Logo

Frisenvold

Print denne opskrift (Ctrl + P)
Kamera Print med billeder
Print uden billeder

Frisenvold

Frisenvold

 

● Region Midtjylland - Randers Kommune

● Adresse: Frisenvoldvej 22, 8940 Randers SV

● Ejer: Ulla og Jens Pind

● Ikke offentlig

● 14 ha landbrugsdrift/skovbrug

● Hovedbygningen er opført ca. 1800

 

Frisenvold, der oprindeligt blev kaldt Tordrup, eksisterede tilbage i 1200-tallet. Gården var i flere århundreder kongeligt len, men havde siden en række skiftende ejere.

Gården hed Tordrup, indtil den i begyndelsen af 1700-tallet indgik i stamhuset Frisenvold. Til gården hørte tidligere også en fiskegård, der var berømt for kvaliteten af laks.

Den tidligere hovedbygning blev jævnet med jorden i midten af 1500-tallet, og materialerne blev brugt til opførelsen af Dronningborg Slot i Randers.

I mange år var der ikke nogen hovedbygning på Frisenvold.

På trods af at Frisenvold gav navn til først et baroni og siden et stamhus, fandt ingen af ejerne det nødvendigt at opføre en ny hovedbygning til gården. 

 


Hovedbygning

Hovedbygningen, en enkeltfløjet bindingsværksbygning i et stokværk, blev først opført omkring 1800. Bygningen har frontspids mod gårdsiden og rødt tegltag. Den blev renoveret i 1888 og 1939. Hovedbygningen er fredet.  

 

Andre bygninger

I mange år var Frisenvold karakteriseret ved sit store avlsanlæg.  I forbindelse med udstykningen i 1924 blev hovedparten af avlsgården imidlertid revet ned.

Af den tidligere avlsgård er i dag blot en grundmuret staldlænge bevaret.  Længen, der er bevaret fra det tidligere anlæg, er fredet.

 

Frisenvold

 

Omgivelser

Resterne af det oprindelige Tordrup Slot kan endnu ses i engene mellem Frisenvold og den tidligere laksefiskegård ved Gudenåen. Her findes det gamle voldsted, hvor der er fundet spor efter en middelalderlig bageovn.

 

Historie

Som led i Valdemar Atterdags (1320-1375) bestræbelser på at styrke kongemagten fik kongen i 1374 tilsagn til at erhverve gården, efter den i en årrække havde tilhørt den magtfulde Hvide-slægt. Efter Valdemar Atterdags død trak Anders Offensen Hvide imidlertid sit tilsagn tilbage, og der gik derfor endnu 30 år inden Dronning Margrethe (1353-1412) kunne overtage gården og det tilhørende gods.

 

Frisenvold - eller Tordrup, som gården dengang hed - blev ved Margrethe I's overtagelse krongods, og den blev derefter givet i len til en række forskellige lensmænd, hvoraf kun Peder Lykke endnu kendes ved navn.

 

I første halvdel af 1500-tallet overdrog kongen gården til den magtfulde og velhavende adelsmand Mogens Gøye som pant for et lån, og Frisenvold forblev i familiens besiddelse, indtil kongen i 1548 indløste panten. I midten af 1500-tallet opførte kronen Dronningborg Slot i Randers. Slottet skulle være det nye administrative centrum  i Randers Len, og Frisenvolds hovedbygning blev brudt ned og materialerne herfra brugt til at opføre Dronningborg Slot i Randers. Tilbage lå blot Torup Ladegaard, der nu blev lagt under Dronningborg Slot.

 

Efter Svenskekrigene blev gården i 1661 overdraget til Mogens Friis. Mogens Friis, der var en af tidens mest indflydelsesrige og velhavende mænd, oprettede i 1671 - samme år som han fik rang af greve - baroniet Frisenvold af Torup - der herefter hed Frisenvold - og Løjstrup. Sådanne initiativer krævede særdeles stor rigdom og megen jord. Få år efter Mogens Friis' død blev det afsløret, at en del af hans velstand skyldtes embedsmisbrug. I 1683 blev baroniet derfor opløst, og Frisenvold - såvel som de øvrige herregårde - blev overtaget af Kronen.

 

Efter Mogens Friis død hjemfaldt stamhuset som ovennævnt i 1683 til Kronen, og året efter mageskiftede kongen Frisenvold med Conrad Reventlow. Reventlow var storkansler, godsejer og far til Frederiks IV's (1671-1730) dronning Anne Sophie. Han overlod i 1703 Frisenvold til sin svigerdatter, Benedicte Margrethe Brockdorff, der i 1731 oprettede stamhuset Frisenvold bestående af Frisenvold og Løjstrup hovedgårde.

 

Stamhuset forblev i Reventlow-familiens eje frem til 1799. Christen Heinrich August Hardenberg-Reventlow, der arvede Frisenvold i 1793 fik af Kronen tilladelse til at ophæve stamhuset og lade det overgå til fri ejendom. Frisenvold hovedgård blev i 1798 solgt til forpagteren Andreas Strøver, som udparcellerede gården.

 

Hovedparcellen skiftede hyppigt ejer frem til 1888, hvor Jægermester S.F.J. Preetzmann arvede den. Familien beholdt gården indtil den i 1940 blev solgt til Ove Aagaard.

Gården er ejet af Ulla og Jens Pind.

 

Frisenvold

Frisenvold er også kendt for sin laksegård. Her er det urmager Chr. Jensen, som er på familieudflugt til Frisenvold i 1915

 

Ejere af Frisenvold

(       -1342) Stig Andersen Hvide

(1342-1350) Uffe Andersen Hvide

(1350-1374) Anders Uffesen Hvide

(1374-1375) Kronen

(1375-1404) Anders Uffesen Hvide

(1404-1406) Peder Nielsen Gyldenstierne

(1404-1406) Zacheus Myhre

(1406-1661) Kronen

(1661-1675) Mogens Friis

(1675-1683) Niels Friis 

(1683-1684) Kronen

(1684-1703) Conrad Reventlow

(1703-1739) Benedicte Margrethe Brockdorff, gift Reventlow

(1739-1750) Conrad Ditlev Reventlow

(1750-1759) Christian Reventlow

(1759-1774) Juliane Frederikke Christine Reventlow, gift Hardenberg

(1774-1788) Carl August Hardenberg

(1788-1793) Juliane Frederikke Christine Reventlow, gift Hardenberg

(1793-1798)  Christian Heinrich August Hardenberg-Reventlow

(1798-1809) Andreas Strøyer

(1809-1836) D.G. Kelp

(1836-       ) H.Chr. Øckenholt

(       -1850) Adolf Hein

(1850-1853) H.R. Lundbye

(1853-1873) S.F.J. Preetzmann

(1873-1887) C.T.M. Flor, gift Preetzmann

(1887-1888) T.F.A. Honnens de Lichtenberg

(1888-       ) S.F.J. Preetzmann

(       -1940) Slægten Preetzmann

(1940-       ) Ove Aagaard

(2011-20xx) Jens Pind


Frisenvold


Frisenvold er en tidligere hovedgård i Ørum Sogn i det tidligere Galten Herred, Randers Amt, nu Randers Kommune, Region Midtjylland. Gården hed tidligere Tordrup Slot og Torupgaard og er kendt tilbage til 1310, hvor den ejedes af Johannes Niclessøn, senere af af Marsk Stigs efterkommere – af hr. Stig Andersen blev den 1342 tilbagekøbt af dennes bror Offe Andersen, dernæst af hr. Anders Offesen (død 1404), der 1374-1375 solgte det til Valdemar Atterdag, der imidlertid døde, før handlen blev effektueret. Slottet blev nedrevet allerede omkring 1550, og materialerne brugt til opførelsen af Dronningborg Slot og kloster.

 

En hovedbygning var fra 1661, opført af Mogens Friis, der i 1672 fik godset oprettet til baroniet Frisenvold, men det ophævedes allerede i 1683, da hans enke på grund af gæld måtte sælge Frisenvold til kongen; en senere hovedbygning blev opført i begyndelsen af 1800-tallet. Der har været birkeret knyttet til gården til 1819. I 1924 blev det meste af jorden solgt fra og udstykket til 20 statshusmandsbrug

 

Mest kendt er navnet nok fra Frisenvold Laksegård, der hørte til gården. Det var et fangstanlæg ved den nærliggende Gudenå, en væsentlig indtægtskilde, men samtidig en alvorlig forhindring for pramfarten på Gudenåen. Den eksisterede allerede i 1661, da den nævnes i Mogens Friis’ skøde. Eneretten bortfaldt ved Lov af 7/4 1900, der regulerede fiskeriforholdene i Gudenå og Randers Fjord og gik ud på at oparbejde åen til et laksevand.

 


 

Facebook
Print denne opskrift (Ctrl + P)
Kamera Print med billeder
Print uden billeder
Opret din egen Samling
Klik på den smiley du vil give denne side 
Brugernes vurdering 4,2 (11 stemmer)
Siden er blevet set 4.589 gange - Se og skriv kommentarer herunder.

Kommentarer og debat mellem læsere

Din e-mail bliver ikke vist på sitet.
1318311-06-2021 20:04:08 Svend Kræmer
Findes der detaljer om hvad denne udparcellering omfattede, jvf:= "Frisenvold hovedgård blev i 1798 solgt til forpagteren Andreas Strøver, som udparcellerede gården".

Afstemning
Hvem vil du helst have som ny statsminister?
Effektiv reklame - klik her