Tegning 1703.
Augustinerkloster i Vestervig, grundlagt 1110 og viet til
Sankt Thøger, hvis knogler blev overført hertil i 1117. Klostret bestod af tre
fløje med den store kirke som nordfløj. Af klostrets jorder skabtes efter
Reformationen et af Danmarks største len. 1661 solgtes det til Joachim Irgens
(d. 1675), der lod klosterbygningerne nedrive og opførte et prægtigt
barokanlæg. Det erstattedes i 1730'erne for Jens de Moldrup (d. 1771) af en ny
stor hovedbygning, der blev nedbrudt, efter at gården i 1837 deltes i to,
Overgård og Nedergård. Vestervig Nedergård kaldes fra 1940'erne igen Vestervig
Kloster.
Vestervig kloster
Klostergade 2
7770 Vestervig
Region Nordjylland og Thisted Kommune.
Vestervig Kloster var et augustinerkloster og sidenhen en
herregård beliggende i Vestervig Sogn. Den eneste rest af de oprindelig
klosterbygninger er den vældige Vestervig Kirke. Tilbage af jordbesiddelse
findes de to gårde Vestervig Overgaard og Vestervig Nedergaard.
Historie
Vestervig var oprindeligt krongods, og det nævnes i Kong
Valdemars Jordebog. Men det var netop i dette områder at Thys værnehelgen Sankt
Thøger (eller Theodgar som han oprindeligt hed) havde sin gang i 1000-tallet.
Klosteret blev grundlagt ca. 1110 og blev sæde for brødre af augustinerordenen.
Vestervig Kloster skulle blive et af landets rigeste, og her havde de første
biskopper af Vendelbo Stift sæde.
Vestervig Kloster, augustinerkloster i Vestervig, grundlagt
1110 og viet til Sankt Thøger, hvis knogler blev overført hertil i 1117.
Klostret bestod af tre fløje med den store kirke som nordfløj. Af klostrets jorder
skabtes efter Reformationen et af Danmarks største len. 1661 solgtes det til
Joachim Irgens (d. 1675), der lod klosterbygningerne nedrive og opførte et
prægtigt barokanlæg. Det erstattedes i 1730'erne for Jens de Moldrup (d. 1771)
af en ny stor hovedbygning, der blev nedbrudt, efter at gården i 1837 deltes i
to, Overgård og Nedergård. Vestervig Nedergård kaldes fra 1940'erne igen
Vestervig Kloster.
Vestervig Kirke er efter Viborg Domkirke Nordjyllands
største kirke, opført som del af Vestervig Kloster. Den romanske
granitkvaderbygning, oprindelig med tværskib, står nu med tredelt skib,
rekonstrueret kor og apsis (1917-21) samt hvælvinger og tårn fra sengotisk tid.
Portalskulptur m.m. stammer antagelig fra den i 1547 nedrevne sognekirke, viet
til Sankt Thøger. Koret rummer en stor altertavle fra 1730, oprindelig bestemt
til Viborg Domkirke, samt flere romanske gravsten.
En dobbeltgrav på kirkegården rummer ifølge en tradition fra
1500-tallet de jordiske rester af Buris Henriksen og Liden Kirsten; graven
åbnedes i 1875 og indeholdt skeletter af en kvinde og en mand.
Vestervig Kloster 1740
Vestervig sogn, Refs herred, Thisted amt. Prospekt af R. H.
Kruse 1838. Gouache, 17 x 25 cm.
Engang var Vestervig
Thy’s ”hovedstad”.
Den position blev befæstet allerede i vikingetiden, da
Limfjordens åbning ud til Vesterhavet var den store udfaldsport mod England.
Den vestre vig i fjorden var det ideelle sted for en handelsplads, som sikkert
har været en blanding af en lokal markedsby og en kontinental søhandelsby.
Omkring år 1060 foretog Svend Estridsen en kirkelig
nyinddeling af Jylland, hvor Vendel Stift strakte sig fra Skagen til Thyholm.
Indtil ca. 1134 fungerede Vestervig som bispesæde, hvorefter
det flyttede til Børglum. Udover beliggenheden var den hellige Thøger sikkert
afgørende for, at Vestervig blev bispesæde. Han var Thy’s apostel og byggede
omkring 1030 egnens første kirke i Vestervig af ”ris og kviste”. Den blev i
1100-tallet afløst af en kirke i korsform, hvis grundplan kan studeres på den
nedre kirkegård ca. 200 m nordvest for Vestervig Klosterkirke.
I forbindelse med oprettelsen af bispesædet blev der ret
hurtigt oprettet et augustinerkloster. Denne orden havde navn efter Augustin
(354-430), den mest betydningsfulde af de katolske kirkefædre. Tolket bredt
kunne flere munkeordener betegnes som augustinere. I Danmark er det
augustiner-korherrer, der betragtes som augustinere. Det var et fællesskab af
kannikker, især ved domkirker.
De havde ry for lærdom og varetog uddannelse af præster.
Antallet af kannikker var sædvanligvis 12, og de virkede som præster ved
omegnens kirker. Efter at biskoppen var flyttet til Børglum, blev kannikkerne
ledet af en provst.
I 1280 var der 9 augustinerklostre i Danmark. Det år var
repræsentanter for disse klostre samlet i Vestervig for at vedtage
fællesregler. Desværre ved man ikke meget om klosterlivet i Vestervig, fordi
klosterets bøger og dokumenter er brændt.
Nordens største
landsbykirke
Inden reformationen var Vestervig kloster blevet et af
landets rigeste. Efter reformationen blev klosteret nedlagt, og den sidste
provst blev lensmand for kongen, der nu ejede klosterets bygninger og store
landområder. Selv om der allerede var solgt ejendomme fra, så ejede klosteret i
1568 ikke mindre end 316 gårde, 44 bol (mindre gårde), 118 huse og 3
møller.
Det eneste bevarede af klosteret er kirken, der lå som den
nordlige længe i klosterkomplekset.
Efter reformationen blev den sognekirke. Det er forklaringen
på, at Vestervig Klosterkirke i dag er Nordens største landsbykirke. Den er
sandsynligvis planlagt som en domkirke, men først bygget færdig, efter at
bispesædet var flyttet til Børglum.
Kirken rummer mange interessante detaljer. Fx er der på
sydmuren et solur, der har målt tiden lige siden kirkens grundlæggelse. Det
anses for at være et af de ældste solure i Norden. Bogstaverne T, S og N
markerer, når munkene skulle samles til tidebøn i den tredje, sjette og niende
time. Inde i kirken er døbefonten usædvanlig. Den stammer formentligt fra
Thøgers sognekirke og er fremstillet af norsk klæbersten.
Liden Kirsten og
prins Buris
Nogle få meter nord for kirketårnet fanges øjet af en ca. 3
m lang gravsten. Så omgæret af dramatik og romantik er myten om denne grav, at
det må være et af Danmarks kendteste gravsteder. Enhver brud med respekt for
sig selv lægger da også en buket blomster på graven efter vielsen i kirken.
Ifølge folkeviseoverleveringen ligger Liden Kirsten og prins
Buris i graven. Hun var søster til Valdemar den Store (1157-82), og han var
bror til Valdemars ”onde” dronning Sofie. Mens kongen var i leding, fik de en
datter sammen, og som straf lod kongen hende danse, indtil hun segnede. Han gav
ordre til, at hun skulle begraves ved klosteret i Vestervig. Prins Buris fik
højre øje stukket ud og fik afhugget en arm og en fod. Han havnede også i
Vestervig, hvor han ifølge én af visens udgaver stod lænket, så han kunne nå
sin elskedes grav. Her blev han forenet med hende ved sin død.
Ejere af Vestervig
Kloster
ca. 1080 Kronen
ca. 1110 Augustinerkloster
ca. 1160 Kirke opført
ca. 1440 Firfløjet klosteranlæg
ca. 1534 Klosteret delvis afbrændt
1536 Kronen
1661 Joachim Irgens (von Westervig)
1698 Peder Mollerup
1731 Jens de Moldrup
1799 P. Marcussen
1803-37 Forskellige ejere
1837 N.J. Stokholm og Jens Breinholt
Vestervig Nedergaard:
1837 J. Breinholt
1896-1912 Forskellige ejere
1912 Chr. Christensen
1942 J. Christensen
Vestervig Overgaard:
1837 N. J. Stokholm
1905 L. Th. Sørensen
1944 P. Stokholm Sørensen
Den eneste rest af de oprindelig klosterbygninger er den
vældige Vestervig Kirke.
Den gamle klosterkirke fik tilnavnet 'Danmarks største landsbykirke'
efter rekonstruktionen 1917-1921 af bl.a. kor og apsis.
Vestervig Kloster - Vestervig
sogn, Refs herred, Thisted amt.
På banken nord for Vestervig by ligger Vestervig kirke, der er den sidste
levning af Vestervig Kloster, Thylands eneste kloster, på hvis grund de to
gårde Vestervig Overgaard og Nedergaard nu ligger. Oprindelig var Vestervig
krongods og nævnes i kong Valdemars jordebog; men først med Thys værnehelgen
Skt. Thøger begynder Vestervigs og kirkens sagn- og minderige historie. Hans
oprindelige navn var Theodgar, og da den norske konge Oluf den Hellige, hos
hvem han var præst, var faldet i slaget ved Stiklestad 1030, gav Thøger sig på
rejse til sit hjemland Thüringen.
Da skibet med ham som passager nåede til Jyllands vestkyst,
lagde det ind i Limfjordens vestre vig, og her blev Thøger og byggede straks en
lille kirke af »ris og kviste«, prædikede kristendom og vandt snart stort ry
for hellighed. På stedet, hvor han opførte den lille simple kirke, rejstes der
100 år efter hans død en af vore mærkeligste romanske kirker, der blev stedets
sognekirke, og på dens alter anbragtes Thøgers helgenskrin, indtil det senere blev
overflyttet til klosterkirken.
Klosteret blev grundlagt ca. 1110 og blev sæde for
regelbundne korherrer af Augustinerordenen. Det samlede i tidens løb så megen
rigdom og jordegods, at det blev et af landets rigeste klostre, og Vestervig
blev sæde for de første bisper i Vendelbo stift. Med reformationstiden oprandt
der strenge tider for klosteret. Skipper Clement sendte en af sine mænd til
Thy, og på Refs herreds ting opildnede han bønderne til at gribe til våben mod
deres undertrykkere. Efter overleveringen blev klosteret stormet og brændt; men
helt ødelagt blev det dog ikke, idet bygningerne stod endnu i mange år. Ved
reformationen blev klosteret inddraget under kronen og blev et kongeligt len.
Den første lensmand var Svend Mogensen, der tillige var klosterets
sidste provst, og under hans ledelse begyndte man bortsalget af en del af
jordegodset. Det var i øvrigt et af landets største len, hvis bøndergods 1568
omfattede 316 gårde, 44 bol, 118 huse og 3 møller, hvoraf hovedparten lå i
Hassing herred. Lenet styredes af en skiftende række af lensmænd, af hvilke
mange tilhørte datidens betydeligste mænd; således var fem af dem rigets marsk.
Da enevælden begyndte på det store salg af krongodserne, var
Vestervig også mellem de ejendomme, der realiseredes. Allerede i 1661 blev det
for et tilgodehavende på 111.700 rdl. udlagt til Joachim Irgens. Han var
købmandssøn fra Itzehoe og født 1611; det er ikke meget man ved om hans ungdom.
Han studerede en tid til læge, men blev senere kammertjener hos kong Christian
IV. Som forpagter af Rørås Kobberværk i Norge og ved giftermål med en
velhavende hollandsk dame Cornelia Bichers erhvervede han sig efterhånden en
stor formue og forstrakte kong Frederik III med store summer.
Irgens havde i øvrigt under Vestervigs sidste lensmand Oluf
Parsberg været lenets forvalter, så han havde et førstehåndskendskab til de
ejendomme, han erhvervede. Købet omfattede 2.477 tdr. htk. bøndergods og 120
tdr. hovedgårdstakst, hvortil senere kom birkeret, der betaltes med 1.000 rdl.
og heltfiskeriet i Ørum Sø for 500 rdl. Irgens var sikkert en af den tids
betydeligste godssamlere; foruden Vestervig var han blevet ejer af Gjorslev på
Stevns på 1.124 tdr. htk. samt det Nordlandske gods i Norge, og hertil kom
ejendomme i København og Amsterdam.
Det blev hurtigt en mærkbar forandring for godsets bønder,
at han var blevet godsets ejer, og de fik at føle, at han var ingen mild herre.
Nu gjaldt det for Irgens at få en passende ramme om den glans og pragt, som
hans rigdom tillod ham at udfolde, hvorfor han i Vestervig lod opføre et
pragtfuldt toetages slot »nogenlunde af facon efter Charlottenborg i
København«, og da blev de gamle klosterbygninger og Skt. Thøgers kirkebygning
nedbrudt for at levere materiale til den nye bygning, der dog opførtes på de gamle
fundamenter. Bygmesteren var vistnok en hollandsk arkitekt, Peiter Simonsen
Bögers fra Utrecht.
Ved diplom af 4. oktober 1674 blev Irgens adlet med tilnavn
von Westervig, men allerede året efter døde han. Det viste sig ret snart, at
han havde vovet sig for langt ud ved at anbringe sine penge i jordegods, som
gav ringe eller ingen indtægt, så det var forgældede besiddelser, som hans enke
kom til at sidde inde med. Kreditorerne faldt derfor straks over hende, så hun
måtte begynde at realisere. Kun Vestervig ladegård med dens bygninger,
herligheder og friheder, ialt 88 tdr. htk. samt bøndergods og gæsteri til 400
tdr. blev tilbage.
Som forvalter antog hun 1690 Peder Mollerup. Rimeligvis har
han tid efter anden forstrakt hende med lån, og 1698 er det kommet så vidt, at
han gør indførsel i ejendommen. Hun må sælge Vestervig til ham, mod at han
årlig skulle betale hende 400 rdl. i hendes levetid. Peder Mollerup, som nu var
blevet herre til Vestervig, stammede fra landsbyen Mollerup ved Århus og »lagde
sig i sin ungdom efter pennen«, rejste senere i udlandet og havde forskellige
tjenester, inden han kom til Vestervig.
Forinden han købte den, havde han giftet sig med Mette
Jensdatter Laasby, datter af øverste borgmester i Århus. Ganske vist havde hans
forgænger, Irgens, været hård mod sine fæstebønder; men hans regime må kaldes
mildt i sammenligning med det, der nu kom. Den begivenhed, der særlig for
eftertiden er kommet til at karakterisere ham som bondeplager, er følgende. En
bonde fra Agger, Niels Poulsen, havde ved flere lejligheder opført sig som
voldsmand over for sine naboer, og da der blev klaget over ham, blev han hentet
til Vestervig, hvor han blev sat i fængsel og spændt i polsk buk. Denne
mishandling førte til mandens død og gav anledning til en langvarig proces, der
ved en kommissionsdom 1724 kendte Mollerup skyldig i hans død.
Under sagen kom der også andre for Mollerup graverende ting
frem, navnlig hans forhold til aggerboerne, som han synes at have behandlet
unødigt hårdt. Hvad der også vejede tungt til i hans synderegister var, at han
på de fredede klitter i Agger havde ladet skære klittag, som han lod sælge.
Dommen, som kongen stadfæstede, kom til at lyde på, at Mollerup bør »have al sin boeslod rørendes og urørendes,
hvorsomhelst den findes, til kongen efter loven forbrudt«.
Desuden skulle han oprette et legat på 500 rdl., hvis renter
skulle tilfalde Niels Poulsens enke og børn, hvortil kom betydelige beløb i
sagsomkostninger. På en eller anden måde fik han dog sagen jævnet med en bøde
på 30.000 rdl. Men folkesagnet lader sig ikke nøje dermed; det fortæller, at
han hvert år måtte rejse til København for at »kysse den blå jomfru«. En triumf
fejrede Mollerup dog, da det 1731 lykkedes ham at få Vestervig Kloster ophøjet
til et stamhus for sine efterkommere, ligesom slægten blev adlet.
Mollerup døde på Vestervig 1737, men forinden havde han
afstået stamhuset til sønnen oberst Jens de Moldrup. På grund af faderens
proces var det dog ikke i stand til at klare sig, hvorfor han 1738 købte Ørum,
som han fik tilladelse til at indlemme i stamhuset, hvis gods derved nåede op
på 1.000 tdr. htk.
Det lykkedes derefter for de Moldrup at få et lån på 24.000
rdl. med sikkerhed i godset, men desuagtet led han alle sine dage af kronisk
pengemangel. En medvirkende årsag hertil har utvivlsomt været de store
byggearbejder, Moldrup'erne kastede sig ud i.
1703 brændte den af Irgens opførte hovedbygning og blev
erstattet med en tarveligere bygning, der dog kun stod en lille menneskealder.
Allerede 1732 gik Jens de Moldrup igang med at opføre en ny, prægtig
hovedbygning på de gamle klosterfundamenter. Anlægget var trefløjet og i to
stokværk; hovedfløjen, der havde høj fronton, var ikke mindre end 100 alen
lang.
Til den ene fløj, der opførtes 1752 mellem klosterkirken og
laden, anvendtes de sidste rester af Skt. Thøgers kirke. Efter oberst de
Moldrups død 1771 kom godset til sønnen kammerherre Peder de Moldrup (død
1787). Inden han overtog det, havde han forfattet klosterets og sin slægts
historie. Hans broder major Hans Chr. de Moldrup så sig nødsaget til at sælge
Ørum, og da hans søn og efterfølger Christian de Moldrup 1795 overtog
stamhuset, som nu havde været i hans families eje i næsten 100 år, solgte han
det efter indhentet bevilling 1798, og det blev så substitueret med en
fideikommiskapital.
Ved auktionen 1799 blev godset (ialt ca. 700 tdr. htk.) købt
af justitsråd Poul Marcussen til Krastrup for 101.400 rdl., og han begyndte med
det samme på dets udparcellering; det blev straks delt i 2 gårde. Den vestre
hovedparcel på 21 tdr. htk. hovedgårdstakst og 106 tdr. bøndergods solgtes 1800
til Hans Hansen, Lyngholm, for 27.500 rdl., men allerede 1803 købte Poul
Marcussen den tilbage for samme år at sælge den til Fr. Vilh. Eyber. Som
udlænding blev Eyber af egnens befolkning omgivet med en vis mystik; man
fortalte således, at pengene, han købte Vestervig for, stammede fra en tysk
krigskasse, som han mentes at være flygtet med.
I øvrigt solgte han gården 1809, da han ved ægteskab overtog
Gammel Ørumgaard. Den østre hovedparcel på 12 tdr. htk. og 40 tdr. bøndergods
solgte Marcussen 1803 til løjtnant Fr. Svinth for 17.750 rdl., men allerede
1808 afhændede han den til generalauditør H. J. Lindahl, efter hvis død 1812
hans enke Maren Svinth overtog den, og da hun tillige købte det meste af den
vestlige hovedparcel, blev den gamle gård igen delvis samlet.
Maren Svinth havde ejendommen, til hun 1834 solgte den med
28 tdr. htk. for 27.000 rdl. rede sølv til købmand Søren Møller fra Thisted.
1837 sælger han den til de to svogre N. J. Stokholm og Jens Breinholt, der
samme år deler den, som de havde penge til, således at Breinholt fik den
vestlige parcel Vestervig Nedergaard og Stokholm den Østlige Vestervig
Overgaard. Nu gik det ud over den gamle gårds bygninger, der lå syd for kirken;
de blev nedrevne og materialerne dels delte og dels solgte.
Vestervig Nedergaard havde Jens Breinholt, til han i ret ung
alder døde 1850. Hans enke Karen Stokholm afstod 1863 gården til sønnen Chr.
Breinholt, der 1896 solgte den til Lauritz Th. Sørensen, der da var forvalter
på Irup. Gården var dengang på 276 tdr. Id. med 28 tdr. htk. og købesummen
187.500 kr. Efter at have lagt 36 tdr. Id. til Overgaard, som Sørensen også
blev ejer af, solgte han 1912 Nedergaard til J. P. Nielsen m. fl.
Efter at der yderligere var solgt 95 tdr. ld. væsentlig til
naboer, solgtes samme år de tilbageblevne 143 tdr. ld. med 12½ tdr. htk. til
Chr. Christensen, Adbølgaard. Da Nedergaard må opfattes som klosterets
egentlige hovedparcel (den har matr. nr. 1 a), har den atter fået sit gamle
navn, Vestervig Kloster, tilbage. Gården er beliggende vest for kirken på den
gamle ladegårds plads. Den 1838 opførte hovedbygning ligger mod syd med facade
ud til haven, hvorfra der er en prægtig udsigt over bredningen og Aggertangen
til Vesterhavet.
Avlsbygningerne, der udgør 3 sammenbyggede længer, er opført
efter en brand i 1905. Vestervig Overgaard, der ligger sydøst for kirken,
overtoges som anført 1837 af N.J. Stokholm, som 1872 efterfulgtes af sønnen
Povl Stokholm. Han solgte 1905 gården til ejeren af Vestervig Nedergaard L. Th.
Sørensen, som nu i 7 år havde begge gårdene.
Ved salget af den sidste beholdt han som omtalt af dens
tilliggende 36 tdr. ld. Også her er hovedbygningen opført efter delingen 1838,
men senere ombygget. Efter Sørensens død 1944 er sønnen Povl Stokholm Sørensen
ejer af den nu 162 tdr. ld. store gård.
I vor tid er der sikkert ikke mange, der ved noget om
stedets grundlægger Hellig Thøger eller de mange personligheder, der på en
eller anden måde har været knyttet til det gamle Vestervig Kloster. Endnu lever
det tragiske minde om prins Buris og Liden Kirsten, og kun få grave er kendt så
viden om som deres på Vestervig kirkegård.