Stougaard lå frem til middelalderen på et nærliggende
voldsted, Røverkulen, 400 meter øst for gårdens nuværende placering.
Stougaard var i 1600-tallet ejet af to betydningsfulde
adelsmænd, der hver satte sit præg på henholdsvis den politiske og militære
udvikling i Danmark.
I perioden 1844-1846 gennemgik hovedbygningen en
gennemgribende ombygning.
Siden 1841 og frem til i dag har Stougaard været i familien
Ingwersens eje.
Stougaard
Ildvedvej 1
7160 Tørring
Region Midtjylland - Hedensted kommune
Offentlig adgang: Ingen oplysninger
Ejer: Hedda Paaske, Torben Paaske
Telefon 75 80 15 29
Godsets størrelse: 153 ha
Funktion: Landbrugsdrift/skovbrug
Kaldes også Stovgaard
Hovedbygning
Den trefløjede hovedbygning på Stougaard ligger 400 meter
øst for gårdens oprindelige placering. I middelalderen blev gården flyttet fra
det nærliggende voldsted, senere i folkemunde omdøbt til Røverkulen, til dets
nuværende placering. I 1763 opførte Gotfred Schmidt en trefløjet bindingsværks-hovedbygning
i en etage. I dag står kun noget af midterfløjen stadig i bindingsværk.
I årene 1844-1846 ombyggede Rasmus Ingwersen hovedbygningen.
Han opbyggede syd- og vestfløjene i grundmur og midterfløjen fik en let
fremspringende frontispice i to etager. I modsætning til resten af gården blev
frontispicen dekoreret.
Op til hoveddøren fører en høj stentrappe. Hovedbygningen er
hvidkalket.
Fredningsstatus 2013: Hovedbygningen er ikke fredet.
Andre bygninger
Avlsgården blev opført i 1863 efter en brand. Avlsgården er
opført i grundmur og blev senere ombygget.
Dertil en række nyere avlsbygninger fra slutningen af
1900-tallet.
Fredningsstatus 2013: Avlsgården er ikke fredet.
Omgivelser
Stougaards have har rester af en gammel bøgeallé. I haven er
der også en gammel smedje bygget i røde sten.
400 meter øst for Stougaard kan man stadig se spor efter
voldstedet, hvorpå sandsynligvis i middelalderen har stået et skydetårn.
Voldstedet bestod af en rund borgbanke omgivet af en vandgrav.
I området er der fundet rester af bopladser fra jæger- og fiskerkulturen
omkring Gudenåen. Bopladserne stammer fra ældre og yngre romertid (1-400 e.
kr.). Der er fundet grave med glas- og ravperler og forskellige guldsmykker.
Ejerhistorie
Stougaard var i senmiddelalderen ejet af slægten Skram, der
blandt andre tæller Peder Skram. Ifølge slægtsbøgerne havde han dræbt sin
fjende, herremanden på Tyrrestrup, og var efterfølgende flygtet ud af landet.
Da Christoffer III af Bayern (1416-1448) blev indsat som konge af Danmark i
1440, red Peder Skram med i kongens følge forklædt som landsknægt. Han var
taget i nåde, fordi han havde reddet Christoffer III af Bayern fra at drukne.
Et tidligere voldsted i nærheden af Stougaard, bortfjernet
sidst i 1800-tallet, vidner om, at der tidligt må have ligget en storgård på
dette sted. Borgen eller stenstuen kaldtes 'Røverkulen' i folkemunde, men
snarere har der været tale om et såkaldt skydetårn, hvori man kunne søge
tilflugt i urolige tider.
Stougaard var med sikkerhed ejet af sønnen Niels Skram.
Gennem Niels Skrams barnebarn Bege Skram kom gården til den indflydelsesrige
adelsfamilie Sehested. Christen Thomesen Sehested arvede gården i 1616 efter
sin onkel.
Christen Thomesen Sehested gennemgik en klassisk
adelsmandsuddannelse. Som 10-årig blev han sendt til Rosenholm, hvor Holger
Rosenkrantz, kaldet 'den lærde', uddannede sine egne og andre adelsbørn. Holger
Rosenkrantz opfordrede Christen Thomesen Sehested til at tage på en
dannelsesrejse rundt i Europa. Som 13-årig besøgte han store tyske
universiteter, og senere fik han uddannelse på franske og italienske
universiteter.
Christen Thomesen Sehested fik gennem sin uddannelse i
administration og politik en strålende karriere ved hoffet. Han talte flydende
fransk, tysk og italiensk og blev især anvendt som diplomatisk forhandler for
Christian IV (1577-1648). Samtidig udarbejdede han nogle af de vigtigste love i
perioden. Christen Thomesen Sehested var meget konservativ i sit politiske
virke og i sin religiøse tro. Trods sin nære kontakt til kongen værnede han for
rigsrådets dominerende indflydelse, og han satte et væsentligt præg på Frederik
III's (1609-1670) strenge håndfæstning i 1648.
Christen Thomesen Sehested døde i 1657, og Stougaard gik til
hans søn Axel Christensen Sehested. Axel Christensen Sehested solgte familiens
godser i Skåne i forbindelse med, at Danmark måtte afstå denne landsdel til
Sverige 1658. Inden længe hang økonomien i laser, og i 1666 overgik Stougaard
til Niels Rosenkrantz efter kort at have været ejet af den københavnske
handelsmand Cort Mercher.
Niels Rosenkrantz fulgte den danske adels krigeriske
traditioner. Niels Rosenkrantz fik sin militære uddannelse ved Sorø akademi,
indtil han i 1649 gik i nederlandsk krigstjeneste. Efterfølgende trådte han ind
i spansk krigstjeneste under kongesønnen Ulrik Christian Gyldenløve. Indtil
foråret 1657 deltog han i en række krigstog, men da den første Karl Gustav krig
(1657-1658) brød ud, blev han kaldt hjem. Han deltog i forsvaret af København
og ledede senere fuldførelsen af Københavns befæstning. Niels Rosenkrantz var
højt skattet af kong Christian V (1646-1699) og steg hurtigt i graderne til
generalmajor.
Under Skånske krig (1675-1679) gennemførte Niels Rosenkrantz
erobringen af den stærke fæstning Wismar. Men under den efterfølgende belejring
af Helsingborg i 1676 blev han skudt gennem hovedet. Han døde nogle timer senere.
Stougaard blev hos Niels Rosenkrantz' enke frem til 1686, hvor Stougaard blev
solgt.
I 1791 var Stougaard blevet erhvervet af Thyge Jesper de
Thygeson, som allerede havde opløst flere godser. Således også på Stougaard
hvor han lykkedes med at frasælge fæstegårdene til bønderne som et led i
fæstebøndernes overgang til selveje. Herefter fortsatte han med at udstykke
hovedgården i parceller, og i 1802 var Stougaards jordtilliggende blot 180 tdr.
land.
Det var ironisk, at netop Stougaard blev opløst i 1791.
Dette år rasede nemlig en hidsig kamp, hvor hele to tidligere ejere på
Stougaard - Christian Frederik Tønne von Lüttichau og Frederik Ludvig Christian
Beenfeldt - stod frem som ledere af de jyske godsejeres aktion mod
landboreformerne. Striden handlede om, at godsejerne fandt virkningerne af
landboreformerne, dvs. ikke mindst de mange godsopløsninger, utålelige og
medvirkende til landets fordærv. Aktionen blev straffet hårdt ved højesteret,
og Christian Frederik Tønne von Lüttichau måtte flygte til Tyskland.
Men da Stougaard i 1817 kom til Ferdinand Mazanti, var
gården for længst afløst og udparcelleret. Hans enke, Else Christine Ingwersen,
overtog gården efter sin mand og solgte den videre til sin bror i 1843.
Familien Ingwersen er 2013 stadig ejere af Stougaard.
Ejerrække
(1487- ) Niels Skram
(1512- ) Peder Skram
( - ) Bege Skram, gift Juel
( - ) Jørgen Juel
(1574-1616) Erik Lunge Dyre
(1616-1657) Christen Thomesen Sehested
(1657- ) Axel Christensen Sehested
(1666- ) Cort Mercher
( -1666) Markvard Rodsteen
(1666-1676)
Niels Rosenkrantz
(1676-1686)
Birthe Skeel, gift Rosenkrantz
(1686-1695)
Peiter Ferdinand von Haugwitz
(1695-1701)
Boet efter Peiter Ferdinand von Haugwitz
(1701-1718)
Christian Albrecht Brockdorff
(1718-1722)
Henrik Brockdorff
(1722-1751)
Henning von Arenstorff
(1751- ) Maximilian von Dombrock
(1751-1760)
Anna Margrethe Helms, gift Schmidt
(1760-1769)
Gotfred Schmidt
(1769-1776)
Christian Frederik Tønne von Lüttichau
(1776-1778)
Frederik Ludvig Christian Beenfeldt
(1778-1783)
Just Frederik Wodschou
(1787-1792)
Thyge Jesper de Thygeson
(1792-1797)
Poul Glud Langballe
(1797-1804)
Knud Pagh
(1804-1810)
Ole Anchersen Secher
(1810-1813)
J. B. Secher
(1813-1817)
Chr. D. von Holstein
(1817-1841)
Ferdinand Anton Mazanti
(1841-1843)
Else Christine Johannesdatter Ingwersen, gift Mazanti
(1843-1858) Rasmus Johannesen Ingwersen
(1858-1875) Regine Sophie Woldemar, gift Ingwersen
(1875-1923) Hans Henrik Rasmussen Ingwersen
(1923-1926) Marie Schougaard, gift Ingwersen
(1926-1938) Christen Linde Schougaard Ingwersen
(1938-1975) Regnar Ingwersen
(1975- ) Hedda Ingwersen, gift Paaske
(1975- ) Torben Paaske