Rønnovsholms historie kan spores tilbage til 1430, hvor
gården var en landsby ved navn Tjæret.
Gården fik sit nuværende navn, da daværende ejer Karen
Rønnov i 1576 nedlagde landsbyen og oprettede en herregård som sit enkesæde,
hvilken hun gav navnet Rønnovsholm.
Fra 1675-1775 var Rønnovsholm forenet med Vrejlev Kloster.
Rønnovsholms nuværende hovedbygning er fra 1875 og består af
to gulkalkede fløje med kamtakkede gavle.
Daværende ejer Chr. Konnerup ombyggede i 1922 hovedbygningen
og udstyrede hovedfløjen med en gennemgående tværfløj.
Rønnovsholm
Guldagervej 404
9800 Hjørring
Region Nordjylland - Hjørring kommune
Offentlig adgang: Ingen oplysninger
Ejer: Holger Kirketerp
Telefon 40 45 62 33
Godsets størrelse: 920 ha
Funktion: Landbrugsdrift/skovbrug
Forbindelser: Vrejlev Kloster
Hovedbygning
Rønnovsholms nuværende hovedbygning blev opført i 1875 af
daværende ejer Fr. Behrens i to fløje i en etage, som er forbundet via en
veranda. Bygningen er gulkalket, har kamtakkede gavle og tegltag. I 1922 blev
den ombygget af daværende ejer Chr. Konnerup, som udstyrede hovedfløjen med en
høj gennemgående tværfløj.
Fredningsstatus 2013: Hovedbygningen er ikke fredet.
Andre bygninger
Rønnovsholms avlsbygninger fra 1870 brændte i 1952,
hvorefter nye blev opført af daværende ejer Niels Aage Christensen. De består
af tre grundmurede længer med eternittag.
Fredningsstatus 2013: Avlsbygningerne er ikke fredede.
Omgivelser
Til Rønnovsholm hører en have på ca. en hektar. Haven rummer
resterne af et firkantet voldsted.
Ejerhistorie
Rønnovsholm opstod som mange andre danske godser af en
nedlagt landsby. Landsbyen Tjæret nævnes første gang 1430 og bestod da af fem
gårde. Landsbyen hørte under nonneklosteret Vrejlev Kloster, hvis besiddelser
blev administreret af biskoppen i Børglum. I 1536 pantsatte den berømte biskop
Stygge Krumpen og prior Anders i Børglum Tjæretgaard til Niels Lauritsen. Samme
år blev al kirkeligt gods inddraget under Kronen i forbindelse med
Reformationens indførelse. Kronen ejede nu gården og har formentligt siden
indløst pantet hos Niels Lauritzen.
Frederik II (1534-1588) byttede i løbet af sin
regeringsperiode meget krongods med det formål at få Kronens besiddelser bedre
fordelt blandt få større herregårde. Tjæret indgik i 1575 i en sådan
byttehandel, hvor landsbyen blev overtaget af Jens Bille. Det var imidlertid
først og fremmest Vrejlev Kloster - efter Reformationen omdannet til almindelig
herregård - som Jens Bille var interesseret i. Meget tyder på, at Tjæret blot
fulgte med i handlen, muligvis som fæstegårde knyttet til Vrejlev Kloster.
Jens Bille og Frederik II var gode venner, hvilket bl.a. kom
til udtryk ved, at kongen i 1559 lod Jens Billes og Karen Rønnovs bryllup
afholde med pomp og pragt på Nyborg Slot. Jens Bille var en dygtig godsejer og
besad således flere godser i Skåne. Endvidere spillede han en betydelig
politisk rolle under Den Nordiske Syvårskrig, da han her var lensmand på
Gotland.
Jens Bille døde samme år, som han erhvervede sig Vrejlev
Kloster og Tjæret. Hans enke overtog herregården og dermed ejerskabet til
Tjæret. Hun nedlagde landsbyen og oprettede en herregård som sit enkesæde,
hvilken hun gav navnet Rønnovsholm efter sin fædrene slægt. Efter hendes død
blev gården overtaget af sønnen Erik Bille, der ejede den frem til sin død i 1600.
To andre sønner overtog Vrejlev Kloster.
Erik Billes enke, Mette Banner, giftede sig senere med
Jørgen Kaas, der således blev Rønnovsholms nye ejer. Han solgte i 1620 gården
til Niels Lange, der efterlod den til sin søn, Christen Nielsen Lange, der døde
i 1658, hvorefter den overgik til hans søn, Niels Christensen Lange.
Niels Christensen Lange kom imidlertid i økonomiske
vanskeligheder i de hårde år efter Første og Anden Karl Gustav-krig. Dette
medførte, at han optog så store lån, at han i 1668 måtte pantsætte Rønnovsholm
til enken Dorte Daa.
I 1675 overdrog Dorte Daa pantebrevet til sin svigersøn,
Peder Juel. Han ejede i forvejen Vrejlev Kloster, og den gamle forbindelse blev
dermed genskabt - men nu med Rønnovsholm som en selvstændig herregård. Peder
Juel døde imidlertid allerede i 1676, hvorefter hans enke, Helvig Krabbe, sad
på begge godser frem til sin død i 1697. Hendes godser blev herefter delt
mellem hendes fem døtre, Ide Dorothea, Catharina Marie, Sophie Kirstine,
Ingeborg og Elisabeth Juel, hvoraf Catharina Marie Juel i 1702 udkøbte sine
medarvinger og blev eneejer af Rønnovsholm. Ide Dorothea og Ingeborg forblev
ugifte og overtog Vrejlev Kloster.
Catharina Marie Juel bragte ved ægteskab gården til sin
mand, Georg von Møsting. Efter hendes død i 1712 flyttede enkemanden ind hos
sine to svigerinder på Vrejlev Kloster. Han testamenterede al sin ejendom til
Ingeborg Juel, som således i 1720 blev ejer af Rønnovsholm.
Ingeborg Juel døde i 1728, hvorefter både Vrejlev Kloster og
Rønnovsholm blev arvet af hendes niece, Hedevig Vind, der med sit ægteskab i
1734 bragte den til Johan Ludvig Holstein-Ledreborg. Han solgte den i 1742 til
CL. E. Ermandinger, der var Rønnovsholms ejer frem til sin død i 1755.
Chr. Carl Gabel var gift med en af Ermandingers mange
efterkommere og blev eneejer ved at udkøbe de øvrige arvinger. Han solgte i
1774 både Rønnovsholm og Vrejlev Kloster, men ikke til samme køber.
Rønnovsholm blev erhvervet af Ditlev Henrik Illum, der
allerede i 1777 solgte gården til Erik Wilsbech, som i 1801 solgte den videre
til Jeppe Bartholin Sommer. Han ejede imidlertid kun gården til 1804, hvor den
blev købt af Thomas Wissing, som var steget fra meget beskedne kår til at blive
borgmester i Viborg. Rønnovsholm videresolgte han efter kun to år til Adam
Ludvig Moltke.
Adam Ludvig Molkte døde i 1810, hvorefter Rønnovsholm på
auktion blev erhvervet af Chr. Lychegaard. I 1823 blev gården igen solgt på
auktion, denne gang til Peder Zeuthen Bruun. Han solgte fæstegårdene til
bøndernes selv og afstod herefter selve hovedgården til Peter Lassen.
Peter Lassen overdrog i 1855 gården til Sophie Elisabeth
Zahrtmann, der ejede den frem til sin død i 1858. I 1861 overgik den til hendes
datter, Elisabeth Zahrtmann, der i 1870 solgte den til Koch, I. Færch og Fr.
Behrens, hvoraf sidstnævnte i 1872 blev eneejer.
Rønnovsholm arvedes i 1888 af Behrens's søn, Fr. E. A.
Behrens, der ejede den frem til sin død i 1902, hvorefter hans enke, Augusta
Behrens, overtog den og begyndte at udstykke jorden. Gården var herefter
karakteriseret ved nogle hurtige ejerskift, indtil Chr. Konnerup i 1915 købte
den.
Chr. Konnerup ejede Rønnovsholm frem til 1941, hvor gården
blev købt af Aage Foss-Petersen, der igen i 1952 videresolgte den til Niels
Aage Christensen. Han afhændede allerede to år senere gården til Valdemar
Petersen, som året efter solgte den til Holger Kirketerp Nielsen.
Ejerrække
( -1575) Jens Bille
(1575-1592) Karen Rønnov
(1592-1594) Boet efter Karen Rønnow
(1594-1600) Erik Bille
(1600-1605) Mette Banner, gift 1) Bille, 2) Kaas
(1605-1620) Jørgen Kaas
(1620-1642) Niels Lange
(1642-1657) Christen Nielsen Lange
(1657-1668) Niels Christensen Lange
(1668-1675) Dorte Daa, gift Krabbe
(1675-1676) Peder Juel
(1676-1697) Helvig Krabbe, gift Juel
(1697-1702)
Ide Dorothea Juel
(1697-1702)
Elisabeth Juel
(1697-1702)
Sofie Kirstine Juel
(1697-1702) Ingeborg Juel
(1697-1702) Catharina Marie Juel, gift Møsting
(1702-1720) Chr. Georg v. Møsting
(1720-1728) Ingeborg Juel
(1728-1734) Hedevig Vind
(1734-1742) Johan Ludvig Holstein-Ledreborg
(1742-1755) Cl.E. Ermandinger
(1755- )
Arvinger efter Cl.E. Ermandinger
( -1774) Chr. Carl Gabel
(1774-1777) Ditlev Henrik Ilum
(1777-1801)
Erik Wilsbech
(1801-1804)
Jeppe Bartholin Sommer
(1804-1806)
Thomas Wissing
(1806-1810)
Adam Ludvig Moltke
(1810-1823)
Chr. Lychegaard
(1823-1832)
Peder Zeuthen Bruun
(1832-1855)
Peter Lassen
(1855-1858)
Sophie Elisabeth Donner, gift Zahrtmann
(1858-1861)
Boet efter Sophie Elisabeth Donner, gift Zahrtmann
(1861-1870) Joachim de Roberedo
(1870-1872) Konsortium
(1872-1888) Fr. Behrens
(1888-1902) Fr. E. A. Behrens
(1902- ) Augusta Behrens
( -1911) Søren Jensen
(1911-1915) Chr. Johansen
(1915-1941) Chr. Konnerup
(1941-1952)
A. Foss-Petersen
(1952-1954)
N. Aa. Christensen
(1954-1955) V. Petersen
(1955-1975) Holger Kirketerp
(1975-2008) Aksel Kirketerp
(2008- ) Holger Kirketerp