● Region Midtjylland - Ringkøbing-Skjern Kommune
● Adresse: Bundsbækvej 2, 6900 Skjern
● Ejer: Dejbjerg Menighedsråd
● Præstegård
● ha: Gårdens jordtilliggende er frasolgt
● Hovedbygningen er opført 1850
Dejbjerglund, matr.-nr. 1 a, er en gammel hovedgård og vel
nok den bygning i sognet, hvis historie næst efter kirken kan føres længst
tilbage. Igennem mange generationer i sin tidlige ejerhistorie var Dejbjerglund
ejet af adelsslægten Skram.
Gården Margrethelund blev oprettet som en udstykning 1821,
men atter lagt under Dejbjerglund i 1841.
Den nuværende hovedbygning er opført ca. 1850. Siden 1922
har Dejbjerglund fungeret som præstegård.
Hovedbygning
Henrik Lange, der ejede Dejbjerglund i 1600-tallet, opførte
en firlænget hovedbygning omgivet af voldgrave. Der kan fortsat anes rester af
disse voldgrave.
Omkring 1850 opførte Vilhelm Dresler den nuværende
hovedbygning på Dejbjerglund. Bygningen blev opført i rød grundmur i et
stokværk over en høj kælder. Gavlene fremstår valmede og taget er belagt med
tegl. På midteraksen på gårdsiden findes en stor gavlkvist i tre fag.
Hovedbygningen på Dejbjerglund er placeret et stykke øst for
Dejbjerg kirke og har siden 1922 fungeret som præstebolig. På flere sider er
bygningen omgivet af have og skov, mens der mod vest findes en stor, åben
gårdsplads. På gårdsiden fremstår hovedbygningen meget symmetrisk.
Hovedbygningen er ikke fredet.
Andre bygninger
I 1920 nedbrændte Dejbjergs bygninger undtagen
hovedbygningen.
Omgivelser
Hovedbygningen på Dejbjerglund er omgivet af både have og
skov. Nordvest for Dejbjerglund opførtes 1920 en ny gård på en udstykket
parcel. Et stykke øst for hovedbygningen findes Dejbjerg kirke og
kirkegård.
Der kan fortsat ses spor af de grave, der tidligere har
omgivet hovedbygningen på Dejbjerglund.
Historie
I 1500-tallet og første halvdel af 1600-tallet var
herregården Dejbjerglund ejet af adelsslægten Skram. Slægtens sidste ejer var
Ellen Skram, der ved ægteskab bragte Dejbjerglund til sin mand Henrik Lange,
der også ejede Oldager. I Henrik Langes tid som ejer af Dejbjerglund lagde han
Oldagers jorder under Dejbjerglund. Efter Henrik Langes død i 1650 kom gården
til hans søn Christen Lange, hvis enke Sophie Rostrup i 1694 solgte
Dejbjerglund til Georg von Raben. Handlen må imidlertid være blevet ophævet,
for ved en auktion i 1697 solgte Sophie Rostrup gården med gods til Jørgen
Grubbe Kaas.
Jørgen Grubbe Kaas' søn, Hans Kaas, afløste sin far som ejer
af Dejbjerglund. Det meste af 1700-tallet var en stabil periode for
Dejbjerglund, men som på mange andre herregårde i Vestjylland opløstes
herregården i tiden omkring år 1800. Landboreformerne i slutningen af
1700-trallet havde gjort det muligt at frasælge fæstegårde, så bønderne kom til
at eje deres egne gårde. Derved kunne heller ikke herregårdens store marker -
hovedgården - opretholdes, idet den blev dyrket ved hjælp af fæstebøndernes
afgiftsarbejde, hoveriet. En nærliggende løsning var at udstykke herregårdens
jorder i mindre lodder, der kunne lægges under bondegårdene eller oprettes som
nye gårde. Tiden blev kendt for sine 'godsslagtere' - spekulanter som opkøbte
herregårde og udstykkede dem - og mellem 1780 og 1820 udstykkedes hovedparten
af Vestjyllands herregårde på denne måde.
I 1791 kom Peter Christian Petersen i besiddelse af
Dejbjerglund. Han frasolgte fæstegårdene og udstykkede Dejbjerglund -
hovedparcellen solgte han allerede samme år tilbage til den tidligere ejer
Laurs Ramsing. Ved Laurs Ramsings død i 1812 solgte arvingerne Dejbjerglund til
Jens Christensen, der i 1821 fik tilladelse til at foretage en yderligere
udstykning af gården.
Tiderne var imidlertid generelt svære for landbruget, og
selv om Jens Christensen nåede at gennemføre udstykningen, måtte han sætte
gården på tvangsauktion. Dejbjerglund blev købt af J. Christian Ramsing, mens
den anden hovedparcel Margrethelund, blev solgt til Chr. A. Kaysen.
De to gårde blev dog atter forenet i 1841, da Vilhelm
Dresler købte begge ejendomme. Vilhelm Dresler var en dygtig landmand, og i sin
tid som ejer lykkedes det ham at drive Dejbjerglund stærkt frem, men herefter
fulgte atter en periode med hyppige ejerskift og yderligere udstykninger
omkring år 1900.
I 1920 nedbrændte gården undtagen hovedbygningen, som
herefter blev købt af sognets menighedsråd, der efterfølgende restaurerede og
indrettede hovedbygningen til præstebolig.
Gårdens jordtilliggende blev frasolgt.
Ejere af Dejbjerglund
( - )
Ove Skram
(1532-
) Christiern
Skram
(1537- )
Anne Juel, gift Skram
(1550-1565) Hartvig Skram
(1565- )
Jacob Skram
(1565- )
Jørgen Skram
( -1618)
Anders Skram
(1618-1650) Henrik Lange
(1650-1677) Christen
Lange
(1677-1694) Sophie
Rostrup, gift Lange
(1694- )
Georg von Raben
( -1697)
Sophie Rostrup, gift Lange
(1697-1711) Jørgen Grubbe
Kaas
(1711-1724) Hans Kaas
(1724-1768) Christian
Krarup
(1768-1791) Laurs Ramsing
(1791-1791) Peter Christian Petersen
(1791-1812) Laurs Ramsing
(1812-1821)
Jens Christensen
(1821-1822)
J. Christian Ramsing
(1822-1837)
Jens Nielsen Norup
(1837- )
Hans Christensen
( -1841)
Wedel
(1841-1882)
Vilhelm Dresler
(1882-1887)
Th. Brun
(1887-1900)
A.J. Buchwald
(1900-1902)
Vest- og sønderjydsk Kreditforening
(1902-1906)
N.C. Nielsen
(1906-1912)
K.C. Nielsen
(1912-1913)
Christian I. Aggerbech
(1913-1914)
Lorentz Petersen
(1914-1915)
Aage Petersen
(1914-1915)
E. Møller
(1915-1920)
P.L. Birkkjær
(1920-1920) Lauritz Petersen
(1920-1922)
N. Hansen Møller
(1922-20xx)
Dejbjerg Menighedsråd
Udvidet historie
Omkring år 1500 ejedes gården af den adelige slægt Skram.
Den første af slægten var Ove Skram til Hammergaard; derefter fulgte sønnen
Christiern Skram til 1532 og hans enke fru Anne Juel til 1537. Gården kom derpå
til sønnen Hartvig Skram, som døde Ca. 1565, hvorpå den overtoges af hans søn
Anders Skram. (Hans og hans hustru Mettes navne står sammen med årstallet 1614
på endestykkerne af de gamle herskabsstole i kirken). Anders Skram døde i 1628.
Hans datter Ellen bragte i 1638 Dejbjerglund på 40 td.
hartkorn til sin mand Henrik Lange, som opførte en 4-længet bygning, omgivet af
grave, af hvilke der endnu ses rester. Der siges, at han nedbrød sin anden
gård, Oldager, og lagde dens jorder ind under Dejbjerglund. Han døde 1650, og efter
ham fulgte sønnen Christen Lange, som døde 1677.
Christen Langes enke, Sophie Rostrup, solgte i 1694 ved
købekontrakt Dejbjerglund med 200 td. hartkorn gods for 6500 Rd. til
oberstløjtnant Georg v. Raben; men handelen må være gået over styr, for 1697
solgte hun ved auktion Dejbjerglund med gods (56 og 205 td. hartkorn) til
Jørgen Grubbe Kaas til Rydbjerg.
Dennes søn kommandør Hans Kaas skødede 1724 gården (56 og
213 td. hartk.) til forpagter på Søvig Chr. Krarup, som er født 1699 som søn af
Hans Thomassen Tange til Vormarkgaard og Inger Hansdatter Krarup. Det synes at
fremgå, at Chr. Krarup, der af nulevende bærere af navnet betragtes som en
slags stamfader, har fået dette slægtsnavn fra sin moders efternavn.
Han var gift med Constance Bingom, født 1707, datter af
Niels Bingom til Viumgaard og Maren Thuresdatter. Hun døde 1766, Chr. Krarup
døde i 1769. Deres gravsted findes endnu på kirkegården her, og et epitafium i kirken
fortæller om deres stamtavle.
Krarup solgte i 1768 til Laurits Ramsing. Om denne og
slægten i øvrigt fortæller en efterkommer V. Halskou Larsen, Søllerød:
Lauritz Chr. Ramsing er født i 1731 i St. Ramsing i Salling,
hvor familien har levet i mange slægtled under navnene Peder Berthelsen og
Bertel Pedersen. Han begravedes i Dejbjerg d. 2.4. 1812.
Det hedder i gamle papirer, at Chr. Krarup tilskødede
Ramsing Dejbjerg lund med St. Oldager i Skjern sogn med afbyggere, gods samt
mølleskyld, i alt 279 td. hartkorn. Ramsing var gift med Johanne Marie Møller,
født i Valsted — begravet i Dejbjerg d. 7.7. 1807.
Af deres børneflok nævner jeg kun følgende:
1) Karen Glerup Ramsing, f. 9.5. 1784, gift 4.11. 1815 med
Chr. Aug. Kaysen, en holstener, der var forpagter på Matrup. Hun døde og
begravedes i Dejbjerg d. 19.7. 1818. Datter: Karen Jensine Kaysen, f. 1817.
2) Marie Margrethe Ramsing, f. 8.5. 1791, gift med
forannævnte Chr. Aug. Kaysen, der havde fået en gård under Dejbjerglund, kaldet
efter hustruen: Margrethenlund. Datter: Johanne Marie Kaysen, f. 24.6. 1820. (Begge
disse døtre var helt eller delvis opdraget hos mosteren mad. Halskou på
Skiernbrogaard).
3) Johanne Laurentia Ramsing, f. 3.3. 1781, gift den 22.11.
1806 med Peder Halskou, mine oldeforældre, se nedenfor.
Peder Halskou, hvis herkomst desværre er uvis, var Ca. 50 år
og havde i 25 år været forvalter eller godsforvalter hos Lütichau på Tjele, i
hvis yngste datter han skal have været forelsket, da han i 1805 foretrak at
søge til andre græsgange, idet han den 10.9. 1805 købte Skjernbrogaard. Han kom
ridende hertil på en hest som Lütichau havde foræret ham sammen med andre
gaver. Han blev hurtigt gode venner med den tidligere ejer af Skjernbrogaard,
en forligskommissær Petersen, der byggede nabogården "Petersminde",
og de to blev gennem alle år meget gode venner.
Skjernbrogaard havde Ca. 7 td. hartkorn, med tilhørende
rettigheder over 4 broer og færgesteder over Skjern å. Disse brorettigheder har
haft betydelig værdi, idet hver person og hvert kreatur, der kom over åen,
måtte betale bropenge.
Da Halskou blev gift med Johanne Laurentsa Ramsing, der
benævntes som Vestjyllands rigeste pige, og yderligere i 1806 fik
kroprivilegium og postholderi, må det have været en værdifuld ejendom.
Af Halskous tre døtre døde den ene ung en balnat på
Skjernbrogaard. En anden levede ugift; den tredie, Petrea Bartholine, blev i
1833, da mad. Halskou var blevet enke, gift med Casper Georg Stilling. Han
forødte i løbet af en kortere årrække hele formuen og endte fattig i Lemvig.
Hans ene datter, Johanne, blev gift med sagfører kaptajn Ludvig Hector Kiær. En
anden datter
blev min moder, så fru Johanne Kiær var min moster”.
Her slutter uddraget af V. Halskou Larsens omtale af
familien Ramsing.
I 1791 skødede Ramsing Dejbjerglund for 31.000 Rd. til
landvæsenskommissær, kammerråd Peder Chr. Pedersen, der udparcellerede den,
frasolgte det meste gods og samme år skødede hovedparcellen for 11.630 Rd. til
tidligere ejer Ramsing.
Ved folketællingen 1801 talte gården følgende:
Laurids Ramsing 70 Aar Husbond, Proprietær
Johanne Møller 56 Aar hans Kone
Inger Helene Ramsing 28 Aar deres Datter
Ellen Katrine Ramsing 27 Aar deres Datter
Marie Margrethe Ramsing 10 Aar deres Datter
Kirsten Mortensdatter 19 Aar Stuepige
Maren Pedersdatter 40 Aar Køkkenpige
Barbara Christensdatter 24 Aar, Bryggerspige
Jens Jensen 68 Aar Ladefoged, gift
Gravers Christensen 49 Aar Avlskarl
(Jacop) Henrik Madsen 27 Aar Kusk
Morten Andersen 21 Aar Røgter
Anders Andersen 15 Aar Røgter
Ramsings havde mange børn, 14 i alt. En af sønnerne, Niels
Severin, studerede til præst. Han hentæredes imidlertid af svindsot, nåede dog
at få embedseksamen og søgte kald som sognepræst. Han nåede at få kaldsbrev, men
døde samme aften — nytårsaften 1799 og blev begravet 6. januar 1800.
En anden søn, Bertel Johannes, læste også til præst, men han
døde den 22. december 1805 som kandidat i sit hjem og stod lig til den 6.
januar 1806, da hans moder ville, at han skulle begraves samme dag som
broderen. Hun tog sig Bertels død meget nær, skrantede stadig siden og døde
året efter.
En datter, Marie Cecillie, ejede en gård i Gl. Dejbjerg. Hun
ægtede en aldrende karl fra Lønborg, der hed Peder Pedersen, i daglig tale
kaldet "Persille". Senere solgte de gården til degnen Aaby, men blev
som aftægtsfolk i gården, til de døde. En anden datter Inger Helene blev gift
med Jens Christensen fra ørnhoved i Tjørring sogn; de overtog efter Ramsings
død i 1812 Dejbjerglund for 23.500 Rd.
Ramsings navn findes i en gammel protokol for
sognekommissionen for de fattiges forplejning i Dejbjerg-Hanning. Denne
kommission afholdt møde den 10. december 1803 i Dejbjerg præstegård, og blandt
de tilstede værende nævnes "største Lodsejer Ramsing af Dejbjerglund".
I Hardsyssels Aarbog 1945 læses: "I Følge
Hoverireglementerne efter Hovenkomm. af 1795: Dejbjerglund havde ca. 56 Tdr.
Hartkorn, Sædeland 180 Tdr., inddelt i 14 Marker, hvoraf aanlig 6 Marker
tilsaaedes, Høavlen ca. 500 Læs. Bøndergodset 206 Tdr. Hartkorn, hvorpaa 44
Bønder og 12 Husmænd, 39 Gaardmænd og 7 Husmænd gjorde Hoven. Hoveriet opgives
ikke til ugentlige Dage, men der bruges Betegnelser 1/3 Gaards Hoven, 1/2 Gaards
Hoven, ¼ Gaards Hoven. Ejeren var tidligere Forvalter Laurits Ramsing".
Jens Christensen og Inger Helene kunne ikke få det til at gå
rundt, og 1821 blev gården stillet til tvangsauktion. Senere blev de separeret,
og Inger Helene levede sine sidste år en kummerlig tilværelse i et lille hus på
Uglbjerg mark. Af og til ytrede hun trods de trange kår: "Gud være lovet
for mit lille hus".
Ved den nævnte tvangsauktion blev hovedparcellen nr. 1 solgt til
sognepræst J. Chr. Ramsing (død 1852), der 1822 solgte den til Jens Nielsen
Norup. Ved tællingen i 1834 står han som ejer af Dejbjerglund. Foruden ham findes
da kun hans kone og fire tjenestefolk på gården.
I 1845 ejedes den af Vilhelm Dresler, der ca. 1850 nedbrød
resterne af den gamle gård og købte Margrethelund, hvis bygninger han nedrev og
lagde jorderne sammen med Dejbjerglunds, som derved blev på 19 td. hartkorn.
Dresler var en dygtig landmand, som drev gården stærkt frem.
Ved tællingen i 1860 så husstanden således ud:
Wilhelm Dresler 49 Aar Proprietær, Husfader
Ane Dresler, f. Christensen 45 Aar hans Kone
Deres børn:
Frederik Christian Dresler 13 Aar
Johanne Marie Dresler 11 Aar
Peder Dresler 10 Aar
Johannes Ludvig Dresler 6 Aar
Ane Wilhelmine Dresler 5 Aar
Jeppe Pertorius Michael Dresler 3 Aar
Husmænd og daglejere:
Peder Jeppesen Flak 40 Aar
Jeppe Christensen 48 Aar
Eskild Christensen 34 Aar
Martin Andersen 44 Aar
Tjenestefolk:
Christen Jørgensen 38 Aar
Niels Clausen 22 Aar
Carl Danielsen 21 Aar i
Iver Jacobsen 19 Aar
Jens Pedersen 17 Aar
Jens Peder Jacobsen 15 Aar
Johanne Marie Hansen 31 Aar
Sidsel Nielsen 24 Aar
Ane Madsen 38 Aar
Almisselem (indtinget)
Karen Marie Andersdatter 40 Aar
Dresler solgte gården i 1882 for 112.000 kr. til Th. Bruun
fra Vendsyssel, der i 1887 solgte den for 72.000 til A. J. Buchvald, fra hvem
den 1900 overtoges af Den vest- og sønderjyske Kreditforening. Foreningen solgte
den i 1902 for 47.000 kr. til N. Chr. Nielsen, som udstykkede og bortsolgte en
del af marken samt en del eng og skov.
I 1905 solgte han gården til K.C. Nielsen Møldrup, og denne
overdrog den i 1911 til svigersønnen Chr. J. Aggerbech. 1913 ejedes
Dejbjerglund af Lorentz Pedersen, 1914 af Aage Petersen og E. Møller, 1915 af
P. L. Birkkjær og 1920 af Laurids Petersen, der samme år solgte den til N. H.
Møller
I 1921 brændte gården undtagen den i 1850 af Dresler opførte
hovedbygning.
Denne købtes derefter i 1922 for 30.000 kr. af menigheden,
der lod den restaurere og indrette til præstebolig.
Vi er nu ved indkørslen til det gamle Dejbjerglund — den
nuværende præstegård. Dersom et sådant sted kunne fortælle om, hvad og hvem der
i tidernes løb er færdedes her igennem, da ville vi nok blive her længere, end vi
gør det i dag. Men selv om vi tidligere har været på besøg her og i præstegården
i stationsbyen og ikke nu skal indenfor, så må vi dog følge med i fædrenes spor
gennem indkørslen og standse et øjeblik på gårdspladsen.
Her tiltrækker indgangsdøren sig vor opmærksomhed — ikke
herregårdens, men præstegårdens indgangsdør ... Her er han kommet ind, den lykkelige
fader, for at melde at et nyt liv har holdt sit indtog i hjemmet
Her er de kommet ind, de to mænd, for at bede om at der
måtte blive lyst til ægteskab for deres søn og latter Her er han kommet ind med
bøjet ryg og furet ansigt, manden, for at melde at døden var brudt ind hos ham og
havde tagets hjemmets dyreste eje Og her kom endelig han med tøvende skridt —
som bærende en tung byrde — mon han derinde, den højestes tjener, kunne og
ville hjælpe ham? Vi kommer til at tænke på ham, Nikodemus. Der gik en time, og
manden kom ud igen — var fodskiftet mere frit? — søgte blikket højere opad?
Måske havde tjeneren derinde i en time ved samtale og bøn ydet mere værdifuld
tjeneste end i en tilsvarende tid på prædikestolen.
Det er som lyder i os Ingemanns ord:
Tider
skal komme,
tider
skal henrulle,
slægt
skal følge slægters gang;
aldrig
forstummer
tonen
fra Himlen
i
sjælens glade pilgrimssang.
Og så går vi alligevel ind. Vi må hilse på Hans Pedersen,
bedre kendt som ,,Dejbjergpræsten”, og præstefruen, Birthe von Buchwald. I 40
år har pastor Pedersen haft tjeneste i Dejbjerg. I et sogn sker der ikke så
lidt i et sådant spand af år. Tænker vi på dem, der ved den tids begyndelse
levede i Vesterager, Rabjerg, Leding, Vognbjerg, Gi. Dejbjerg o. s. v., da vil
vi se, at kun enkelte af dem endnu lever på samme sted. Pastor Pedersen har set
den ældre slægt forsvinde; mange er de sygesenge, han har stået ved; mange er
de grave, han har udtalt forjættelsens ord over ,,den, som tror på mig, om han end
er død, skal han dog leve”; mange har han konfirmeret, mange ægteskaber har han
nedbedt velsignelse over, og han har døbt alle under 40 år. Vi må vel sige, om
sognets liv og pastor Pedersens virke, at de to kan ikke skilles ad. Børn: Mary
Agnete, Hans Erland og Birthe (Sys).
Pastor Hans Pedersen boede her til 1967.
Til pastor Pedersens begravelse i 1998
deltog en stor del (ca. 40 personer) af alle dem som han havde døbt,
konfirmeret og viet. Dette skal ses i lyset af at det var 30 år efter han var
stoppet som præst i Dejbjerg.
Fra 1967 til 1977 var Else og Johannes
Larsen her . De havde børnene: Niels, Inger og Jørgen. Præstegården var ubeboet
indtil 1982, da vi ingen sognepræst havde i den tid.
I 1982 fik vi igen en præst Jørgen Pedersen
gift med Lona. Børn: Kirsten Engholt Rohde Pedersen og Karen Engholt Rohde
Pedersen.
***
Grundlovsfester
i Dejbjerg.
I årene fra 1920 til midt i 60erne blev
der holdt grundlovsfester i Dejbjerg.
Ideen til grundlovsfesterne op stod i Blå
Kors foreningen, der var blevet en lokal forening i Dejbjerg i 1909. Man ville
gerne holde en fest for unge mennesker, hvor der ikke kunne drikkes spiritus.
Skeptikerne sagde, at så kom der kun gamle mænd og store drenge. Initiativtagerne
lod sig ikke slå
ud, og de arbejdede videre med sagen.
Ikke så langt fra Jens Stensigs gård i Gl. Dejbjerg var der en bakkeskråning
med lidt lav bevoksning, det fandt man velegnet som mødeplads. Jens Stensig
ville godt stille pladsen til rådighed. Han fik hvert år en endagsbevilling så
han kunne sætte et telt op, og servere kaffe og sodavand til festdeltagerne,
hvis de ønskede det. Der var gerne to talere. Den ene var tit en
højskoleforstander, den anden en folketingsmand. Festerne blev en stor succes,
der hvert år samlede flere hundreder mennesker.
Efter nogle år afhændede Jens Stensig
gården til sin søn Peder. Han ønskede ikke overtage grundlovsmøderne, så de
blev flyttet til området ved præstegårdssøen. Man kan måske undre sig over, at
der blev ved med at komme mange mennesker. Jeg tror der var flere årsager, en
af dem var nok, at man fra begyndelsen havde skaffet talere folk gerne ville
høre, en anden var at unge mennesker havde fri den eftermiddag, og så skulle
man naturligvis hjemmefra og så var Dejbjerg blevet stedet, hvor man kunne møde
andre unge mennesker. Folk kom fra steder, der lå 30-40 km. fra Dejbjerg, og
langt de fleste kom cyklende. I slutningen af krigen var der mange, hvis
cykelgummi var så nedslidt, at man godt kunne risikere at skulle gå hjem, man
kunne godt udsætte sig for store anstrengelser for at komme af sted.
Da festerne blev flyttet til området
omkring præstegården, havde Dejbjergs to købmænd boder der , så de kunne sælge
is og sodavand. Den ene af købmand Jørgensens boder, var overladt til Rikard Astrup
i kirkebyen, som solgte hjemmelavet smørrebrød. Jeg husker, vi var en del, som
fandt det ret dyrt. Vi havde lært os, at tage en madpakke med hjemmefra. Man
kunne få sin cykel gemt i kirkestalden for små penge. En der boede
overfor præstegården forsøgte at bruge sit tørvehus til samme formål, men
der var småt med plads, så hvis ikke cyklerne blev hentet i den rækkefølge, de
var kommet ind, kunne der blive et problem. Kirkegårdsdiget og træerne langs
vejen var også optaget af cykler. Det var i det hele taget Dejbjergs dag.
Efter at møderne var flyttet til
præstegården var der taler ved søen om eftermiddagen og i kirken om aftenen.
Selvom kirken var fyldt som en juleaften, kunne den ikke rumme alle. Nogle
fordrev så tiden med at lege sanglege, til det var tid at tage hjem. Der blev
også leget sanglege imellem møderne. Der var rig mulighed til frit samvær, så
det er ikke mærkeligt, at mange mindes grundlovsfester med glæde.
Først i 60erne faldt grundlovsdag og
pinsedag samme dag, og da var der over 2000 mennesker. Det var flere end
området kunne bære. K.F.U.M. og K. i Skjernkredsen, som på den tid stod bag
arrangementet indså at tiden var inde til, at få grundlovsfesten flyttet.
Præsten forsøgte med en lokal fest, men
tilslutningen ebbede efterhånden ud.