Hostrup historie kan spores tilbage til 1458, hvor den var i
adelsslægten Krabbes besiddelse.
Gården var mellem 1639 og 1646 ejet af Jørgen Rosenkrantz,
der bl.a. var hofmester på Sorø akademi samt forstander på Herlufsholm.
Hostrups hovedbygning blev omkring 1750 opført som et
trefløjet anlæg i bindingsværk i én etage.
Daværende ejer Johan Sigismund Schulin lod i 1881
hovedbygningens tre fløje ombygge i grundmur og udstyrede dem med svungne
renæssancegavle.
Hovedbygning og forpagterbolig er 2010 ombygget til at
indeholde selskabs- og konference-lokaler samt værelser til overnatning.
Hostrup
Hostrupvej 41
7860 Spøttrup
Region Midtjylland - Skive kommune
Offentlig adgang: Ingen oplysninger
Ejer: Jonna Bisgaard Ahrenfeldt
Godsets størrelse: 180 ha
Funktion: Landbrugsdrift/skovbrug, jagt/jagtudlejning og
oplevelsesøkonomi
Hovedbygning
Daværende ejer Peter Panderup lod omkring 1750
hovedbygningen opføre som et trefløjet anlæg i bindingsværk i én etage. Der
vides ikke meget om hovedbygningens tilstand fra tidligere tider udover, at den
på Mads Lauridsens tid i slutningen af 1600-tallet havde stråtag og var i ringe
stand.
Da Johan Sigismund Schulin overtog Hostrup i 1881, lod han
straks hovedbygningen ombygge, så den fik sit nuværende udseende. Den er
således et trefløjet anlæg i én etage i hvidkalket grundmur med svungne
renæssancegavle og med rødt tegltag.
Hovedbygningen blev under Hans Helmuth Carl Sommer Jermiins
ejerskab i 1942-1947 restaureret.
Hovedbygning og forpagterbolig blev 2010 gennemgribende
restaureret til at rumme faciliteter til selskaber og overnatning.
Fredningsstatus 2013: Hovedbygningen er ikke fredet.
Andre bygninger
Hostrups avlsbygninger brændte i 1912, hvorefter nye blev
opført i grundmur og cementsten. I 1960 blev hestestalden ombygget til
svinestald, og kostalden blev samme år moderniseret.
Udover at modernisere avlsbygningerne i 1960 lod Erik
Leopold August Hammerich Damn også en forpagterbolig opføre. Denne var i samme
stil som de små pavilloner, Hans Helmuth Carl Sommer Jermiin havde bygget
1942-1947.
Fredningsstatus 2013: Avlsbygningerne er ikke fredede.
Omgivelser
Til Hostrup hører en have på ca. 1 ha med et lille vandløb.
Ejerhistorie
Hostrups historie kan spores tilbage til det 15. århundrede,
hvor den var blandt den danske uradelslægt Krabbes besiddelser og fungerede
således allerede her som hovedgård. Ejerhistorien fra denne periode er dog
meget usikker, og udover at Karen Nielsdatter Krabbe i 1458 ejede gården, vides
ikke meget. Meget tyder på, at den gennem 1500- og 1600-tallet blev nedarvet
gennem slægterne Krabbe og siden Lykke.
I midten af 1600-tallet var Hostrup i to korte perioder ejet
af meget fremtrædende medlemmer af den danske adel. I 1639 overgik gården til
Jørgen Rosenkrantz, som var blandt rigets mægtigste mænd og finansminister i en
lang årrække. Jørgen Rosenkrantz gjorde sig også bemærket som forstander på
Herlufsholm og Sorø Akademi. Da den Anden Karl Gustav-krig (1658-1660)
medførte, at indtægterne til disse skoler næsten ophørte, finansierede han ved
egne midler driften af skolerne.
Herregården i Salling, Hostrup, afhændede han i 1646 til et
andet fremtrædende medlem af adelen, rigsråd Mogens Høg. Allerede i 1653 solgte
denne dog Hostrup til enken Helle Sandberg, som bosatte sig på Hostrup, hvilket
hendes forgængere med al sandsynlighed ikke har gjort. Her boede hun til sin
død i 1660, hvorefter hendes arvinger to år senere solgte den til Niels
Nielsen, der blev den første ejer, som ikke var af adelig stand. Dermed står
Hostrup som repræsentant for den udvikling efter Enevældens indførelse, hvor
adelens besiddelser efterhånden koncentreredes i Østdanmark. Vestjyske herregårde
reduceredes i størrelse gennem frasalg, og mange ophørte med at eksistere i
denne periode.
Forholdene på Hostrup var i slutningen af 1600-tallet ikke
særligt herskabelige, og skiftende ejere formåede ikke at rette op på gårdens
økonomiske udfordringer. Dette ændrede sig i 1703, hvor Christopher Bartholin
købte Hostrup af Dorete Poulsdatter. Gården blev centrum i en anseelig
godsbesiddelse, hvor den kom til at fungere som sædegård. Christopher Bartholin
var i 1684 blevet udnævnt til landsdommer i Nordjylland og havde i den
sammenhæng først erhvervet sig hovedgården Kaas i Lime Sogn og i altså 1703
også Hostrup.
Efter Christopher Bartholins død i 1714 blev gården arvet af
svigersønnen Peter Fürst, der dog først tolv år senere fik gården overdraget
fra de andre arvinger. Han levede kun til 1732, hvorefter Hostrup blev solgt på
auktion til Selio Müller. Gården er herefter kendetegnet ved hyppige ejerskift,
indtil den i 1766 blev erhvervet at Jokum Tolstrup.
Gården forblev i slægten Tolstrups ejerskab indtil 1881, men
ingen af ejerne nåede at sætte så stort et præg på gården, som Jokum Tolstrup
gjorde. Han er ansvarlig for at have solgt herregårdens fæstegods til selveje i
1795, men fik derudover et dårligt eftermæle som meget hård mod bønderne. Selv
efter sin død blev han genstand for skræk og rædsel, da han ifølge den lokale
folketro gik igen på Hostrup. Ifølge traditionen blev han dog manet ned på
kirkevejen fra Hostrup af en lokal præst.
Hostrup var i 1800-tallet, modsat mange andre vestjyske
gårde, præget af stabile ejerforhold og nedarvedes gennem slægten Tolstrup,
indtil den i 1881 blev købt af Johan Sigismund Schulin. Han solgte den i 1900
videre til Søren Kristensen Trærup, og 1900-tallet var i vidt omfang præget af
skiftende ejere.
Siden 1968 har Hostrup været i samme families eje, og i 2004
omdannedes ejerskabet til et familieejet aktieselskab, A/S Hostrup, ejet af
Jonna Bisgaard Ahrenfeldt, Anders Ahrenfeldt og Marie Bisgaard. Driften hviler
på landbrug, jagtudlejning samt overnatning og arrangementer som selskaber,
konferencer og ferieophold.
Ejerrække
(1458, 1489) Karen Nielsdatter Krabbe (nævnt i kilderne
disse to år)
( -1500) Niels
Krabbe
( - ) Ejler
Lykke
( - ) Karen Gyldenstjerne, gift Lykke
( - ) Anne
Lykke, gift Sehested
( -1639) Birgitte
Brahe, gift 1) Sehested, 2) v. Reibnitz
(1639-1646) Jørgen Rosenkrantz
(1646-1646) Mogens Høg
(1646-1648) Corfitz Ulfeldt
(1648-1653) Mogens Høg
(1653-1660) Helle Sandberg
(1660-1662) Arvinger efter Helle Sandberg
(1662-1673) Niels Nielsen
(1673-1687) Niels Nielsen
(1687- ) Mads
Lauridsen
( -1703) Dorete
Poulsdatter
(1703-1714) Christopher Bartholin
(1714-1726) Arvinger efter Christopher Bartholin
(1726-1732) Peter Fürst
(1732-1740) Selio Müller
(1740-1756) Peder Panderup
(1756-1761) Hans Henrik Jørgensen
(1761-1762)
Malte Christian Friis
(1762-1766)
Johan Glud
(1766-1795)
Jokum Tolstrup
(1795-1822)
Jørgen Tolstrup
(1822-1830)
Elisabeth Sophie Saldern, gift Tolstrup
(1830-1855)
Christian Edvard Tolstrup
(1855-1881)
Charles A. C. Bracht
(1881-1900)
Johan Sigismund Schulin
(1900-1918) Søren Kristensen Trærup
(1918-1923) Konsortium
(1923- ) Brødrene
Lønborg
( -1932) Jydsk
Landhypothekforening
(1932- ) Poul
Thygesen
( -1942) C.
Clausen
(1942-1947) Hans Helmuth Carl Sommer Jermiin
(1947-1959) K. Korsgaard
(1959-1968) Erik Leopold August Hammerich Damn
(1968- ) Inge og
Poul Bisgaard
(2004- ) A/S
Hostrup