• Lolland, 18 km nordøst for Nakskov
• Fyrværkervej, 4943 Torrig
• Offentligt tilgængeligt voldsted, informationstavle
• Opført omk. 1330. Nedlagt omk. 1500
1300-tallet er borgenes århundrede. I de urolige
borgerkrigsår under Christoffer (uden land) 2. synes Lolland-Falster at være
kongens sidste bastion. Her døde han på Nykøbing Slot i 1332, og landet blev
prisgivet de holstenske panthavere med grev Gert og grev Johan i spidsen.
Højmiddelalderens stærke borge på Sydhavsøerne tilhører
første halvdel af 1300-tallet. Det gælder således slottet i Nykøbing og borgen
Stadager på Falster samt Ravnsborg og Ålholm på Lolland. Nykøbing Slot blev
nedrevet i 1767, og Stadager gemmer sig nu under og ved herregården Vennerslund
ved Guldborgsund .
Ravnsborg ved Lollands nordkyst står derimod som et
imponerende 18 m højt voldsted, en anseelig »kongeborg« ved kysten, 116 m lang
og 50 m bred omgivet af svære, nu forsvundne ringmure i teglsten. Borgen blev
opført i 1330'erne af den holstenske greve, Johan af Plan, kaldet »den milde«,
der sammen med Grev Gert var hoved panthaver i det danske rige. Borgen blev
siden erobret af Valdemar Atterdag. Den tilhørte kronen indtil begyndelsen af
1500-tallet, hvor den blev nedrevet til fordel for borgen og skibsværftet
Engelsborg på Slotø i Nakskov Fjord.
Ravnsborg er i dag et stort voldsted på Lollands nordkyst
mod Smålandshavet.
Ca. 1330 byggede Grev Johan den Milde, også kaldet Johan af
Plön eller Johan af Holsten, borgen Ravnsborg på stedet. I 1347 kapitulerer
Grev Johan og Valdemar Atterdag overtager borgen, hvorefter han afhænder borgen
og lenet til adelsmænd. I år 1387 køber Kong Oluf 2. dele af Ravnsborg og det
tilhørende len. Dronning Magrethe I erhverver resten af borgen i år 1400 og den
bliver bolig for kongelige lensmænd indtil 1510, hvor borgen nedrives og bruges
som byggemateriale andre steder.
Borgbanken hæver sig 18 meter over havet, og den var
tidligere en holm, så for at komme til borgen måtte man over en 200 meter lang
pælebro. Den over 100 meter lange og 50 meter brede borg var omgivet af en
ringmur af tegl.
Borgen har givet navn til den senere Ravnsborg Kommune.
Ravnsborg Voldsted på Lolland. Udsigt mod nordvest.