Logo

Sanderumgård

Print denne opskrift (Ctrl + P)
Kamera Print med billeder
Print uden billeder

Sanderumgård

 

• Region Syddanmark, Midtfyn, Odense Kommune, 10 km sydøst for Odense

• Adresse: Sanderumgårdvej 152, 5220 Odense SØ. Telefon: 65 97 24 24. sanderumgaard.dk

• Ingen offentlig adgang. Ses fra vej

• Godsejer, cand.merc. Erik Vind

• Sanderumgård Gods er på 900 ha

• Opført 1870-1872



Sanderumgård i det skovrige område sydøst for Odense udmærker sig i kraft af sin omgivende natur. De smalle gamle alleer og parken indrammer herregården opført i stilforvirringens storhedstid.

 

Sanderumgård er bygget af gode nationale røde mursten omkring 1870. Bygmesteren er arkitekten og professor ved Akademiet Hans J. Holm. Bygherren godsejerinde Anna Sophie Vind. Efter nedrivning af den gamle ret beskedne hovedbygning fra 1594 opførte arkitekt Holm den nuværende to etager høje hovedbygning med fremspringende spidsafsluttede karnapper, et stejlt skifertag med kviste og syv høje skorstene. Til hovedbygningen er føjet to lave sidelænger i grundmur og bindingsværk opført af en tømrermester fra Odense. 0stfløjens døroverligger daterer bygningen til 1881, mens en tilsvarende overligger, der utvivlsomt stammer fra en ældre bygning, oplyser året 1688 over indgangen til vestfløjen. Stilen, hvad hovedbygningen angår, kan siges at være tillempet nygotik tilsat engelsk herregårdstil. De to sidelænger er derimod meget nordiske med deres stærkt fremhævede trækonstruktioner.

 

Sanderumgårds park blev anlagt i 1790'erne. Den blev skabt af den daværende ejer, den tidligere marskal hos kronprins Fr. (6.), Johan Bülow. Parken opnåede i samtiden ry som den smukkeste have på Fyn. Eckersberg malede en række herlige »situationer« fra den romantiske landskabshave med damme, broer, monumenter og eftertænksomhedens steder. Haven blev dog allerede i 1828 omlagt med søer og skovstrækninger. Kun to af de oprindelige monumenter er bevaret: Tæt op ad den østgående allé det stråtækte, bindingsværksomsatte havehus »Sommerlyst«. Og i den tætte skov syd for hovedbygningen det særprægede »memento mori«-monument, den stråtækte eneboerhytte »Tankefuld« med gravkors og andre påmindelser om forgængeligheden.

 

Sanderumgård

Sanderumgård var i 180O-tallet berømt for sin skønne landskabshave. I dag er det meste sprunget i skov. Men stadig findes to kønne havehuse, hvor »Tankefuld« i en lysning dybt inde i den tætte skov nok er landets mest interessante havehus fra 1700-tallet. Der bør snarest gøres en indsats for at redde dette enestående memento morimonument.

 

I slutningen af 1996 er der blevet fremlagt planer for genskabelsen af den romantiske have ved Sanderumgård. Hvis projekterne realiseres, bliver den næsten 25 ha store park forhåbentlig åbnet for publikum. Det er endvidere tanken at indrette staldbygningerne til museum med særudstillingsfaciliteter.

 

Sanderumgård er en gammel hovedgård, som nævnes første gang i 1468. Gården ligger i Davinde Sogn, Åsum Herred, Odense Kommune. Hovedbygningen er opført i 1870-1872 ved arkitekt Hans J. Holm og parken er på 15 hektar.


Sanderumgård

Sanderumgård omkring 1900

 

Ejere af Sanderumgård

(1468-1490) Kjeld Pedersen

(1490-1580) Kronen

(1580) Hans Skovgaard

(1580-1581) Anders Skovgaard

(1581-1583) Karen Skovgaard / Margrethe Skovgaard

(1583-1615) Margrethe Skovgaard

(1615-1642) Slægten Skovgaard

(1642-1646) Hans Johansen Lindenov

(1646-1661) Sivert Knudsen Urne

(1661-1664) Slægten Urne

(1664-1680) Hans Sivertsen Urne / Jørgen Sivertsen Urne

(1680-1688) Hans Sivertsen Urne / Knud Sivertsen Urne

(1688-1688) Hans Sivertsen Urne

(1688-1705) Slægten Urne / Knud Sivertsen Urne

(1705-1708) Erik Skeel / Hans Due

(1708-1734) Hans Brockenhuus von Løwenhielm

(1734-1740) Slægten von Løwenhielm

(1740-1783) Mathias Leth

(1783-1792) Cathrine Hedevig Brockenhuus von Løwenhielm gift Leth

(1792-1793) Slægten Leth

(1793-1828) Johan von Bülow

(1828-1869) Christian Andreas Vind

(1869-1872) Anna Sophie Elisabeth Hoppe gift Vind

(1872-1917) Sophus Holger Gustav Vind

(1917-1950) Ove Holger Christian Vind

(1950-1974) Ivar Emil Vind

(1974-20xx) Erik Ove Carl John Emil Vind

 


 

 

Facebook
Print denne opskrift (Ctrl + P)
Kamera Print med billeder
Print uden billeder
Klik på den smiley du vil give denne side 
Brugernes vurdering 5,0 (3 stemmer)
Siden er blevet set 6.622 gange - Se og skriv kommentarer herunder.

Kommentarer og debat mellem læsere

Din e-mail bliver ikke vist på sitet.

Afstemning
Regeringen, er der nogen der skal udskiftes?
Foreslå nyt svar
Effektiv reklame - klik her