktionen købt af Jørgen Schiønning på vegne af prins Carl af Hessen, efter hvem herregården er navngivet. I 1768 videresolgte prinsen både Carlsfeldt og naboherregården Corselitze til erhvervsmanden, generalmajor Johan Frederik Classen, der ved købet blev storgodsejer på Falster. Erhvervelsen skal formentlig dels ses som en investering og dels som en udvidelse til Classens forskellige industrivirksomheder i Nordsjælland - blandt andet kanonværket i Frederiksværk - hvortil han havde brug for sikre leverancer af landbrugsprodukter og ikke mindst træ.

 

Carlsfeldt blev ved overtagelsen udlagt som forpagtergård. Centralt på jorderne i lavningen ned til Fribrødre Å rejstes et større avlsbyggeri. Ved Johan Frederik Classens død i 1792 indgik Carlsfeldt i Det Classenske Fideikommis. Fideikommiset blev stiftet samme år, idet den barnløse J.F. Classen havde besluttet at lade sin formue og sine godser overgå til en fond. Renterne af fondens formue skulle uddeles til velgørende formål. Som der stod anført i fondens statutter skulle midlerne gå til: "at danne nyttige Mennesker til Statens Bedste, at understøtte og befordre Vindskibelighed og Arbejdsomhed i de nødvendigste Dele for Landets Vel og at hjælpe og lindre Fattigdom og Elendighed".

Afbyggergården Vestergaard sydøst for Carlsfeldt er i løbet af 1800-tallet oprettet som en avlsgård på en del af herregårdens jorder. Igennem 1800-tallet blev Carlsfeldt og Vestergaard drevet som forpagtergårde uden den store bevågenhed fra fideikommisets side.

 

Fra 1849 og frem til salget i 1918 var slægten Nyholm, som desuden ejede nabogården Liselund, forpagtere på Carlsfeldt.

 

I 1918 skred Det Classenske Fideikommis til salg af Carlsfeldt. Baggrunden herfor var ikke blot et ønske om udnyttelse af de stigende priser på landbrugsjord under Første verdenskrig, men også at de påkrævede investeringer i jordforbedringer og fornyelse af gårdens bygningsmasse ikke stod mål med den økonomiske gevinst. Dertil kom, at Carlsfeldt lå adskilt fra fideikommisets hovedbesiddelse omkring Corselitze. D. 29. juli 1918 overgik Carlsfeldt til et konsortium, der efterfølgende foretog en udstykning af herregårdens jorder i flere parceller. Vestergaard blev ved den lejlighed skilt fra og overtaget af den tidligere forpagterfamilie Nyholm. Ved samme lejlighed rejstes et ny grundmuret stuehus på Vestergaard efter arkitekt Alf Cook-Clausens tegninger.

I 2011 ejedes Carlsfeldt af Steen Østerholm Hansen.

 

Hovedbygning

Den tidligere 35 fag lange stuehus, indrettet med forpagterbolig, økonomilejlighed og hestestald, indgik oprindeligt som den vestre længe i et større firfløjet avlsanlæg bestående af kostald mod øst og ladebygninger mod syd og nord. Rundt om gårdsanlægget lå flere mindre stald- og udbygninger. Hele anlægget var opført i egebindingsværk. Vest for stuehuset lå haven, hvori en stor frugthave var indrettet omgivet af volde og risgærder.

 

I løbet af 1800-tallet blev bygningsmassen på Carlsfeldt etapevis fornyet. 1890-1891 fornyedes svinestalden og en ny nordlig ladebygning kom til. I 1910'erne var der planer fremme om en større fornyelse af bygningsmassen efter tegninger af arkitekt Gotfred Tvede. Omkostningerne var imidlertid for store og planerne blev opgivet.

Det nuværende stuehus er opført i 1974.

 

Carlsfeldt fungerede i århundrede som en forpagtergård under Corselitze. Herregården har derfor aldrig været forsynet med en bolig for herskabet.

Fredningsstatus 2013: Stuehuset er ikke fredet.

 

Driftsbygninger

Det store usymmetriske avlsanlæg omfatter flere enkeltstående bygninger, der er opført etapevis gennem de sidste 150 år. Anlægget er blevet udbygget og moderniseret i løbet af 1900-tallet.

Fredningsstatus 2013: Avlsgården er ikke fredet. 

 

Omgivelser

Øst for Fribrødre Å, nær Carlsfeldt, har der antageligt været et voldsted.

Et nærliggende voldsted er sandsynligvis blevet jævnet med jorden under Margrethe I (1353-1412).

 

Ejerrække:

( -1766)       Kronen

(1766-1768) Prins Carl af Hessen

(1768-1792) Johan Frederik Classen

(1792-1918) Det Classenske fideikommis

(1918- )       Konsortium

(2001-20xx) Steen Østerholm Hansen.

 


 

Facebook
Print denne opskrift (Ctrl + P)
Kamera Print med billeder
Print uden billeder
Klik på den smiley du vil give denne side 
Brugernes vurdering 5,0 (7 stemmer)
Siden er blevet set 2.603 gange - Se og skriv kommentarer herunder.

Kommentarer og debat mellem læsere

Din e-mail bliver ikke vist på sitet.

Afstemning
Regeringen, er der nogen der skal udskiftes?
Foreslå nyt svar
Effektiv reklame - klik her