Logo

Nielstrup (Fyn)

Print denne opskrift (Ctrl + P)
Kamera Print med billeder
Print uden billeder

Nielstrup (Fyn)

  

Nielstrup er ikke en af landets mest prangende herregårde, men den har en lang og broget historie bag sig.

Det gamle Nielstrup, der blev afbrændt under Grevefejden (1534-1536), lå oprindeligt 300-400 meter øst for den nuværende gård.

Fra 1781-1920 hørte Nielstrup under baroniet Lehn, der havde hovedsæde på Hvidkilde. Gården hørte derefter under Hvidkilde Gods indtil 1972.

Den nuværende gård er opført omkring 1820 og ligner en større bondegård mere end en klassisk herregård.

 

Nielstrup (Fyn)

Nielstrupvej 25

5762 Vester Skeringe

Region Syddanmark - Fyn og øer - Svendborg kommune

Offentlig adgang: Kan ses fra vej gennem avlsgården

Ejer: Thomas greve Ahlefeldt-Laurvig-Lehn

Godsets størrelse: 142 ha

Funktion: Landbrugsdrift/skovbrug

Forbindelser: Hvidkilde


 

Hovedbygning

Det er formentlig Sophie Lunge, der har flyttet gården til dens nuværende placering. Den gård, som hun opførte, eksisterer dog heller ikke mere. Den blev revet ned i slutningen af 1700-tallet. Danske Atlas fortæller, at disse bygninger var grundmurede, og at gården var en "massiv, men uordentlig bygning". Det var en trefløjet gård med et tårn mellem den sydlige og veslige fløj, og på nordsiden var der en spærremur.

 

Det nuværende Nielstrup, der er opført omkring 1820, består af en grundmuret bygning med en forskudt tilbygning fra 1861. Huset er i én etage over en høj kælder, murene er hvidpudsede, og tagene er dækkede af røde tegl. Mod gårdsiden er midtergavlen opdelt af rustikfuger med en trekantsfronton på toppen. Tidligere var der vandgrave om gården, men de blev fyldt op med jord omkring år 1900.

Fredningsstatus 2013: Hovedbygningen er fredet.

 

Andre bygninger

Den trefløjede avlsbygning ligger på den anden side af vejen og åbner sig mod hovedbygningen. Den er opført i 1820 og 1865 i hhv. bindingsværk og mursten.

Fredningsstatus 2013: Avlsbygningerne er ikke fredede.

 

Omgivelser

Øst for Nielstrup i Dyrehaven ligger gårdens gamle skovklædte voldsted, omgivet af mose. Det er en lav, firkantet herregårdsplads, cirka 50 meter på hver led, med et indhak i det nordvestlige hjørne. Østsiden er lidt bugtet, men de andre tre sider er rimeligt retlinede.

 

Ejerhistorie

Den første kendte ejer er Niels Brock, der ejede flere gårde. Han levede i de urolige år under Christoffer II (1276-1332) og hørte til den kreds af stormænd, der i 1326 jog kongen ud af landet og senere beseglede Valdemar Atterdags (1320-1375) håndfæstning. Både sønnen og barnebarnet fortsatte traditionen som kongens mænd. Eske Brock handlede gods med kong Valdemar, og Jens Andersen Brock blev drost og lensmand på Tranekær efter at have forsvaret Bygholm ved Horsens mod holstenerne. Senere blev Jens Andersen Brock også dronning Margrethe I's (1353-1412) trofaste støtte; Han var eksempelvis med i Kalmar i 1397, hvor han beseglede unionsdokumentet.

 

De tidligste tider på Nielstrup er uklare, men i 1400-tallet kommer Kabel- og Bjørn-slægterne til gården. Elsebeth Kabel var gift tre gange med mænd, der stod kongen nær. Hun overlevede dem alle og gav store gaver til Odense Kloster, hvor hun stiftede sjælemesser for sine tre afdøde mænd. Hendes og Gert Bryskes gravsten er blandt landets flotteste. Han er fremstillet som en drabelig kriger, mens hun bøjer sig mod ham og rækker ham en blomst.

 

Hendes søn af andet ægteskab, Johan Bjørnsen Bjørn, arvede Nielstrup efter hende. Bjørn-slægten var traditionelt tilknyttet Johanniter-ordenen, og Johan Bjørnsen Bjørn skænkede også gods til Antvorskov kloster. Han var dog tilsyneladende ikke eneejer af Nielstrup. Anders Eriksen Gyldenstierne havde i hvert fald fra 1455 også en part. Da Joachim Johansen Bjørn giftede sig med Beate Gyldenstierne, blev gården atter samlet under en ejer.

 

Parrets søn solgte Nielstrup videre til Danmarks rigeste adelsmand, Poul Laxmand. Han havde dog ikke så få fjender og blev overfaldet og dræbt i København allerede få år efter. Efter sin død blev han dømt for noget, der lignede landsforræderi, og alle hans ejendomme blev inddraget - på denne måde kom Nielstrup nogle få år under Kronen. 

 

Gennem en byttehandel kom gården igen til Bjørn-slægten, men den blev dog formentlig ødelagt under Grevefejden i 1534-1536. Gården var i temmelig dårlig stand, da arvingen, Maren Bjørn, i 1547 giftede sig med Iver Lunge Dyre, der deltog i Syvårskrigen (1563-1579) og i øvrigt var meget velhavende. Han lånte af og til kongen penge og forøgede godset omkring Nielstrup.

 

Parrets to døtre, Gertrud og Sophie Lunge, arvede i fællesskab Nielstrup, men det var Sophie Lunge og hendes mand, Ditlev von Qualen, der boede her. Han skænkede en altertavle og en prædikestol til sognekirken i Ollerup.

 

Barnebarnet, Ejler Høg, blev den næste ejer. Han overtog Nielstrup i 1614, men de hårde tider op til enevældens indførelse i 1660 blev ødelæggende for ham. Allerede i 1640'erne begyndte han at pantsætte sit gods, og i 1656 kom turen til Nielstrup, som bl.a. svogeren, Niels Krabbe, fik pant i. Da Ejler Høg døde i 1660, var Niels Krabbe og borgmesteren i Svendborg, Niels Lauritsen, de to største kreditorer - arvingerne frasagde sig arv og gæld. Det lykkedes senere borgmesterens arvinger at købe Niels Krabbes arvinger ud.

 

Nielstrup gods blev herved samlet på Anne Cathrine Nielsdatter Lauritsens hænder i 1695, da hun købte sin bror ud. Omtrent samtidig giftede hun sig med den mecklenburgske officer, Jørgen Ernst von Hobe, der dermed sikrede sin fremtid på Nielstrup. Han forøgede godset meget og giftede sig i 1725 med Edel Margrethe von Løwenhielm. Da hun blev enke i 1749, giftede hun sig med Johan Lehn til Hvidkilde. På den måde blev Nielstrup gods en del af hans mange fynske besiddelser. Han var søn af en storkøbmand, men blev adlet i 1731. Hans nevø, Poul Abraham Lehn, overtog besiddelserne og oprettede 1781 baroniet Lehn.

 

Nielstrup indgik i baroniet Lehn indtil 1920, hvor baroniet ophævedes i henhold til lensafløsningens bestemmelser, og godserne overgik til fri ejendom. Nielstrup fortsatte herefter under Hvidkilde Gods indtil 1972, hvor den blev udskilt fra godset og overtaget af den yngste søn, Thomas Ahlefeldt-Laurvig-Lehn.  

 

Ejerrække

(1325-1372) Niels Brock

(1372-1372) Boet efter Niels Brock

(1372-1372) Johanne Brock, gift Jensen

(1372-1408) Jens Andersen Brock

(       -1399) Johannes Moltke

(1408-1423) Henning Kabel

(1423-1449) Jep Basse

(1449-1449) Elsebeth Kabel, gift 1) von Vitzen, 2) Bjørn, 3) Bryske

(1449-1475) Johan Bjørnsen Bjørn

(1455-1475) Anders Eriksen Gyldenstierne

(1475-1502) Joachim Joachimsen Bjørn

(1502-1502) Poul Laxmand

(1502-       ) Kronen

(       -       ) Bjørn Johansen Bjørn

(       -1534) Johan Bjørnsen Bjørn

(1534-1547) Maren Johansdatter Bjørn, gift Dyre

(1547-1587) Iver Lunge Dyre

(1587-1605) Ditlev von Qualen

(1587-1614) Eiler Bryske

(1614-1631) Otte Høeg

(1614-1631) Thomas Høeg

(1614-1660) Eiler Høeg

(1660-1663) Niels Krabbe

(1663-1682) Mette Sophie Krabbe

(1682-1684) Niels Krag

(1684-1695) Nikolaj Nielsen Lauritsen

(1684-1695) Anne Cathrine Nielsdatter Lauritsen, gift von Hobe

(1695-1749) Jørgen Ernst von Hobe

(1749-1749) Edel Margrethe von Løwenhielm, gift 1) von Hobe, 2) Lehn

(1749-1760) Johan Lehn

(1760-1804) Poul Abraham Lehn

(1804-1834) Sophie Amalie Lehn, giftRantzau

(1834-1860) Pauline Christiane Rantzau-Lehn, gift Holsten

(1860-1860) Christiane Henriette Barner-Kaas-Lehn gift Rosenørn

(1860-1892) Otto Ditlev Rosenørn-Lehn

(1892-1904) Erik Christian Hartvig Rosenørn-Lehn

(1904-1910) Anna Christiane Adelheid Rosenørn-Lehn, giftAhlefeldt-Laurvig

(1910-1950) Christian Erik Julius Ahlefeldt-Laurvig-Lehn

(1950-1981) Axel Ahlefeldt-Laurvig-Lehn

(1972-20xx) Thomas Ahlefeldt-Laurvig-Lehn

 


 

Facebook
Print denne opskrift (Ctrl + P)
Kamera Print med billeder
Print uden billeder
Klik på den smiley du vil give denne side 
Brugernes vurdering 5,0 (6 stemmer)
Siden er blevet set 4.163 gange - Se og skriv kommentarer herunder.

Kommentarer og debat mellem læsere

Din e-mail bliver ikke vist på sitet.

Afstemning
Mobiltelefoner i folkeskolen, skal det forbydes?
Foreslå nyt svar
Effektiv reklame - klik her