Trinderup var sidst i 1600-tallet hjemsted for den berømte
Marie Grubbe og hendes mand, Palle Dyre. Flere store, danske digtere har
skrevet om hende.
Det tidligere folketingsmedlem Hans Christian Ditlev la Cour
ejede Trinderup fra 1880 til 1919.
Trinderup hovedbygning blev opført i 1861 Johanne Steenild.
Svend Møller Hansens overtagelse af Trinderup i 1988 betød,
at både hoved- og avlsbygninger gennemgik store renoveringer.
Trinderup Gods
Trinderupvej 7
9500 Hobro
Region Nordjylland - Mariagerfjord kommune
Offentlig adgang: Ingen oplysninger
Ejer: Mads Møller Hansen
Telefon: 88 17 80 20
Godsets størrelse: 903.7 ha
Funktion: Landbrugsdrift/skovbrug
Forbindelser: Torbenfeld, Tjele
Hovedbygning
Hovedbygningen blev opført under Johanne Stennilds ejerskab
i 1861. Hun havde overtaget gården efter sin mands død to år forinden.
Tidligere bestod bygningen af to fløje, men efter den nye hovedbygnings
opførelse fremstod gården nu med én hovedfløj og to sidefløje - alle i én
etage, opført i grundmur, hvis eneste dekoration var en cementfrise under taget
og cementrammer om de fladbuede døre og vinduer.
Da De Danske Spritfabrikker overtog Trinderup i 1941,
foretog aktieselskabet en større istandsættelse. Det skete bl.a. fordi,
hovedbygningen var forsømt, men også så den blev mere brugbar til deres formål.
Svend Møller Hansen, som overtog Trinderup i 1988, har
løbende foretaget en grundig renovering af hovedbygningen. I 2011 stod den
seneste renovering færdig. Her fik hovedfløjen bl.a. tilføjet et helt nyt tårn
malet i rødt, imens mansardtaget blev belagt med naturskifer. Sydlængen blev
totalt istandsat med nye lejligheder. Den fremstod herefter i rød med gule bånd
om døre og vinduer.
Fredningsstatus 2013: Hovedbygningen er ikke fredet.
Den fine udsigt fra det nye tårn på Trinderups hovedbygning -
øverst sydlængen indrettet med lejligheder og garager mv. og i baggrunden to flotte
lagerhaller…
Andre bygninger
De oprindelige to avlsbygninger blev opført i grundmur
mellem 1866 og 1911. Efter Svend Møller Hansens køb af gården i 1988 blev der
dog udbygget kraftigt - bl.a. med flere nye lagerbygninger. Et stykke fra
gården blev seks nye staldbygninger opført med takkede gavle. Her skulle
kyllingeproduktionen foregå.
Fredningsstatus 2013: Avlsbygningerne er ikke fredede.
Omgivelser
Trinderup ligger i et højt og bakket landskab. Gårdens have
er fyldt med lindetræer og kastanjetræer. En del skov hører også til gården,
hvor der bliver drevet jagt.
Ejerhistorie
Trinderups ejerforhold kan spores tilbage til 1400-tallet,
hvor de dog er ret usikre. Således nævnes både Las Maltesen og hans søn, Malte
Lauridsen, som ejere af gården i sidste halvdel af 1400-tallet. Malte
Lauridsens datter, Maren, bragte senere gården til sin mand, Mogens Mogensen
Stampe.
Trinderup var oprindeligt navnet på en lille landsby med
enkelte gårde og husmandshuse, men via Stig Poulsen Hvides ægteskab omkring
1500 med Else Mogensdatter Stampe, som havde arvet gården efter faderen Mogens
Mogensen Stampe, var grundlaget lagt for herregården Trinderup. Slægterne Hvide
og Stampe sad nemlig på 2/3 af landsbyens jord.
Stigs Poulsen Hvides søn, Poul Stigsen Hvide, overtog
Trinderup efter sin fader. På dette tidspunkt var gården af beskeden størrelse,
men Poul Stigsen Hvide ville betragtes som en herremand. Derfor byggede han
bl.a. en vold ved gården.
Efter Reformationen i 1536 overgik klostrenes gods til
Kronen. Det fik den betydning for Trinderup, at Mariager Kloster og Mølle, som
lå i Trinderup, efter et par mellemled kom til at høre under gården. Efter Poul
Stigsen Hvides død i 1566 købte Henrik Krag Trinderup. Via sit ægteskab med
Kirsten Munk, der var datter af den rige godsejer Otte Nielsen Munk, fik han
også retten over Klostergaard i Trinderup. Dermed var hele Trinderup samlet
under én ejer.
Henrik Krag var en energisk mand, der begyndte at samle jord
til Trinderup og oprette den som hovedgård. De husmænd, som boede i Trinderup,
blev således hans hovbønder, og de bønder, som boede på de gårde, han ejede i
nærområdet, krævede han også hoveri af. Hoveri var det pligtarbejde, som
fæstebonden måtte yde herremanden som en del af betalingen for fæstegården. Ved
Henrik Krags død omkring 1613 var Trinderup vokset markant i de knap 50 år, han
havde ejerskabet.
I 1656 købte ejeren af herregården Tjele, Erik Grubbe,
Trinderup. Efter et par år i 1630'erne, hvor han havde slået sig ned som
godsejer på Tjele, fik han en stilling som lensmand over Havreballegaards len
ved Aarhus. En affære med Aarhus-bispens kone betød dog, at han måtte forlade
den stilling i 1649. Herefter var hans liv i det offentlige ikke til at redde,
og han måtte derfor vende hjem til sit gods Tjele. Erik Grubbes store arv og
dygtige formåen som en habil godsejer betød, at han var i stand til at købe
betydeligt mængder jordegods i løbet af 1650'erne - heriblandt Trinderup.
Efter Erik Grubbes død gik Trinderup i arv til datteren
Marie Grubbe, som flere kendte danske digtere, bl.a. Holberg, har skrevet om.
Hun var gift med Palle Dyre, men lige som sin fader havde hun problemer med at
falde til ro. Hun indledte således et forhold til sin egen ladefoged, Søren
Sørensen Møller. Efter et par år krævede Palle Dyre skilsmisse, hvorefter Marie
Grubbe og Søren Sørensen Møller drog til udlandet. Da de to vendte hjem til
Danmark, slog de sig ned på Falster, hvor de drev kro. Søren Sørensen Møller
blev dog senere fængslet for et drab på en skipper.
Trinderup blev i hænderne på Palle Dyre efter skilsmissen
med Marie Grubbe. Svenskekrigene i midten af 1600-tallet havde taget hårdt på
gårdens bygninger, og de efterfølgende hårde tider gik meget ud over området.
Men under Palle Dyres ejerskab var tiderne for landbruget bedre, og derfor
fremstod Trinderup også i nogenlunde stand, da han i 1700 solgte gården til Fr.
Olufsen.
Igennem 1700-tallet havde Trinderup en række ejere, der alle
oparbejdede godset på trods af de vanskelige tider. I 1798 overtog Jens Ring
ejerskabet over Trinderup. Han var en mand, der stod fast på sin ret. Flere
dokumenter skrevet af ham giver et billede af en mand, der ikke lagde fingre
imellem, når nogen angreb ham. I starten af 1800-tallet var der en del uro blandt
bønderne, som bl.a. ønskede at få ophævet hoveriet. Også Jens Ring blev
anklaget for ikke bare at fastholde det, men at omgå bestemmelserne og endda
øge hoveriarbejdet. Han forsvarede sig ved at anklage bønderne for at være
dovne og drilagtige, hvilket myndighederne også gav ham medhold i. Jens Ring
døde i 1837 som en meget velhavende mand. Samtidig afleverede han jorderne
omkring Trinderup i rigtig god stand.
I 1880 overtog Hans Christian Ditlev la Cour Trinderup efter
sin svigermoder, Johanne Steenild. Han var søn af Laurits la Cour, som var en
af foregangsmændene indenfor dansk landbrug i midten af 1800-tallet. Den unge
Hans Christian Ditlev la Cour havde derfor fået en grundig landbrugsuddannelse
med sig hjemmefra. Fra 1866 havde han også fungeret som forvalter på Trinderup.
Det var dog ikke kun landbruget, der interesserede ham. I 1898 blev han medlem
af landstinget, hvor han blev siddende indtil 1918. La Cour var højremand, og
specielt på de økonomiske områder lå hans synspunkter langt til højre. I 1915,
da det Konservative Folkeparti blev dannet, valgte han ikke at gå med i det nye
parti, men trådte i stedet ind i det nye Højre, der blev dannet i 1917. På
dette tidspunkt var hans politiske rolle dog udspillet, og han døde i 1922.
Sønnen L.U. Dornonville de la Cour var fra 1923 til 1941
ejer af Trinderup, hvorefter det blev overtaget af aktieselskabet De Danske
Spritfabrikker, der ønskede at udvikle selskabets forsøgsarbejde med
undersøgelser og fremavl på egnen. I 1988 overtog industrimanden Svend Møller
Hansen Trinderup. Han forøgede gårdens jorder og lavede løbende store
renoveringer på gårdens bygninger.
Trinderup er i 2013 ejet af Mads Møller Hansen. Der bliver
drevet landbrug med planteavl og kyllingeproduktion på gården.
Ejerrække
( - ) Las Maltesen
( - ) Malte Lauridsen
( - ) Mogens Mogensen Stampe
( - ) Stig Poulsen Hvide
( -1566) Poul Stigsen Hvide
( -1613) Henrik Krag
(1613-1620) Kirsten Nielsdatter Munk
(1620-1640) Niels Krag
(1620-1635) Bagge Griis
(1635- ) Niels Fredberg
( -1656) Vil Orning
(1656- ) Erik Grubbe
( -1700) Palle Dyre
(1700-1715) Frederik Olufsen
(1715-1730) Mette Sørensdatter
(1730-1745) Frederik v. Muderspach
(1745-1763) Anne Helvig Marsvin
(1763-1764) Boet efter Anne Helvig Marsvin
(1764-1787) Carl Chr. v. Muderspach
(1787-1787)
Mette Marie Bachmann
(1787-1793)
Laurids Ring
(1793-1798)
Margrethe Lauridsdatter
(1798-1837) Jens Ring
(1837-1837) Boet efter Jens Ring
(1837-1859)
Mathias Peter Vandborg
(1859-1880)
Johanne Steenild
(1880-1919)
Hans Christian Ditlev la Cour
(1919-1923)
Mathias d. la Cour
(1923-1941)
Laurids d. la Cour
(1941-1988) De Danske Spritfabrikker
(1988-2012) Svend Møller Hansen
(2012-20xx) Mads Møller Hansen