Indtil Reformationen hørte Sindbjerggaard under bispen i
Børglum. Ved Reformationen overgik Sindbjerggaard til Kronen.
Den nuværende hovedbygning er opført i 1952.
Sindbjerggaard
Canadavej 6
7970 Redsted M
Region Nordjylland - Morsø kommune
Offentlig adgang: Ingen oplysninger
Ejer: Søren Vilsgaard, Claus Vilsgaard
28 94 14 64
Godsets størrelse: Ingen oplysninger
Funktion: Ingen oplysninger
Hovedbygning
Den nuværende hovedbygning på Sindbjerggaard i en fløj er
opført i 1952. Tidligere fandtes en stråtækt hovedbygning med en lille sidefløj
mod syd. Den nuværende hovedbygning er opført i mursten med tegltag.
Hovedbygningen placerer sig vest for en mindre gårdsplads, der er omgivet af
haven på flere sider.
Fredningsstatus 2013: Hovedbygningen er ikke fredet.
Andre bygninger
De ældste avlsbygninger på Sindbjerggaard er opført efter en
brand i 1895, men er senere blevet ombygget og moderniseret. De store og
rummelige avlsbygninger placerer sig øst for hovedbygningen hovedsageligt på
den anden side af vejen.
Fredningsstatus 2013: Avlsbygningerne er ikke fredede.
Omgivelser
Rundt om hovedbygningen findes der spor af voldgrave. Haven
på Sindbjerggaard rummer mange gamle træer samt en mindre sø.
I omgivelserne nær Sindbjerggaard findes flere fredede
oldtidsminder, bl.a. høje, hvoraf flere har en ret anselig størrelse.
Ejerhistorie
Herregården Sindbjerggaard har eksisteret siden 1400-tallet,
hvor gården var ejet af bispen i Børglum. Som alt andet bispegods kom også
Sindbjerggaard under Kronen ved Reformationen i 1536. Gården var herefter et
mindre, kongeligt len, der blev drevet af lensmænd.
I 1598 blev Sindbjerggaard lagt ind under det større Hald len,
hvor det forblev indtil 1636. Kronen byttede da Sindbjerggaard til Anne
Sehested. Ved Anne Sehesteds død i 1665 blev gården delt mellem hendes
arvinger. Gården må være blevet delt i mange parter, men i løbet af 1690'erne
førte en række transaktioner mellem partshavere til at gården samledes under
Peter Tæbrings ejerskab.
Da Peder Tæbring døde i 1727, arvedes Sindbjerggaard med
gods i 1728 af datteren Sidsel Pedersdatter, som var gift med Christen Nandrup.
I 1736 solgte Sidsel Pedersdatter gården til sin søn Vennich Nandrup, der i
1778 solgte Sindbjerggaard til Maren Vistisdatter.
Maren Vistisdatter var enke efter Mads Nyssom, og under sit
ejerskab af Sindbjerggaard giftede hun sig derefter med Jens Riis, som i
1783 solgte gården til Peder Støvelbech. Peder Støvelbech beholdt
Sindbjerggaard indtil 1811, hvor han solgte gården til svigersønnen Poul
Christian Stokholm. Samme år som Poul Christian Stokholm døde, giftede hans
enke sig på ny. Ægtemanden var Niels Bjerregaard, hvis sønner overtog
Sindbjerggaard i 1850.
Sønnerne Niels Stokholm Bjerregaard og Christian Bjerregaard
oprettede i 1852 afbyggergården Mariesminde, som Niels Stokholm Bjerregaard
overtog, mens Christian Bjerregaard beholdt Sindbjerggaard. Christian
Bjerregaards enke solgte i 1907 Sindbjerggaard til N.P. Jensen, der i 1914
afhændede gården til Anton N. Lyngs, som ejede Sindbjerggaard indtil 1944, hvor
G. Vilsgaard overtog gården.
Ejerrække
( -1536) Børglum Bispestol
(1536-1636) Kronen
(1636-1665) Anne Sehested
(1665- ) Arvingerne efter Anne Sehested
( -1693) Hans
Knudsen
(1693- ) Christen Nielsen
( -1694) Gregers Høg
(1694-1697) Vennich Sørensen
(1697-1698) Anne Abildgaard, gift 1) Sørensen, 2) Tæbring
(1698-1727) Peder Tæbring
(1727-1728) Boet efter Peder Tæbring
(1728-1745) Christian Nandrup
(1745-1763) Sidsel Pedersdatter, gift Nandrup
(1763-1778) Vennich Nandrup
(1778-1780) Maren Vistisdatter, gift 1) Nyssom 2) Riis
(1780-1783) Jens Riis
(1783-1811)
Peder Støvelbech
(1811-1822)
Poul Christian Stokholm
(1822-1822)
Enke efter Poul Christian Stokholm, gift 2) Bjerregaard
(1822-1850)
Niels Bjerregaard
(1850-1852)
Niels Stokholm Bjerregaard
(1850- ) Christian Bjerregaard
( -1907) Enke efter Christian Bjerregaard
(1907-1914) N.P. Jensen
(1914-1944) Anton N. Lyngs
(1944- ) G.
Vilsgaard
(2007- ) Claus
Vilsgard
(2008- ) Søren Vilsgaard