Sindinggaard omtales første gang i et brev i 1480, hvor
slægten Harbou ejede gården.
Hovedbygningens midterfløj er bygget i 1730 af ejeren Frantz
Rantzau
I 1830'erne blev gården reddet, da ejeren vandt i lotteriet.
Gården er beliggende ved Sinding Kirke.
Sindinggaard
Sindinggårdvej 21
7400 Herning
Region Midtjylland - Herning kommune
Offentlig adgang: Ingen oplysninger
Ejer: Signe og Jens Pagh Mørups Familiefond
97 13 62 75 + 97 47 29 00
Godsets størrelse: 115 ha
Funktion: Landbrugsdrift/skovbrug
Sindinggård er en tidligere hovedgård (herregård) beliggende
Sindinggårdvej 21, i Sinding Sogn, Hammerum Herred, Ringkøbing Amt.
Siden 1994 har Signe og Jens Pagh Mørups ejet gården.
Hovedbygningen har været fredet siden 1939. Den er opført
ca. 1730, men har fået sin nuværende skikkelse ca. 1837. Den rummer også middelalderlige
dele.
Hovedbygning
Stuehusets hovedlænge (ca. 1730, nuværende skikkelse ca.
1837). Fredet 1939.
Sindinggård ligger uden for landsbyen Sinding og består af
en hovedlænge med to sidefløje, hvor kun hovedlængen er omfattet af fredningen.
Herudover har gården en række nyere funktionslænger og en stor have med
voldgrav ved siden af og bag ved hovedfløjen. Haven er beplantet med
forholdsvis mange løvtræer i forhold til det omkringliggende hedelandskab.
Hovedfløjen består af en grundmuret, enetages længe belagt med et halvt- og
trekvartvalmet (mod henholdsvis øst og vest), teglhængt heltag med røde
vingeteglsten. I rygningen ses to skorstenspiber med krave og sokkel i blank
mur. I tagfladerne ses flere nyere tagvinduer og en enkelt udluftningshætte.
Bygningen står på en pudset og gråmalet sokkel, mens gavlen mod vest har en
synlig sokkel af kampesten. Murene fremstår hvidkalkede og afsluttes af en
profileret hovedgesims. På den vestvendte gavl ses to rundbuede, blændede
felter.
De tre midterste fag mod både gårdsplads og have udgøres af
en let fremskudt frontgavl. Mod gårdspladsen er hjørnerne på frontgavlen
kvaderpudsede og gråmalede. Frontispicens skråsider markeres af en gråmalet,
flad gesims og afsluttes af en tandsnitsgesims. I den øverste del ses et mindre
halvrundt vindue. Den nyere, men traditionelt udførte tofløjede fyldingsdør med
diamantfyldinger omkranses af to pilastre med kvaderpudsede felter og en
tandsnitsgesims, begge er grå- og hvidmalede. Over døren ses et halvrundt
vindue med sprosser og med gråmalede felter over. I frontkvisten mod haven ses
samme gesimser i frontispicen som mod gårdspladsen.
Herudover ses i det midterste fag en traditionelt udført,
tofløjet havedør med ruder i de øverste fyldinger og et halvrundt overvindue.
Døren indrammes af en portal, der er gråmalet. Vinduerne indrammes af
gråmalede indfatninger. De traditionelt udførte vinduer er et- og torammede og
småtopsprossede med gråmalede sålbænke under. Alle vinduer er hvidmalede.
I det indre er den ældre grundplan kun delvist bevaret med et stort, åbent
dobbelthøjt trapperum med adgang til både tagetagen og kælderen. Mod vest
ligger to større stuer, en mindre stue mod haven og mod øst ligger en større
stue, et stort åbent køkken og yderst et mindre rum samt adgang til sidefløjen.
Tagetagen er udnyttet med en række værelser mod haven og en åben repos. Der er
adgang til den ene sidefløj fra tagetagen.
Flere ældre og traditionelt udførte bygningsdele og
-detaljer er bevaret, herunder vægge af bindingsværk, skorstenskerner, ovne,
kaminer, fyldingsdøre med hængsler, greb og gerichter, en trappe med udskårne
balustre og håndliste. Overfladerne er en blanding af ældre og nyere, herunder
parketgulve, pudsede vægge og lofter, fliser og gulvtæpper. Den lille kælder
fremstår med synlige kampesten i væggene og pigsten på gulvet.
Bygningshistorie:
Sindinggård omtales første gang i anden halvdel af
1400-tallet. Midterfløjen i den nuværende trefløjede hovedbygning blev opført
omkring 1730 i bindingsværk. I 1777 blev avlsgården opført. Omkring år 1800
blev hovedbygningen omsat i grundmur. I 1837 blev hovedbygningen og avlsgården
ombygget. I 1872 blev hovedfløjen forlænget.
Miljømæssig værdi:
Den miljømæssige værdi ved Sindinggård knytter sig til
placeringen i landskabet, hvor hovedlængen sammen med avlslængerne ligger
trukket tilbage fra den tidligere hovedvej med en ridebane foran. Bygningerne
er omgivet af frodige, grønne omgivelser med løvtræer, en voldgrav og store
græsplæner samt en grusbelagt gårdsplads, der skaber en sammenhæng mellem de
forskellige bygninger, afgrænset af det omgivende landskab. Sindinggård
fremstår således som et helstøbt Omgivelser, der adskiller sig markant fra
både landskabet og den omkringliggende bebyggelse.
Kulturhistorisk værdi:
Den kulturhistoriske værdi for Sindinggård knytter sig i det
ydre til hierarkiet mellem form og materialeholdning, der klart adskiller
hovedlængen med de to sidefløje fra avlsgården med funktionslængerne, hvor
hovedlængen i grundmur med facadeudsmykning fremtræder repræsentativt, er
avlsgårdens længer både i det ydre og indre tydeligt sekundære bygninger, hvis
berettigelse er funktionspræget.
Hertil kommer, at der i det ydre er kulturhistorisk værdi relateret til
hovedlængens sokkel i vestgavlen og havesiden med synlige kampesten, der sammen
med blændingerne i vestgavlen vidner om længens alder.
Endvidere er der værdi knyttet til hovedlængens klassicistiske udtryk med en
enkel facade, hvor store flader mellem vinduerne er friholdt fra dekoration.
Det klassicistiske udtryk kommer ligeledes til udtryk i den symmetrisk
opbyggede facade med et fremskudt og deraf meget markant midterparti med
frontgavl med kvaderpudsede hjørner og gesimser samt en portalomkranset
hoveddør med diamantfyldinger. Det klassicistiske udtryk vidner om, at
hovedlængen er blevet ombygget i midten af 1800-tallet, hvor klassicismen var
det fremherskende stilideal.
I det indre er den kulturhistoriske værdi relateret til de bevarede dele af den
ældre grundplan med store stuer en suite og et stort åbent dobbelthøjt
trapperum med adgang til tagetagen. Hertil kommer de mange ældre bygningsdele
og -detaljer, herunder ovne, kaminer og fyldingsdøre med hængsler, greb og
gerichter. Væggene af bindingsværk vidner om, at længen tidligere var opført af
bindingsværk inden den blev grundmuret. Dette understreges af den lille kælder
med kampe- og pigsten.
Arkitektonisk værdi:
Den arkitektoniske værdi ved Sindinggård er i det ydre
knyttet til den lange bygningskrop med den stort set ubrudte tagflade mod
gårdspladsen og hovedlængens stramt symmetrisk, taktfast opbyggede facade, der
ved sin anselige længde og udsmykning gør, at den skiller sig ud i det samlede
anlæg. Med enkle virkemidler fremhæves det fremskudte midterparti i form af
markerede hjørner og den tofløjede dør med diamantfyldinger, der er indrammet
af en portal. Sammen med farvesætningen bevirker det, at bygningen fremstår
fornem og elegant. Hertil kommer, at vinduesåbningerne er trukket svagt
tilbage, hvilket giver en svag reliefvirkning og skaber en lys/skygge-effekt på
en ellers enkel facade.
Ejerhistorie
De første kendte ejere på Sindinggaard var den lavadelige
slægt Harbou. I 1440 var Knud Nielsen Harbou blevet adlet og i 1490 ejede
sønnen Jens Knudsen Harbou Sindinggaard. I fire generationer herefter blev
gården nedarvet inden for slægten, idet gården dog deltes mellem flere
arvinger.
I 1640'erne var gården overgået til Mogens Juel og brødrene
Hans Dyre og Iver Dyre. Det lykkedes sidstnævntes søn, Claus at blive eneejer i
1655, dels ved arv og dels ved tilkøb. Gården blev herefter nedarvet i slægten
Dyre i en længere periode.
Margrethe Rodsteen, enke efter den sidste Dyre på
Sindinggaard, blev i sit andet ægteskab gift med Frantz Rantzau. Under Rantzaus
ejerskab blev midterfløjen på den nuværende trefløjede hovedbygning opført.
Efter Rantzaus død sad Margrethe Rodsteen endnu engang som enke på
Sindinggaard.
Hun solgte i 1743 Sindinggaard, hvorved gården fik sin
første ikke-adelige ejer, Mads Pedersen Lillelund. Der har ikke sidenhen været
adelige ejere på gården.
Søren August Fjelstrup blev i 1815 eneejer af gården. Han
var en aktiv ejer, som brugte megen tid på gårdens drift. Under hans ejerskab
havde han omkring 20 lærlinge på gården fra Det kongelige
Landhusholdningsselskab. Han anlagde en have og brugte generelt kræfter på at
forbedre gården. Udover gårddriften var han også politisk aktiv i årene før
demokratiets indførelse: sad i stænderforsamlingen 1836-1846, først som
kongevalgt og senere som folkevalgt.
Held skulle der også til. I 1830'erne var der vanskelige
tider for landbruget, og i 1836 blev Hammerum Herred, hvor Sindinggaard ligger,
ramt af en storm, der ødelagde afgrøderne. Ved et heldigt sammentræf vandt
Fjelstrup samme år den store gevinst i lotteriet, og han kunne derfor betale
både sin egen gæld af, og hjælpe de ramte landmænd på egnen. I 1837 begyndte
han at ombygge hovedbygningen.
Efter Fjelstrups død i 1859 har Sindinggaard haft skiftende ejere.
I slutningen af 1800-tallet overtog et konsortium gården og foretog en
udstykning af jorderne.
Ejerrække
(- -1490) Jens Knudsen Harbou
(1500- ) Mogens Jensen
( -1549) Jens Mogensen
( - ) Mogens Mogensen
(1591-1635) Jens Mogensen
(1635- ) Birgitte Bille, gift Mogensen
( - ) Mogens Juel
( -1655) Hans Dyre
( - ) Iver Dyre
(1648-1693) Claus Dyre
( - ) Jens Dyre
( -1707) Palle Dyre
(1707-1726) Margrethe Rodsteen gift 1) Dyre og 2) Rantzau
(1726-1738) Frants Rantzau
(1738-1739) Margrethe Rodsteen gift 1) Dyre og 2) Rantzau
(1743-1775) Mads Pedersen Lillelund
(1775-1780) Peder Lillelund
(1780-1809) Anders Speitzer
(1809-1815) Enevold Vagaard
(1815-1859) Søren August Fjelstrup
(1860-1877) Jacob Boserup
(1860-1872) Peter Anton Alfred Hage
(1872-1874) F.V.M. Faber, gift Hage
(1877-1894) Oskar Olesen
(1894-1902) Konsortium
(1902-1911) Johannes Kloppenborg
(1911-1916) O. Nielsen
(1916- )
Chr. Frøjk
( - ) A. Fausing
(1920-1921)
Chr. Poulsen
(1921-1923) P. Haugaard
(1923-1923) Holstebro Bank
(1923-1933) P.C. Rørsgaard
(1933- ) Ejner Jensen
(1941-1951): Karl Larsen
(1951-1984): Vagn Seidelin Christensen
(1984-1993): Merrild-familien
(1993-1994): Signe og Jens Pagh Mørup
(1994-20xx): Signe og Jens Pagh Mørups Familiefond