Logo

Hejselt

Print denne opskrift (Ctrl + P)
Kamera Print med billeder
Print uden billeder

Hejselt

 

● Region Nordjylland - Frederikshavn Kommune

● Adresse: Tryvej 172, 9750 Østervrå

● Ejer: Niels-Jørgen Lunden. Sameje med Hørbylund Hovedgård

● 211 ha landbrugsdrift/skovbrug

● Midtpartiet i nuværende hovedbygning opført 1693 efter brand, hovedbygningen udvidet i begyndelsen af det 19. århundrede

 

Hejselt var en af fire små herregårde i Torslev Sogn. Det stærkt kuperede Vendsyssel er karakteriseret af små, tætbeliggende herregårde, der som udgangspunkt har været enkeltgårde.

Dele af Hejselts hovedbygning stammer tilbage fra 1600-tallet.

 


Hovedbygning

Kernen i Hejselts nuværende hovedbygning blev opført i 1693, efter at den gamle hovedbygning var brændt. Bygningen blev dog ombygget i det 19. århundrede, og i dag er det derfor kun dele af den gamle bygning, der kan dateres så langt tilbage i tid.

Den hvidkalkede hovedbygning består af en enkelt fløj i én etage og er belagt med rødt tegltag. Ved ombygningen i det 19. århundrede blev der mod gården opført to brede kviste, mens der blev tilføjet en ny kvist mod haven. Samtidig blev der midt for hovedbygningen opført et korshus, dvs. en gennemgående vinkelret tilbygning, i to etager. Hovedbygningen er ikke fredet.

 

Andre bygninger

Avlsgården er et asymmetrisk trelænget anlæg, der er placeret nord for hovedbygningen. Den nordlige og østlige fløj er sammenbygget, mens vestlængen er fritliggende. Sammen indrammer de tre avlslænger og hovedbygningen gårdspladsen.

Avlsgården er opført i det 20. århundrede. Alle længerne er hvidkalkede og belagt med sort skifertag. Avlsbygningerne er ikke fredede.

 

Omgivelser

Der er omkring Hejselt ikke spor af gamle voldgrave. Dette skyldes muligvis, at gården ligger højt og frit i et kuperet terræn, og at gravene derfor har kunnet undværes.

Der er anlagt en større sydvendt have, og der findes markante lunde på ejendommen.

 

Hejselt

 

Historie

Hejselt nævnes i kilderne i første halvdel af 1400-tallet og havde på det tidspunkt hovedgårdsstatus.

Næste gang gården omtales er i kilder fra slutningen af 1500-tallet. Hejselt var da ejet af en lokal adelsmand Mogens Andersen. Andersen var stærkt forgældet, og hans arvinger måtte overdrage gården til en af hans kreditorer, Margrethe Rosenkrantz.

 

Margrethe Rosenkrantz var enke efter den velhavende Hans Lindenov fra Dronninglund, der havde spillet en vis rolle ved hoffet og i statsadministrationen. Hans søn, der også hed Hans Lindenov, var om muligt endnu rigere og ejede ikke mindre end 12 herregårde rundt om i Danmark. Den nye ejerfamilie ønskede ikke at bo på Hejselt, som i forhold til Dronninglund var en meget lille gård, og Mogens Andersens sønner forpagtede derfor Hejselt.

 

Ejerskabet af gården forblev blandt Magrethe Rosenkrantz' efterkommere, mens driften af gården blev knyttet til Mogens Andersens slægtninge, der drev gården som fæstere indtil 1700-tallet.

 

I 1688 blev Hejselt i forbindelse med Christian V's Matrikel klassificeret som en stor bondegård, og i 1738 solgte Margrethe Rosenkrantz' efterkommere gården. Den nye ejer var Lars Christensen Broerholt, og hans ejerskab betød, at Hejselts ejere igen flyttede ind på gården, der i mere end et århundrede havde været bortforpagtet.

 

Efter Lars Christensen Broerholts død ægtede hans enke, Johanne Rafn, i 1752 Niels Ifversen. Han ejede også Burholt - en anden herregård i det nordjyske - så i 1787 solgte han Hejselt til Severin Benzon von Deden.

 

Severin Benzon von Deden, der stammede fra herregården Kongstedlund, ejede Hejselt i tredive år, inden han i 1817 solgte gården til Niels Ifversen Meyling. Der var hårde tider for landbruget efter Napoleonskrigenes afslutning og statsbankerotten i 1813, og tiden frem til 1830 var præget af mange konkurser og hyppige ejerskifter på Danmarks herregårde. Landbrugskrisen ramte også Niels Ifversen Meyling, der i 1822 måtte overgive gården til Lauritz Gleerup, der knap ti år efter solgte Hejselt videre til Peder Thøgersen Lassen.

 

I 1842 blev gården købt af Hans Christian Pape. Pape gennemførte frasalget af fæstegodset, inden han solgte Hejselt i 1888. Herefter havde gården en række skiftende ejere, indtil Janus Christensen i 1932 købte gården. Christensen ejede gården i store dele af 1900-tallet.

 

Ejere af Hejselt

(1435-1589)   Ukendte ejere

(1589-1599)   Mogens Andersen

(       -1621)   Karen Mikkelsdatter Hvas, gift Andersen

(       -1622)   Peder Mogensen

(      - 1621)   Mogens Mogensen

(1621-1635)   Margrethe Rosenkrantz

(1635-       )   Laurids Lindenov

(       -1657)   Anne Friis, gift Lindenov

(1635-       )   Sophie Lindenov, gift Rantzau

(1635-1648)   Birgitte Lindenov

(1657-1666)   Henrik Rantzau

(1666-1674)   Ide Lindenov

(1674-1719)   Kirsten Beck, gift Bille

(1719-1736)   Jørgen Bille

(1736-1738)   Schack Vittinghof Holck

(1738-1750)   Lars Christensen Broerholt

(1750-1752)   Johanne Rafn

(1752-1787)   Niels Pedersen Ifversen

(1787-1815)   Severin Benzon von Deden

(1815-1822)   Niels Ifversen Meyling

(1822-       )   Lauritz Gleerup

(       -1842)   Peder Thøgersen Lassen

(1842-1888)   Hans Chr. Pape

(1888-1893)   Harald Johan Wilhelm Kähler Hartz

(1893-1916)   Vilhelm Jensen

(1916-1932)   Martin Sørensen Pilgaard

(1932)           Discontobanken i Hjørring

(1932-       )   Janus B. Christensen

(2005-20xx)   Niels-Jørgen Lunden

 

Hejselt

 

Hejselt er en Herregård beliggende i Torslev Sogn, Dronninglund Herred, Hjørring Amt.

Hejselt nævnes første gang i 1435 og omkring 1600 ejedes gården af Mogens Andersen (død 1613) (Vognsen af Stenshede), der i 1589 – 1599 skrev sig til Hejselt, men han var stærkt forgældet. Hans enke Karen Mikkelsdatter Hvad boede endnu i 1621 på Hejselt, som hendes sønner Anders Mogensen (Vognsen af Stenshede) og senere Kaptajn Mogens Mogensen (Vognsen af Stenshede) arvede. Sidstnævnte boede endnu i 1621 på Hejselt, men havde pantsat halvparten af gården til Fru. Margrethe Rosenkrantz til Hundslund Kloster, som omkring 1621 fik pantet udleveret til brug, vist med Mogens Mogensen som forpagter. Hans broder Peder Mogensen (Vognsen af Stenshede) var i 1630 skriver og gårdfoged på Hundslund kloster og fik i 1630 livsbrev af Fru Margrethe, som i 1622 havde overtaget Hejselt som ejendom, på denne gård mod en mindre afgift for sig og sin hustru Gertrud Clausdatter (død ca. 1668), som var enke i 1652.

 

Deres søn Anders Pedersen (Vognsen af Stenshede), brugte Hejselt endnu i 1656, og hans enke død på Hejselt i 1678, en datter Gertrud Andersdatter (Vognsen af Stenshede), døde på Hejselt i 1680, men hendes moder (af ukendt navn) var gift anden gang med Niels Mortensen Kjærulf, der i 1668 var forpagter på Hejselt, men ved nyt ægteskab erhvervede Ormholt, hvortil han flyttede. En søn af første ægteskab Anders Nielsen Kjærulf (død 1737) var 1692 og 1707 forpagter på Hejselt.

 

Efter Fru Margrethe Rosenkrantz død i 1635 er gården formodentlig kommet til sønnen Laurids Lindenov til Oregård og døtrene Birgitte Lindenov (død 1648) gift med rigsråden Hr. Otte Christensen Skeel til Hammelmose (død 1634) og Sophie Lindenov (død 1666) gift anden gang med rigsråden Hr. Henrik Rantzau til Schöneweide. Laurids Lindenov enke Fru. Anne Jørgensdatter Friis (af Haraldskær) synes at have administreret godset; men efter hendes død i 1657 må Hejselt være kommet til Henrik Rantzau, idet hans hustru arvede den barnløse broders part. I 1662 betegnes gården som en stor bondegård, på hvis bindingsværks stuelænge der var tegltag. I 1690 siges den at være en ufri gård.

 

Hejselt

 


 

Facebook
Print denne opskrift (Ctrl + P)
Kamera Print med billeder
Print uden billeder
Klik på den smiley du vil give denne side 
Brugernes vurdering 5,0 (1 stemmer)
Siden er blevet set 4.372 gange - Se og skriv kommentarer herunder.

Kommentarer og debat mellem læsere

Din e-mail bliver ikke vist på sitet.

Afstemning
Mobiltelefoner i folkeskolen, skal det forbydes?
Foreslå nyt svar
Effektiv reklame - klik her