Logo

Grønnessegaard Gods

Print denne opskrift (Ctrl + P)
Kamera Print med billeder
Print uden billeder

Grønnessegaard Gods

 

● Region Sjælland - Halsnæs Kommune

● Adresse: Amtsvejen 280, 3390 Hundested, 20 33 30 01. www.groennesse.dk/

● Ejer: Ditlev Hasselbalch

● Forbindelse med Arresødal

● 460 ha, landbrugsdrift/skovbrug - boligudlejning

● Hovedbygningen er opført 1888

 

Grønnessegaard hed før Grønnesøgaard. Grønnessegaard blev først i 1776 ophøjet til herregård. Gården var mellem 1776 og 1792 ejet af den fremtrædende danske erhvervsmand Johan Frederik Classen.

Grønnessegaards hovedbygning består i 2013 af et grundmuret hus i to etager med fremspringende midtparti. Til gården hører ladebygninger, staldbygninger, garage og elevbygning. 

 


 

Hovedbygning

Udover at ophøje Grønnessegaard til herregård lod daværende ejer Johan Frederik Classen også opføre en ny hovedbygning, som fortsat eksisterer i 2013.

Bygningen er et symmetrisk opbygget grundmuret hus i to etager på kampestensfundament med fremspringende midtparti. En stor granittrappe fører op til en to fags hoveddør i midten med et halvrundt vindue over. Husets facader er i blank mur, mens vægpartierne er i røde tegl. Alle facadeudsmykninger - gesims, kordongesims, vinduesindfatninger og kvaderlisener er i gule tegl.

Bygningen har ligeledes fremspringende midtparti mod haven samt en grundmuret havestue i én etage på tre fag med havedør på to fag i midten. Over havestuen er en balkon, og foran havestuen er en muret terrasse.

Bygningen havde oprindeligt sadeltag med talrige kviste. Under en restaurering i 1942 blev det imidlertid erstattet med et helvalmet opskalket tag med blådæmpede tegl. I tagfladen ses fire støbejernsvinduer - to på hver langside. I tagryggen er tre murede skorstene med sokkel og krave.  Hovedbygningen er fredet.

 

Andre bygninger

Til Grønnessegaard hører ladebygninger og staldbygninger. De ældste dele af avlsgården er bygget samtidigt med hovedbygningen 1777, senere tilbygninger og ombygninger er desuden foretaget i 1880'erne og 1920'erne

Laden mod vest er en grundmuret bygning af kampesten med gavltrekanter i tegl.

Kostalden mod øst er en grundmuret bygning med gavltrekanter i muret tegl.

Staldene er fornyligt ombygget til selskabslokaler. Avlsbygningerne er fredede.

 

Grønnessegaard Gods

 

Omgivelser

Grønnessegaard er beliggende på sydsiden af halvøen Halsnæs. Til Grønnessegaard hører en have på ca. 2500 m2, som blev anlagt i 1939. Herfra er der udsigt ud over Roskilde Fjord.

 

Historie

Grønnessegaard, som tidligere hed Grønnesøgård, blev først i 1776 oprettet som hovedgård. Dens ejer var den fremtrædende danske erhvervsmand Johan Frederik Classen. Han havde i 1756 sammen med købmanden Just Fabritius overtaget en fabrik, hvor Kronen uden succes havde forsøgt sig inden for våbenstøberi.

 

På få år blev virksomheden et mønsterforetagende, der kunne påtage sig leverancen af al slags krigsmateriel og støbegods til hæren og flåden. Endvidere beskæftigede fabrikken op mod 400 arbejdere, hvilket betød, at en mindre by voksede op omkring 'Værket'. Byen fik navnet Frederiksværk.

 

Johan Frederik Classen overtog med tiden også de omkringliggende jorder. I 1773 oprettede han hovedgården Arresødal, og i 1776 sammenlagde han landsbyerne Gryndese, Rorup og Fornerup til herregården Grønnessegaard. Herregårdene havde en vigtig funktion i at fungere som arbejdskraftreserve for fabrikken.

 

Johan Frederik Classen døde i 1792, og hans formue blev samlet i fonden Det Classenske Fideikommis. Hans testamente udtrykte et klart ønske om at holde Arresødal og Grønnessegaard samt Frederiksværk samlet under samme ejer. Således overtog prins Carl af Hessel-Kassel både fabrikken og de to herregårde mod, at han årligt betalte 7000 rigsdaler til Det Classenske Fideikommis.

 

Prins Carl af Hessen-Kassel var gift med prinsesse Louise af Danmark, som var søster til Christian VII (1766-1808). Forbindelsen til kongen gjorde, at han kunne gøre karriere ved hoffet og blev udnævnt til statholder i Norge i 1766 og i Slesvig-Holsten i 1769. Hans datter blev gift med den senere Frederik VI (1768-1839), så han på samme tid var kongens svoger og kronprinsens svigerfar.

 

Under prins Carl af Hessen-Kassels ejerskab blev fæstegodsets udskiftning gennemført, ligesom hoveriet blev ophævet mod en årlig afgift. Dette medførte imidlertid, at hovedgårdene manglede arbejdskraft, hvilket i sidste ende satte prins Carl af Hessen-Kassel i en så vanskelig økonomisk situation, at han i 1804 måtte overdrage Grønnessegaard, Arresødal og Frederiksværk til sin svigersøn kronprins Frederik, den senere Frederik VI (1768-1839).

 

Under hele Frederik VI's regeringstid fungerede Grønnessegaard som kongelig ejendom, hvorefter den i 1840 blev overtaget af den danske stat. Gården kom imidlertid ikke i privat eje før efter demokratiets indførelse 1849. Fæstegårdene blev solgt til bøndernes selveje, mens selve hovedgården i 1859 blev erhvervet af de to forpagtere Jørgen og Henrik Jørgen Hellemann.

 

I 1879 blev Henrik Jørgen Hellemann eneejer. Han afhændede i 1897 gården til Andreas Chr. Nissen. Den gik herefter i arv til hans søn, Andreas Nissen, hvis enke i 1921 overdrog den til K.A. Hasselbalch.

 

Grønnessegaard er i 2013 fortsat i familien Hasselbalchs besiddelse. Gården drives som land- og skovbrug samt med boligudlejning og afholdelse af arrangementer og selskaber i nyindrettede selskabslokaler.  

 

Ejere af Grønnessegaard

1776-1792: Johan Frederik Classen

1792-1794: Det Classenske Fideicommis

1794-1804: Carl af Hessen

1804-1839: Kong Frederik 6. (svigersøn)

1839-1859: Den Danske Stat

1859-1879: Jørgen Hellemann / Henrik Hellemann (bror)

1879-1896: Henrik Hellemann

1896-1919: Andreas Christian Nissen (1840-1919), grosserer, ejer af Missionshotellet i København

1919-1921: Andreas Nissen (søn)

1921: Dødsboet efter Andreas Nissen

1921-1948: Karl Albert Hasselbalch (1874-1962), dr.med.

1948-1967: Karl Johannes Hasselbalch (brors søn)

1967-2005: Karsten Hasselbalch, hofjægermester (søn)

2005-nu: Ditlev Hasselbalch (søn)

 

Grønnæssegård eller Grønnesøgård (officielt stednavn: Grønnessegård), Amtsvejen 280 A,B og C, er en hovedgård i Torup Sogn, Strø Herred, Frederiksborg Amt i den nuværende Halsnæs Kommune.

 


 

Facebook
Print denne opskrift (Ctrl + P)
Kamera Print med billeder
Print uden billeder
Klik på den smiley du vil give denne side 
Brugernes vurdering 5,0 (6 stemmer)
Siden er blevet set 4.323 gange - Se og skriv kommentarer herunder.

Kommentarer og debat mellem læsere

Din e-mail bliver ikke vist på sitet.

Afstemning
Mobiltelefoner i folkeskolen, skal det forbydes?
Foreslå nyt svar
Effektiv reklame - klik her