Elvedgaard

● Region Syddanmark - Fyn og øer - Nordfyns Kommune

● Adresse: Elvedgårdsvej 6, 5474 Veflinge

● Ejer: Jan Hjeds

● 171 ha, landbrugsdrift/skovbrug

● Hovedbygningen er opført i bindingsværk i 1721, fornyet i grundmur i 1860'erne

Elvedgaards daværende ejer Frederik Barsebek fik i 1475 et pavebrev, der tillod ham at omdanne gården til et kloster for karteuserordenen. Dette blev dog aldrig realiseret.

Gården var mellem 1832 og 1858 ejet af den kendte danske historiker Lauritz Schebye Vedel Simonsen.

Ulrik Frederik Brüggemann opførte i 1721 en ny hovedbygning, som bestod af tre fløje i en etage, hvoraf hovedfløjen var i grundmur, mens sidefløjene var i bindingsværk.

Daværende ejer Julius Christian Frederik Wedel-Heinen rev i 1860'erne de gamle sidefløje ned og opførte i stedet nye i grundmur.

Elvedgaard

Hovedbygning

Da daværende ejer, Ulrik Frederik Brüggemann, i 1719 overtog Elvedgaard, var den gamle hovedbygning så forfalden, at han i 1721 lod en ny opføre. Den bestod af tre fløje i en etage med tegltag. Hovedfløjen var udstyret med en kvist og i grundmur, mens sidefløjene var i bindingsværk.

Herudover opførte han en stentrappe, der førte op til hovedindgangen, hvorover der sad en sten med Ulrik Frederik Brüggemanns og hans hustrus, Anne von Stochfleths, våben. For enderne af sidefløjene stod to fritstående toetagers tårne, som sandsynligvis havde stået fra gammel tid som beskyttelse for en vindebro.

I 1800 nedtog daværende ejer Claus Vedel Simonsen de to tårnes øverste etager og forenede deres nederste etager med hovedbygningens sidefløje.

I 1860'erne lod daværende ejer Julius Christian Frederik Wedel-Heinen de gamle sidefløje fra 1721 nedrive og opførte i stedet nye i grundmur. Hovedfløjens gavle blev ved samme lejlighed udstyret med kamtakker, og to sidekviste blev opført på havesiden, som også blev udstyret med en ny trappe. Hovedbygningen er ikke fredet.

Andre bygninger

Elvedgaards avlsbygninger brændte i 1915, hvorefter nye blev opført nordvest for hovedbygningen, som et trefløjet anlæg i hvidpudset grundmur med rødt tegltag. Avlsbygningerne er ikke fredede.

Elvedgaard

Omgivelser

Elvedgaards hovedbygning er opført på et gammelt voldsted, som sandsynligvis blev anlagt af den tidligere ejer Axel Brahe i 1590. Hovedbygningen er i 2013 stadig omgivet af tre vandfyldte grave.

Elvedgaard

På den anden side af gravene ligger Elvedgaards gamle have, som i 2013 er på ca. 4 tønder land. Den er gennemskåret af kanaler og rummer rester af et romantisk anlæg.

Elvedgaard

Historie

Elvedgaards ejerforhold kan spores tilbage til første halvdel af 1400-tallet, hvor gården var ejet af væbneren Hartvig Hesten. Senere kom den på Frederik Barsebeks hænder, der sammen med sin hustru, Beke Henneksdatter Krummedige, i 1475 erhvervede sig et pavebrev, som gav dem tilladelse til at omdanne Elvedgaard til et kloster for karteuserordenen.

Opførelsen af klosteret blev dog aldrig til noget, og Elvedgaard forblev en herregård. Gårdens næste ejer, der kan bestemmes med sikkerhed, var den danske adelsmand Henrik Rud, der skrev sig til gården fra 1509. Han havde formentlig arvet gården efter sin mor, Kirstine Eriksdatter Rosenkrantz.

Efter Henrik Ruds død i 1513 er gårdens ejerforhold igen usikre. Som mange andre herregårde i 1500-tallet synes gården at være blevet delt mellem flere arvinger - begge Henrik Ruds døtre og deres mænd står opført som ejere. Efterhånden er gården angiveligt blevet samlet af Sophie Rud i sine ægteskaber med Tyge Brahe og senere Erik Madsen Bølle.

Ved hendes død 1555 arvedes Elvedgaard i hvert fald af hendes børn - og igen var der flere parter, som gjorde krav på gården. På den ene side stod hendes sønner fra ægteskabet med Tyge Brahe, Jørgen og Otte Brahe, og på den anden side stod hendes to døtre fra ægteskabet med Erik Madsen Bølle, hvis mænd, Christoffer Gjøe og Jesper Krafse, også gjorde krav på gården. Det lykkedes imidlertid til sidst for Jørgen og Otte Brahe at få tilkendt sig Elvedgaard ved Rettertinget, som var rigets øverste domstol.

Jørgen og Otte Brahe var ansete og velstående mænd, der begge administrerede betydningsfulde kongelige len. Otte Brahe er herudover kendt for at være far til den verdensberømte danske astronom Tycho Brahe. Det blev dog Otte Brahes anden søn, Axel Brahe, der efter sin faders død i 1571 overtog gården.

Axel Brahe var rigsråd og varetog adskillige af de mest ansvarsfulde hverv inden for landets styrelse. Dette kom bl.a. til udtryk i 1606, hvor han var statholder på Fyn under Christian IV's (1577-1648) rejse til England. Herudover var han en af de fire danske underhandlere ved freden i Knærød i 1612, der afsluttede Kalmarkrigen. Som kongelig lensmand varetog han styrelsen af Rugaard, Odensegaard og Dalum Kloster. Lenene lå alle nær Elvedgaard, der var hans hovedejendom.

Axel Brahe døde i 1616 på Dalum Kloster, hvorefter hans datter, Anne Brahe, bragte Elvedgaard til sin mand, Ejler Qvitzow. Han døde i 1640, og Anne Brahe pantsatte i 1647 gården til sin nevø, Gunde Rosenkrantz, som i 1650 solgte den til Henrik Gyldenstierne. Han skødede den fire år senere til sin svigersøn, Niels Lykke.

Niels Lykke var i økonomiske vanskeligheder, hvilket bl.a. kom til udtryk ved, at han i 1681 måtte pantsætte gården til Mathias Broberg. Elvedgaards tilliggende af fæstegårde var i samme periode faldet fra 299 tønder hartkorn i 1664 til 47 tønder hartkorn i 1688. Herregården stod derfor til at miste sin skattefrihed, da Christian V (1646-1699) i 1682 havde indført, at kun herregårde med minimum 200 tønder hartkorn underliggende fæstegods kunne betragtes som såkaldt 'komplette herregårde'. En komplet herregård kunne opnå 'herregårdsfrihed', bl.a. skattefrihed for produktionen på herregårdens egne jorder, hovedgårdsjorden.

Niels Lykkes svigersøn Jens Clausen Dyre havde dog i mellemtiden overtaget gården og fik i 1692 to års skattefrihed til at købe fæstegårde, så herregården igen kunne blive komplet, hvilket lykkedes for ham.

Efter Jens Clausen Dyres død i 1701 gik Elvedgaard ud af den gamle danske adels eje, da hans datter, Edel Rodsteen Dyre, bragte den til sin mand, Henrik Juel, som var borgerlig. Han døde i 1712 i slaget ved Gadebusch, hvorefter Edel Rodsteen Dyre giftede sig med Henrik Leopold von Schindel. Han solgte i 1719 gården til Ulrik Frederik Brüggemann, hvis enke, Anne von Stochfleth, i 1746 skødede den til Claus Hansen Wedel.

Claus Hansen Wedel døde imidlertid allerede i 1748, hvorefter hans enke, Anna Elisabeth Amalie Jacobsdatter Berg, ved nyt ægteskab bragte den til Bonde Simonsen. Efter hendes død i 1780 overgik Elvedgaard til sønnen Claus Vedel Simonsen, der i 1832 efterlod gården til sin søn, den berømte historiker Lauritz Schebye Vedel Simonsen.

Lauritz Schebye Vedel Simonsen har i sit virke som historiker og digter efterladt sig en lang række skrifter, der bl.a. skildrer betydningsfulde danske personer, adelsslægter og herregårde. Han havde en meget tæt tilknytning til Elvedgaard, som livet igennem var hans faste tilholdssted. Dette kom til udtryk ved, at han skænkede penge til en ny skole og et sognebibliotek i Veflinge.

Lauritz Schebye Vedel Simonsen døde i 1858 på Elvedgaard, som han testamenterede til sin bedstemoders oldebarn, Julius Christian Frederik Wedel-Heinen. Han var hofchef for enkedronning Caroline Amalie (1796-1881), og det var således først efter hendes død i 1881, at han tog permanent ophold på gården. Han døde i 1887, hvorefter hans enke, Bertha Wedel-Heinen, ejede den frem til sin død i 1895.

Elvedgaard overgik herefter til Julius Christian Frederik Wedel-Heinens og Bertha Wedel-Heinens fire døtre, Anna, Mathilde, Amalie og Frederikke Wedel-Heinen, der mod stor dygtighed styrede gården frem til 1934, hvor den blev overtaget af Preben Gregers Carl Wedel-Heinen.

Efter 200 år i Wedel-familiens eje, blev Elvedgaard solgt til Jørgen Schultz i 1969.

Elvedgaard