Odense Slot, som ligger i Kongens
Have i Odense, har rødder i tilbage i 1200-tallet. Slottet har siden Reformationen
været administrativt centrum for Odense, først som lensmandsbolig, dernæst som amtmandsbolig,
guvernørresidens og kommunalt forvaltningscentrum.
Kloster
I Odense nævnes Johanniterordenen
første gang i år 1280. De første par år ordenen var i Odense, har den nok ikke
været i besiddelse af et helt trefløjet kloster, men nok snarere et enkelt hus
– et såkaldt kommende.
Overgangen til det egentlige
kloster sker nok omkring år 1400. I løbet af 1400-tallet vokser klosteret
derfor voldsomt, og bliver det største og mest betydningsfulde
Johanniterkloster i Danmark efter hovedklosteret i Antvorskov. Sydfløjen og
østfløjens ældste dele stammer fra denne vækst i første halvdel af 1400-tallet.
Flere steder i i bygningsmassen kan man se tilmurede vinduer og buegange.
Klosterkirken Skt. Hans Kirke,
der har navn efter Johannes Døberen, ordenens skytshelgen, rummer stadig en
imponerende samling gravsten fra indflydelsesrige adelsfamilier fra denne
periode, hvor kirken i høj grad var en adelskirke. Navne fra slægter som Bjørn,
Bryske, Rønnow og Gyldenstierne går igen og deres våbenskjolde kan også ses på
kirkens imponerende kapeller. Mange adelige levede også deres sidste dage på
klostere som såkaldt indgivne, hvor de fik den bedste pleje perioden kunne
skaffe.
Den nuværende præstegård
indeholder rester efter ordenens hospital, som var en af de vigtigste
velfærdsinstitutioner i middelalderens Odense.
Den ældste gengivelse af
slottet er fra Braunius kortet over Odense fra 1593. Det trefløjede anlæg ses
med kamtakkede gavle. Tårnene er til trapperne mellem etagerne.
Fra kloster til slot
Klosteret blev efter Reformationen
i 1536 kongens ejendom, og fik navnet Odensegård. De sidste munke fik lov til
at blive, men skulle dele pladsen med lensmanden. Klosterets ejendomme blev
lagt sammen med ejendommene under Næsbyhoved Slot, og blev herefter kaldt
Odensegårds len. Den første lensmand var Claus Daa.
I 1570'erne besluttede Frederik
2. at det gamle kloster skulle indrettes, så det bedre kunne huse den kongelige
familie, når de var på gennemrejse.[4] Ombygningen var færdig i 1575, og de
kongelige værelser og repræsentationslokalerne kom til at ligge i vestfløjen. I
østfløjen havde lensmanden til huse og sydfløjen rummede køkkenet. Alle tre
fløje fik tilføjet en ekstra etage, så de fik den nuværende højde. Fra den
store ombygning sidst i 1500-tallet og frem til 1720 stod klosteret således
næsten uændret.
Lensmændene boede på deres
egne godser om sommeren, og tilbragte vinteren på Odensegård. Under Svenskekrigene
midt i 1600-tallet, blev Odense besat, og de svenske tropper boede bl.a. på
slottet. Alt inventar blev ødelagt og brugt til optænding i ildstederne, og
slottet stod gabende tomt da svenskerne forlod Odense.
I forbindelse med Enevældens
indførelse i 1660, gik Danmark fra lensvæsen/feudalisme til amtsvæsen, og stiftamtmanden
over Fyn fik bolig på slottet.
Kongerne brugte slottet som
hvilestation på rejser mellem landsdelene. Når de ankom med følger og hof på
over 100 personer, havde stiftamtmanden ansvaret for at forsørge dem. Frederik
4. rejste meget rundt i sit rige, og Odensegård levede ikke op til hans
forventninger – han satte derfor arkitekten Johan Cornelius Krieger i gang med
forbedre slottet. En helt ny hovedbygning vendt mod nord skulle bygges, og
byggeriet stod på fra 1721 til 1723.
Den nye nordfløj indeholdt en
stor sal, Rosen, der blev brugt til spisning, flere gæsteværelser, samt kongens
og dronningens private gemakker. Kongen var tilfreds, især med den nye
slotshave, og besøgte flere gange slottet. I 1730 kom Frederik 4. syg og
afkræftet til slottet, og døde samme sted den 12. oktober 1730.
Efter Frederik 4. besøgte kongerne kun slottet på gennemrejse, men det store
kompleks blev også brugt af fremmede fyrster på vej til og fra København.
Under Napoleonskrigene blev
slottet brugt af skiftende generaler som kommandocentral, bl.a. den franske
marskal Jean-Baptiste Bernadotte, den senere Karl 14. Johan af Sverige.
Guvernørtiden
Man manglede efter tabet af
Norge i 1814, et sted, hvor man kunne beskæftige den lidt for populære
kronprins, senere Christian 8.. Han blev derfor udnævnt som guvernør over Fyn og
Langeland. Fra 1816-1847 var Odense Slot hovedsæde for det nye Fyns
Guvernement, hvor skiftende kronprinser regerede. Deres tilstedeværelse gjorde,
at Odense blev kaldt for Lille København. Prinsens kone, Caroline Amalie, var
meget populær i byen, hvor hun deltog aktivt i det sociale arbejde.
H.C. Andersens mor arbejdede
på slottet, og H.C. Andersen blev som barn inviteret af Prinsen til slottet,
hvor H.C. Andersen ifølge sin egen beskrivelse i Levnedsbogen skal have spillet
nogle scener fra Holberg og improviseret sang. H.C.Andersen legede også som
lille med prins Frits, den senere Frederik 7., der selv blev guvernør over Fyn
fra 1839-48.
Han var dog en anden slags
guvernør end sin belæste far, men tilbragte meget tid i byen, og var heller
ikke ked af sin position væk fra København. Frederik tog bolig på slottet
sammen med sin anden kone, Mariane af Mecklenburg-Strelitz, og istandsatte
slottet fra kælder til kvist. Da ægteskabet med Mariane efterhånden
kuldsejlede, kom Louise Rasmussen, den senere Grevinde Danner på banen. Hun fik
værelser i stueetagen, hvortil der var en hemmelig trappe, der hurtigt kunne
føre hende til de kongelige gemakker.
Frederik blev konge d. 20.
januar 1848, og forlod derefter Odense til fordel for København. En storhedstid
for slottet var forbi, da Guvernementet blev nedlagt samtidig.
Museum og embedsbolig
Mange af slottets større rum
stod tomme derefter. Man foreslog derfor i 1860 at en del af underetagen kunne
benyttes som museum, og der blev indrettet udstillinger. Disse måtte dog
hurtigt flyttes, da slottets nederste etage blev brugt som lazaret under 2.
Slesvigske Krig. Udstillingerne var dog tilbage på plads i 1865, og blev
konstant udvidet. Samlingen flyttede til en ny bygning, det nuværende Fyns
Kunstmuseum i 1885.
I de følgende år rykkede
forskellige forvaltninger ind på slottet. Mange havde lejligheder på slottet,
og der var også et stærkt militært islæt med oprettelsen af Fyns Stifts
Officers Bibliotek i 1914.
Staten solgte slottet til
Odense Kommune i 1907, hvor Kongens Have også blev offentligt tilgængelig.
Forskellige offentlige funktioner kunne man derfor finde på slottet de følgende
år, fx brandstationen og amtsrådet.
Med nedlæggelse af amterne i
2007, flyttede næsten 500 års statslig administration fra Odense. I dag bliver
det nyrenoverede slot brugt af kommunens by- og kulturforvaltning.
Ejere af Odense Slot
(1280-1536) Johanniterordenen
(1536-1849) Kronen
(1565-1566) Lensmand Peder
Munk
(1849-1907) Staten
(1907-20xx) Odense Kommune