● Region Sjælland -
Lolland/Falster/Møn - Guldborgsund Kommune
● Adresse: Nykøbingvej 127, 4850 Stubbekøbing. 54 43 80 06
● Ejer: Jens Chr. Friis Thorsen
● landbrugsdrift/skovbrug
● 305,6 ha
● Stuehuset er opført 1680
Dalbygaard blev udskilt fra herregården Skjørringe i 1794
som selvstændig forpagtergård med herregårdsstatus. Indtil 1846 var Dalbygaard
underlagt Skjørringe.
Den nuværende hovedbygning fremstår i dag i den tillempede
Bedre Byggeskik-stil, som hovedbygningen fik efter en ombygning i første
halvdel af det 20. århundrede.
Hovedbygning
Kernen i den nuværende hovedbygning på Dalbygaard er opført
i 1680. Hovedbygningen, der består af en enkelt fløj i én etage
karakteriseres af en markant gennemgående frontspids. Bygningen er opført i
røde mursten og har et saddeltag i rødt tegl.
Hovedbygningen ligger nord for en åben gårdsplads,
hvoromkring også de ældste avlsbygninger ligger. Nord for hovedbygningen findes
en mindre have. Hovedbygningen er ikke fredet.
Andre bygninger
Avlsanlægget ligger syd og sydøst for hovedbygningen. Det er
et uhomogent anlæg, der består af en række enkeltstående længer. De ældste
længer - opført i 1853 og 1857 - ligger umiddelbart syd for hovedbygningen og
afgrænser gårdspladsen mod øst og vest.
Hovedparten af avlsbygningerne er opført i sidste halvdel af
1800-tallet, mens enkelte er opført i første halvdel af 1900-tallet.
Avlsbygningerne er ikke fredede.
Omgivelser
Nord for hovedbygningen findes en mindre have.
Historie
Dalbygaard blev oprettet i 1794 som en aflæggergård under
herregården Skjørringe. Det var den daværende ejer af Skjørringe, Carl Adolph
Stampe, der oprettede gården. Oprettelsen af aflæggergårde eller forpagtergårde
på hovedgårdsjorden tog fart i tiden omkring landboreformerne - på Skjørringe
formentlig foranlediget af en bedre udnyttelse af hoveriet, der først afløstes
i tiden 1831-45 - hvor flere herregårdsejere oprettede aflæggergårde, som de
bortforpagtede.
Dalbygaard, der fra starten fik hovedgårdsstatus, tilhørte
Skjørringe indtil 1846, hvor Henrik Stampe solgte den til gårdens forvalter
Carl Schultze parallelt med at hoveriet blev afløst. Efter Carl Schultzes død i
1897 solgte hans dødsbo året efter Dalbygaard til C. Thorsen, hvis efterkommere
fortsat ejede gården i 2013.
Ejere af Dalbygaard
(1800-1831) Carl Adolph Stampe
(1831-1846) Henrik Stampe
(1846-1897) Carl Schultze
(1897-1898) Boet efter Carl Schultze
(1898-1935) C. Thorsen
(1935-1955) I.I.N. Thorsen
(1955-1961) K.E. Thorsen
(1961-20xx) Jens Christian Friis Thorsen