Logo

Demstrup

Print denne opskrift (Ctrl + P)
Kamera Print med billeder
Print uden billeder

Demstrup

,

● Region Midtjylland - Randers Kommune

● Adresse: Demstrupvej 42A, 8970 Havndal. 86 47 30 71. www.demstrup-hovedgaard.dk/

● Ejer: Demstrup Hovedgaard A/S Kirsten Harbo, kirstenh@mail.dk

● Ikke offentlig

● 487.5 ha  ha landbrugsdrift/skovbrug

● Hovedfløjen ombygget i grundmur 1865

 

Demstrup kendes tilbage til 1404, hvor den blev ejet af Erik Nielsen Gyldenstierne, der var en betydningsfuld adelsmand under Erik af Pommern (1396-1459) og Christoffer af Bayern (1440-1448).

Demstrup tilhørte en kort overgang Frederik Christian lensgreve Danneskjold-Samsøe, Christian V's (1670-1699) oldebarn, der allerede som tiårig modtog godset i gave fra Christian VI (1730-1746).

 


 

Demstrup

 

Hovedbygning:

I 1625 var der på gården en trefløjet hovedbygning, som dog ikke var fast beboet af herskabet. Det er usikkert, hvornår den var blevet opført, men samtidige kilder beskrev den som værende både tarvelig og forfalden, så den har næppe været af nyere dato.

I 1742 overtog Hans Eilersen Steenfeldt Demstrup, og han opførte kort efter en ny trelænget hovedbygning i bindingsværk. Den nuværende hovedbygning er imidlertid opført 1865 af Alfred Hage og består af en hovedfløj i én etage og to lavere vinkelfløje i røde mursten.

Demstrup

Demstrup


Alle gavle har kamtakker og midt på hovedfløjen er opført en gennemgående frontspids, der mod gården flankeres af to mindre frontspidser uden kamtakker. Foran gårdsidens frontspids er der i 1902 opført et ottekantet trappetårn, der fungerer som entre. Hovedbygningen er ikke fredet.

 

Andre bygninger:

Store dele af det nuværende avlsanlæg er opført omkring 1900. Det trefløjede anlæg er placeret vest for hovedbygningen. I avlsbygningens midterste fløj - en stor, meget bred lade - fører en port smykket med takkede gavle til hovedbygningen.

Avlsanlægget er udbygget omkring 2000. Anlægget er ikke fredet.  

 

Demstrup

Omgivelser

Der findes endnu spor af gamle lindealléer og kampestensdiger, der har omgivet markerne.

Demstrup har en klassisk middelalderplacering: I læ for vestenvind er gården placeret strategisk tæt på såvel agerjord som engdrag.  

 

Historie

Gården tilhørte slægten Gyldenstierne fra 1404, hvor den første gang blev nævnt, til 1516, hvor den blev solgt til rigsrådsmedlemmet Peder Lykke til Hverringe. Peder Lykke var en af Christian II's (1481-1559) mest indædte modstandere, og han kæmpede derfor i Grevens Fejde, hvor han blev taget til fange af Skipper Clement.


Ved Peder Lykkes død i 1535 overtog hans enke, Kirsten Høg Banner, Demstrup, som efter hendes død blev delt mellem ægteparrets fire børn. Datteren, Anne Lykke, var gift med Anders Bille til Søholm og ægteparret søgte at samle gården på egne hænder. Deres indsats lykkedes stort set, og størstedelen af godset Demstrup overgik til rigsadmiral Peder Munk ved Anne Lykkes død.  

 

I 1625 solgte Munks enke, Sophie Brahe, Demstrup til Gert Rantzau, der var statholder i hertugdømmerne og en af Christian IV's (1577-1648) mest betroede mænd. Demstrup forblev i slægten Rantzaus eje i mere end 100 år, men udgjorde blot en brøkdel af slægtens samlede besiddelser.

 

I 1663 arvede Ditlev Rantzau Demstrup, og han oprettede i 1674 grevskabet Løvenholm, der omfattede Demstrup, Gjesingholm (det nuværende Løvenholm), Sødringholm, såvel som Eskjær og Skovgaard ved Kolding. Grevskabet bestod imidlertid blot frem til 1726. Ditlev Rantzaus ældste søn blev skudt under en jagt i 1721, og den yngre søn blev i 1726 dømt for mordet, hvorefter grevskabet hjemfaldt til kronen.

 

I 1732 genoprettede Christian VI (1699-1746) grevskabet og skænkede det til den 10-årige Frederik Christian Danneskjold-Samsøe, der var oldebarn af Christian V (1646-1699). Frederik Christian Danneskjold-Samsøe havde, trods store jordbesiddelser, en noget betrængt privatøkonomi, og i 1742 fik han derfor tilladelse til at nedlægge grevskabet Løvenholm og sælge såvel hovedgårde som bøndergods.

 

Demstrup blev sammen med den nærliggende herregård Sødringholm solgt til kancelliråd Hans Ejlersen Steenfeldt, og efter at have tilhørt medlemmer af den absolutte højadel, overgik Demstrup dermed til borgerlige og hyppigt skiftende hænder. Mellem 1775, hvor Steenfeldt døde, og 1876 havde gården således ikke mindre end 14 forskellige ejere. 

 

Blandt de mest bemærkelsesværdige af Demstrups mange ejere i det 19. århundrede var den nationalliberale storkøbmand og godsejer Alfred Hage, der ejede gården fra 1862-1872 og gav den sit nuværende udtryk.

 

Efter Hages død fulgte endnu en periode med skiftende, borgerlige ejere. Gården blev i 2013 ejet af Kirsten Harbo, hvis far købte gården i midten af 1900-tallet. 

 

Ejere af Demstrup

(1400-1409)     Henrik Knudsen Gyldenstierne

(1409-1463)     Erik Nielsen Gyldenstierne

(1463-1477)     Erik Eriksen Gyldenstierne

(1477-1516)     Abraham Eriksen Gyldenstierne

(1516-1535)     Peder Lykke

(1535-1542)     Kirsten Høg Banner, gift Lykke

(1542-1575)     Anne Lykke, gift med 1) Anders Bille, 2) Otte Krumpen

(1575-1623)     Peder Munk

(1623-1625)     Sophie Brahe

(1625-1627)     Gert Rantzau

(1627-1663)     Christian Rantzau

(1663-1697)     Ditlev Rantzau 

(1697-1721)     Christian Ditlev Rantzau 

(1721-1726)     Wilhelm Adolph Rantzau 

(1726-1732)     Kronen

(1732-1742)     Frederik Christian Danneskiold-Samsøe

(1742-1775)     Hans Ejlersen Steenfeldt

(1775-1790)     Matthias Poulsen Secher

(1790-1803)     Niels Bach

(1803-1805)     Ole Esmarch

(1805-1810)     Anders M. Berg

(1810-1826)     J.M. Berg

(1826-1830)     Stiftsøvrigheden i Aarhus Amt

(1830-1839)     R.S. Berg

(1839-1850)     G.J.W. Borup

(1850-       )     Bertelsen

(1850-1856)     C.L. Johansen

(1856-1960)     I.M. Wildau

(1860-1962)     C.L. Johansen

(1862-1872)     P.A.A. Hage

(1872-1876)     Vilhelmine Faber, gift Hage

(1876-       )     E. Olsen

(       -1900)     S. Olsen

(1900-       )     De Spanjerske Legater

(       -1924)     A. Hovgaard

(1924-1924)     J.L. Meulengracht

(1924-1932)     A. Hovgaard

(1932-1947)     O. Høegh-Guldberg

(1947-       )     Per Hansen

(2012-20xx)     Kirsten Harboe 

 

 


 

Facebook
Print denne opskrift (Ctrl + P)
Kamera Print med billeder
Print uden billeder
Klik på den smiley du vil give denne side 
Brugernes vurdering 4,8 (4 stemmer)
Siden er blevet set 4.360 gange - Se og skriv kommentarer herunder.

Kommentarer og debat mellem læsere

Din e-mail bliver ikke vist på sitet.

Afstemning
Regeringen, er der nogen der skal udskiftes?
Foreslå nyt svar
Effektiv reklame - klik her