• Region Syddanmark, Sydfyn, Faaborg-Midtfyn, 4 km nordøst
for Fåborg
• Adresse: Slotsalleen 9, Diernæs, 5600 Faaborg. Telefon: 62
61 03 11. www.holstenshuus.dk
• Offentlig adgang til park
• Kammerherre Gustav Berner
• 856 ha
• Opført 1908-1910
Holstenshus er en af vore yngste herregårdsbygninger opført
i 1908 i en slags nordfransk nygotisk stil. En kendt belgisk tegneseriefigur,
kaptajn Haddock fra Tintin, er den lykkelige ejer af et tilsvarende
bygningsværk. Holstenshus ligger smukt ved foden af »De Fynske Alper«
Med Holstenshusskovene som baggrund finder man herregården
Holstenshus for foden af det overdådige bakke- og skovlandskab med Kongenshøj
(116 m) og Rikkeisbjerg (113 m) som de højeste punkter. Den tidligere
hovedgård, der under navnet Finstrup kendes tilbage til 1314, bestod af to
bindingsværkslænger opført 1579. I forlængelse af disse opførtes i 1643 en
langstrakt, høj, grundmuret hovedfløj. Det trefløjede anlæg var omgivet af
voldgrave. Gården er opkaldt efter slægten Holsten, der ejede gården fra 1707.
I 1863-68 gennemførtes en fuldstændig ombygning ved H.A.W.
Haugsted (jfr. Ravnhalt og Arreskov) Alene den grundmurede fløj blev delvist
bevaret, men ombygget i nygotisk stil. Holstenshus' nuværende hovedbygning i en
tillempet nygotisk stil er imidlertid opført efter en brand i 1908 af kgl.
bygningsinspektør J. Vilh. Petersen (jfr. Skovsgård på Langeland). Bygherren
var hofjægermester Adam C Berner Schilden Holsten. Den to etager høje bygning
består af en langstrakt hovedfløj med to korte sidefløje. Bygningen er opført i
røde mursten med hættelignende sort tegltag.
Den omgivende park er anlagt i 1750'erne som en barokhave
efter en haveplan fra 1753 af G.D. Tschierscke (jfr. Langesø). I dag fremstår
parken som en landskabshave med storartet udnyttelse af det kuperede terræn og
med enkelte træer og ældre monumenter fra barokhaven.
Ejere af Holstenshuus
(1314-1330) Gotskalk Litle
(1330-1350) Anders Jensen Passow
(1350-1480) Slægten Passow
(1480-1500) Alhed Urne gift Venstermand
(1500-1551) Jørgen Mogensen Venstermand
(1551-1609) Knud Jørgensen Venstermand
(1609-1618) Kirsten Knudsdatter Venstermand gift Grubbe
(1618-1620) Jørgen Grubbe
(1620-1620) Frederik von Rantzau
(1620-1636) Mogens Gyldenstierne
(1636-1652) Jørgen Schult
(1652-1684) Anna Margrethe von Götzen gift Schult
(1684-1704) Diderik Jørgensen Schult
(1704-1707) Ermegaard Sophie Christoffersdatter Gabel gift
Schult
(1707-1710) Christian Adolph von Holsten
(1710-1745) Godske Ditlev von Holsten (bror)
(1745-1801) Adam Christopher von Holsten (søn)
(1801-1825) Ditlev von Holsten (søn)
(1825-1849) Hans Holsten (bror)
(1849-1879) Adam Christopher Holsten-Charisius (søn)
(1879-1906) Sophie Magdalene Holsten gift Berner (datter)
(1906-1927) Adam Christopher Berner-Schilden-Holsten (søn)
(1927-1928) Hans Heinrich Adam Berner-Schilden-Holsten (søn)
/ Jørgen Alexander Adam Berner (bror) / Ebbe Helmuth Adam Berner (bror)
(1928-1950) Hans Heinrich Adam Berner-Schilden-Holsten /
Jørgen Alexander Adam Berner
(1950-1962) Jørgen Alexander Adam Berner
(1962-1990) Gustav Alexander Berner (søn)
(1990-2000) Gustav Alexander Berner / Ditlev Alexander
Berner (søn)
(2000-20xx) Ditlev Alexander Berner
Holstenshuus er en gammel hovedgård, som blev kaldt Findstrup
og nævnes første gang i 1314. Navnet Holstenshuus er fra 1723. Gården hed
oprindeligt Findstrup, og godset er udsprunget af den nu forsvundne landsby
Findstrup, hvoraf kun et par huse samt Fyns eneste kirkeruin er tilbage. Den
tilhørte 1314 Gotskalk Litle, en af de fredløse. Senere ejedes den af slægten Venstermand,
og 1636 gik den ved køb over til den fra Frederik III's historie bekendte gehejmeråd
Jørgen Schult. Hans søns enke, f. Gabel, solgte den 1707 til oberstløjtnant
Christian Adolph Holsten, hvis broder Godske Ditlev Holsten til Langesø 1710
arvede Findstrup og som 1723 af denne gård oprettede Stamhuset Holstenshus (1742
kom Langesø til), der atter i 1779 af Adam Christopher Holsten oprettedes til
et lensbaroni, Baroniet Holstenshus, som 1828 forøgedes ved indlemmelsen af Nakkebølle.
Holstenshuus, hvis ene fløj var opført 1579 af Knud
Venstermand i bindingsværk, med 2 eller 3 fløje og rødt tegltag, medens de to
andre skyldtes Jørgen Schult (1643) og var i grundmur, blev ombygget 1863-1868
af arkitekt H.A.W. Haugsted. Ved ombygningen nedreves de 2 bindingsværksfløje,
der var meget faldefærdige, mens den grundmurede nordfløj blev bevaret og
tilføjet to mindre kamtakkede fløje mod øst og vest. Derved åbnedes bygningen
mod syd i stedet for som tidligere mod øst. Huset blev atter ombygget 1889 af Martin
Borch, der gav det sit nuværende udseende. Efter at være nedbrændt 30. december 1908,
hvorved kun de tykke ydermure og kældrene fra 1644 forblev intakte, blev
Holstenshuus genopført med visse ændringer i 1910 ved arkitekt, kgl.
bygningsinspektør Vilhelm Petersen.
Holstenshuus' hovedbygning blev fredet i 1990.
Parken omkring slottet er baseret på et rokokoanlæg fra 1753
tegnet af Georg Dietrich Tschierske, der også har udformet hovedbygningerne på Langesø,
Lundsgård, Juelsberg samt pavillonen på Valdemars Slot. Anlægget er siden
blevet ændret og udvidet i landskabelig stil. Men stadig er store dele af parken
præget af rokokoanlæggets lige alleer og akser. Parken er på 12 hektar.