Hvolgaard var Ribebispens len i tiden op til Reformationen i
1536, hvor alt bispegods overgik til Kronen. Hvolgaard var mellem 1870 og 1919
ejet af Ludvig August Steensen-Leth, som kom i pressen på grund af en strid om
retten til en herskabsstol i Langskov kirke.
Den gamle Hvolgaard, som omtales i 1775, var en trefløjet
borggård i bindingsværk, men præcis hvor gammel den var, er uvist.
Hovedbygningen er i 2013 stadig et trefløjet anlæg. Dette
fremstår hvidkalket i én etage.
Hvolgaard
Hvolgårdsvej 21
7160 Tørring
Region Midtjylland - Hedensted kommune
Offentlig adgang: Ingen oplysninger
Ejer: Jens Teglgaard Jensen
Telefon 75 73 51 00
Godsets størrelse: Ingen oplysninger
Funktion: Landbrugsdrift/skovbrug. Der er registreret 20
firmaer på adressen.
Hovedbygning
I 1775 bestod Hvolgaards hovedbygning af et trefløjet anlæg
i bindingsværk. I 1820 havde gården et grundmuret stenhus i syd med en bred
kvist og to sidefløje af bindingsværk. Dette blev afløst mellem 1870 og 1871,
hvor daværende ejer Laurids August Steensen-Leth opførte den nuværende
hovedbygning. Denne blev opført som et ènetages rødstenshus med høj kælder,
gennemgående frontspids og skifertag. Hertil lå to rødpudsede sidefløje, som
vist nok er ældre end resten af hovedbygningen. Østfløjen har endvidere rummet
et mejeri.
Alle hovedbygningens tre fløje er i 2013 hvidkalkede og
herskabelige af udseende.
Fredningsstatus 2013: Hovedbygningen er ikke fredet.
Andre bygninger
Der findes kun en ret begrænset beskrivelse af den gamle
Hvolgaard fra 1775. Dog beskrives et bryggerhus i avlsgården, et staldhus, et
porthus med kornloft, en stor kornlade samt et østligt og et vestligt øksnehus.
Den store, trefløjede avlsgård er ligesom hovedbygningen
bygget mellem 1870 og 1871.
Fredningsstatus 2013: Avlsbygningerne er ikke fredede.
Omgivelser
Den nuværende hovedbygning på Hvolgaard ligger skønt på en
lille bakke i Ølholm ådal. Stedet har utvivlsomt været bebygget siden
middelalderen, og rundt om den nuværende bygning er der således spor af grave.
Det var kun en del af det overtagne bispegods, der blev ved
med at høre til Hvolgaard. Det bestod af nogle spredte ejendomme, og med tiden
skabte herremændene på Hvolgaard - som andre steder - mere sammenhængende
godser. Kernen var dog stadig ejendommene i Langskov sogn, som efterhånden blev
flere. Ligesom så mange andre steder var fæstegårdene dog i en jammerlig stand
efter svenskekrigene i 1600-tallet.
Ejerhistorie
Hvolgaards ejerforhold kan spores tilbage til 1434, hvor gården
i et dokument omtales blandt Ribe bispestols besiddelser. Hvolgaards tidligere
ejer havde været Anders Skeel, som havde testamenteret store dele af sit gods
til kirken. Hans familie var imidlertid ikke begejstrede for dette, og derfor
måtte ridderen Otte Nielsen mægle mellem familien og bispen, før der blev
indgået et kompromis, hvor familien måtte nøjes med interiøret på Hvolgaard,
mens godset forblev på kirkens hænder.
Herefter tog kirkelige lensmænd sig af driften på Hvolgaard
indtil Reformationen i 1536, hvor gården ligesom alt andet bispegods blev
inddraget under Kronen. De kirkelige lensmænd blev her erstattet af kongelige
lensmænd, og en af disse, Jørgen Sested, købte i 1570 Hvolgaard efter, at han i
seks år havde haft godset i forlening. I 1573 fik Maribo Kloster kongelig
befaling på at give Jørgen Sested fire gode ege fra klosterhaven således, at
han kunne ombygge gården. På dette tidspunkt hørte over 40 fæstegårde og mindre
huse til godset.
Jørgen Sested var oprindeligt holstener. I begyndelsen af
Frederik II's (1534-1588) regeringstid var han tilknyttet kongeriget, først som
hofjunker og siden som køgemester. Den sidste titel fik han i 1561, hvilket var
samme år, som han havde dræbt en saksisk adelsmand i en duel i København.
Drabet havde altså ingen indflydelse på hans karriere. Han ejede og forlenede
flere gårde, men trak sig siden tilbage til Holsten.
I 1588 købte Albert Friis Hvolgaard. Han ejede også
Haraldskær og var af gammel dansk adel. Efter at have tjent ved hoffet blev han
lensmand på Riberhus. Han var meget rig og efterlod således en betydelig arv
til sine seks døtre. Gennem datteren Else Friis kom Hvolgaard til hendes mand,
Henrik Holck. Herefter kom godset til endnu en Friis og siden til
Rantzau-slægten, hvor Christopher Rantzau var den sidste mand på gården. Han
var tysk rigsgreve samt berømt og berygtet. Berygtet fordi han på Schmoel gods
i Holsten havde brændt 18 uskyldige mennesker på bålet for trolddom i 1686,
berømt fordi han som den første holstenske herremand gav sine livegne bønder
friheden i 1688.
I 1680 købte Hans Henrik von Levetzow Hvolgaard, og han var
tidstypisk på den måde, at han var en borgerlig mand, der forsøgte at blive
adelig. Han var således den første på Hvolgaard af den nye officersadel, der
både opnåede adelig rang og med tiden også en betragtelig formue. Hans
svigersøn, Detlev von Brockdorff, var af samme støbning og ejede også flere
herregårde. Han var chef for et af de nationale regimenter, der var
indkvarteret på ryttergodset i Koldinghus og Ribe amter, og han deltog med det
under Den Store Nordiske Krig (1700-1721) i kampene i Flandern. Han steg i rang
og solgte Hvolgaard til sin kollega og svigersøn, Hieronimus de la Mare. Han
solgte gården videre igen to år senere til forpagteren på Møgelkær, Jakob Kruse.
Herefter forblev gården på borgerlige hænder.
I 1780'erne var udskiftningen af fæstegårdene i fuld gang.
Dette betød, at landsbyernes jordfællesskab blev opgivet til fordel for
selvstændige bøndergårde med egen jord. Dette tog på Hvolgaard yderligere fart
fra 1789, hvor gårdens ejer Anders Kruse fik bevilling til at udparcellere
selve Hvolgaard og beholde skattefriheden for hovedgården. Da han døde i 1813,
var der således kun 24 husmænd tilbage under godset. Hvolgaard og Langskov
kirke blev året efter solgt på auktion.
Herefter kom der ofte nye ejere på Hvolgaard. En af de mest
bemærkelsesværdige blandt disse var Ludvig August Steensen-Leth, som blev kendt
på grund af en proces om retten til en herskabsstol i Langskov kirke. Striden
kom endda i pressen og faldt ud til godsejerens fordel, hvilket betød, at han
fik sin lukkede stol øverst i den nyopførte kirke. På Hvolgaard sad han som
ejer i 49 år, og stod bl.a. for opførelsen af gårdens nuværende hovedbygning.
Efter hans død i 1919 var gården igen kendetegnet ved en række hurtige
ejerskift.
Hvolgaard er i 2013 ejet af Jens Frede Teglgaard Jensen, som
driver landbrug og udlejning på gården.
Ejerrække
( - )
Anders Skeel
( -1536) Ribe
Bispestol
(1536-1570) Kronen
(1570-1588) Jørgen Sested
(1588-1601) Albert Friis
(1601-1612) Else Albertsdatter Friis, gift Holck
(1612-1624) Henrik Holck
(1624-1625) Anders Friis
(1625-1630) Caspar Rantzau
(1630-1643) Henrik Casparsen Rantzau
(1643- ) Ida
Pogwisch, gift Rantzau
( -1677 )
Christopher Henriksen Rantzau
(1677-1680) Enevold Brochmann
(1680-1696) Hans Frederik von Levetzow
(1696- ) Detlev von Brockdorff
( -1722) Hieronymus de la Mare
(1722-1740) Jacob Kruse
(1740-1750) Elisabeth Bang, gift Kruse
(1750-1751) Boet efter Elisabeth Bang, gift Kruse
(1751-1765) Hans Kruse
(1765-1784) Elisabeth Marie de Winding, gift Kruse
(1784-1813) Anders Winding Kruse
(1813-1814) Boet efter Anders Winding Kruse
(1814-1822) Rasmus Ægidius
(1822-1846) Frederik Brechling
(1846-1866) Claus Henrik Jessien
(1866-1868) C.E. Fraas
(1868-1870) Arvinger efterC.E. Fraas
(1870-1919) Ludvig August Steensen-Leth
(1919-1919) Boet efter Ludvig August Steensen-Leth
(1919-1920) J.P. Rasmussen
(1920-1923) J.S. Bech
(1923-1923) J.P. Rasmussen
(1923-1923) Randers Diskontobank
(1923-1936) P. Bogh
(1936-1937)
P. Rosesdal
(1937-1942)
E. Horn
(1942-1948)
Knud Lind
(1942-1948) Thyge Lind
(1948-1951) A. L. Odgaard
(1951-1968) G. E. Odgaard
(1968-2003) Elisabeth Manthos
(2003-20xx) Jens Frede Teglgaard Jensen