Fra 1792 til 1919 var Karlsfelt ejet af Det Classenske
Fideikommis. I mange årtier var slægten Nyholm forpagtere på Carlsfeldt.
Carlsfeldt
Hovedgårdsvej 3
4850 Stubbekøbing
Region Sjælland - Lolland/Falster/Møn - Guldborgsund kommune
Offentlig adgang: Ingen oplysninger
Ejer: Steen Østerholm Hansen
Godsets størrelse: 200 ha
Funktion: Landbrugsdrift/skovbrug
Forbindelser: Corselitze
Ejerhistorie
I 1766 blev der afholdt auktion over krongodset på Falster.
De tidligere kongelige jorder blev ved denne lejlighed opdelt i ti parceller,
der hver svarede til en herregård med underliggende gods, og udbudt på auktion.
Ved salget blev Falster således igen herregårdsland efter i århundrede at have
været underlagt kronen. Herregården Carlsfeldt opstod på de jorder, der
tidligere havde gået under benævnelsen Kongens Stubbekøbingjorder. Det var
karakteristisk, at der på tidligere krongods i Østdanmark blev oprettet
herregårde, mens krongodset i Vestdanmark ofte blev solgt til bønderne, der ved
købet overgik til selveje.
Carlsfeldt, der i første omgang ikke havde nogle bygninger,
blev ved auktionen købt af Jørgen Schiønning på vegne af prins Carl af Hessen,
efter hvem herregården er navngivet. I 1768 videresolgte prinsen både
Carlsfeldt og naboherregården Corselitze til erhvervsmanden, generalmajor Johan
Frederik Classen, der ved købet blev storgodsejer på Falster. Erhvervelsen skal
formentlig dels ses som en investering og dels som en udvidelse til Classens
forskellige industrivirksomheder i Nordsjælland - blandt andet kanonværket i Frederiksværk
- hvortil han havde brug for sikre leverancer af landbrugsprodukter og ikke
mindst træ.
Carlsfeldt blev ved overtagelsen udlagt som forpagtergård.
Centralt på jorderne i lavningen ned til Fribrødre Å rejstes et større
avlsbyggeri. Ved Johan Frederik Classens død i 1792 indgik Carlsfeldt i Det
Classenske Fideikommis. Fideikommiset blev stiftet samme år, idet den barnløse
J.F. Classen havde besluttet at lade sin formue og sine godser overgå til en
fond. Renterne af fondens formue skulle uddeles til velgørende formål. Som der
stod anført i fondens statutter skulle midlerne gå til: "at danne nyttige
Mennesker til Statens Bedste, at understøtte og befordre Vindskibelighed og
Arbejdsomhed i de nødvendigste Dele for Landets Vel og at hjælpe og lindre Fattigdom
og Elendighed".
Afbyggergården Vestergaard sydøst for Carlsfeldt er i løbet
af 1800-tallet oprettet som en avlsgård på en del af herregårdens jorder.
Igennem 1800-tallet blev Carlsfeldt og Vestergaard drevet som forpagtergårde
uden den store bevågenhed fra fideikommisets side.
Fra 1849 og frem til salget i 1918 var slægten Nyholm, som
desuden ejede nabogården Liselund, forpagtere på Carlsfeldt.
I 1918 skred Det Classenske Fideikommis til salg af
Carlsfeldt. Baggrunden herfor var ikke blot et ønske om udnyttelse af de
stigende priser på landbrugsjord under Første verdenskrig, men også at de
påkrævede investeringer i jordforbedringer og fornyelse af gårdens
bygningsmasse ikke stod mål med den økonomiske gevinst. Dertil kom, at
Carlsfeldt lå adskilt fra fideikommisets hovedbesiddelse omkring Corselitze. D.
29. juli 1918 overgik Carlsfeldt til et konsortium, der efterfølgende foretog
en udstykning af herregårdens jorder i flere parceller. Vestergaard blev ved
den lejlighed skilt fra og overtaget af den tidligere forpagterfamilie Nyholm.
Ved samme lejlighed rejstes et ny grundmuret stuehus på Vestergaard efter
arkitekt Alf Cook-Clausens tegninger.
I 2011 ejedes Carlsfeldt af Steen Østerholm Hansen.
Hovedbygning
Den tidligere 35 fag lange stuehus, indrettet med
forpagterbolig, økonomilejlighed og hestestald, indgik oprindeligt som den
vestre længe i et større firfløjet avlsanlæg bestående af kostald mod øst og
ladebygninger mod syd og nord. Rundt om gårdsanlægget lå flere mindre stald- og
udbygninger. Hele anlægget var opført i egebindingsværk. Vest for stuehuset lå
haven, hvori en stor frugthave var indrettet omgivet af volde og risgærder.
I løbet af 1800-tallet blev bygningsmassen på Carlsfeldt
etapevis fornyet. 1890-1891 fornyedes svinestalden og en ny nordlig ladebygning
kom til. I 1910'erne var der planer fremme om en større fornyelse af
bygningsmassen efter tegninger af arkitekt Gotfred Tvede. Omkostningerne var
imidlertid for store og planerne blev opgivet.
Det nuværende stuehus er opført i 1974.
Carlsfeldt fungerede i århundrede som en forpagtergård under
Corselitze. Herregården har derfor aldrig været forsynet med en bolig for
herskabet.
Fredningsstatus 2013: Stuehuset er ikke fredet.
Driftsbygninger
Det store usymmetriske avlsanlæg omfatter flere
enkeltstående bygninger, der er opført etapevis gennem de sidste 150 år.
Anlægget er blevet udbygget og moderniseret i løbet af 1900-tallet.
Fredningsstatus 2013: Avlsgården er ikke fredet.
Omgivelser
Øst for Fribrødre Å, nær Carlsfeldt, har der antageligt
været et voldsted.
Et nærliggende voldsted er sandsynligvis blevet jævnet med
jorden under Margrethe I (1353-1412).
Ejerrække:
( -1766) Kronen
(1766-1768) Prins Carl af Hessen
(1768-1792) Johan Frederik Classen
(1792-1918) Det Classenske fideikommis
(1918- ) Konsortium
(2001-20xx) Steen
Østerholm Hansen.