- Lolland, Falster og Møn

 - Lolland, Falster og Møn 

Lolland-Falster er det danske riges gamle grænseland mod sydøst. I vikingetiden var øerne ombejlede høvdingedomæner. Stednavne som Korselitse på Falster og Tillitse, Kuditse og Vindeby (= Venderby) på Lolland vidner om en vendisk kolonisation fra sydøst. Det er faktisk uklart, hvornår de to store øer kom med i det af Harald Blåtand i 900-tallet samlede rige. I den tidlige middelalder holdt såvel kongen som kirken repræsenteret af bispen en bemærkelsesværdig lav profil på Sydhavsøerne, som de også kaldes. Kirker blev der nok bygget, endda i stort tal, men de blev opført af stormændene i tilknytning til deres gårde. De fede jorder kunne ernære en relativ stor befolkning.

Først da Valdemar Sejr i 1230'erne efter tysk feudalt forbillede opdelte riget i fyrstelen, fik øerne en mere synlig rolle i Danmarkshistorien. Christoffer, Valdemars yngste søn, fik tildelt Lolland-Falster som hertugdømme. Hans ældre bror Abel fik Slesvig, og den ældste Erik blev konge efter faderen i 1241. Hermed begyndte en 600 år lang kamp om hertugdømmet Sønderjylland. Lolland-Falster kunne det været gået på samme vis, hvis ikke netop Christoffer til sidst endte på tronen som Christoffer 1 Dermed kom Christoffers slægt til at føre kongedømmet videre, og Sydhavsøerne blev en fast bestanddel af riget.

De kongelige hovedborge, sæder for lensmændene, var Ålholm ved Nysted og Ravnsborg på det nordvestlige Lolland. På Falster var Stadager og siden Nykøbings borg sæde for lensmanden. Bortset fra et kort mellemspil under Christoffer 2.'s uheldige regeringstid 1320-32 opholdt kongerne sig dog sjældent på Lolland.

Stormændenes herregårde på Lolland-Falster lå tæt i middelalderen, så tæt at godsejerne på Lolland i 1446 kunne fastsætte deres egen »Lex Lolland Lollands Vilkår« over for såvel konge som undergivne. 1500-tallet med reformation og renæssance blev da også for Lollands vedkommende adelens storhedstid. Et forhold der den dag i dag afspejler sig i Lollands mange herregårde.

Derimod indgik Falster i det kongelige domæne. Enkedronninger og tronfølgere blev anbragt på Nykøbing Slot og tildelt indtægterne af øen. Væk var middelalderens herregårde og herremænd. Krongodset blev i 1719 til ryttergods. Med landboreformerne fulgte ryttergodsets privatisering. Samtlige godser på Falster, Korselitse, Valnæsgård og Vennerslund, er oprettet efter auktionen over det falsterske ryttergods i 1766. Hermed sluttede også kongemagtens korte tilstedeværelse på Falster. Nykøbings smukke renæssanceslot blev nedrevet i 1767, og af Chr. 4.'s lille jagtslot ved Bønnet på Nordfalster er alene nogle sørgelige ruiner tilbage. De tre ovennævnte herregårde repræsenterer hver sin tid: Korselitse er et smukt eksempel på arkitekten Andreas Kirkerups stilsikre klassicisme, Vennerslund et fornemt empirehus fra 1845, og Valnæsgård fra 1910 er et heldigt eksempel på »Bedre Byggeskiks« gavnlige indflydelse på det moderne herregårdsbyggeri.

På Møn er historien den samme. Øen hørte fra gammel tid til kronens besiddelser styret fra borgen i Stege. Efter ødelæggelsen af den stærke fæstning under grevens fejde blev slottet i Elmelunde i stedet sæde for kongens repræsentant på øen. Blandt disse Leonora Christine og Corfits Ulfeldt i 1630'erne. Ægteparret har i kongens navn sat sig mange varige spor i Møns kirker I 1719 blev hele øen udlagt som ryttergods, og hele herligheden blev afhændet ved landboreformernes store privatiseringsbølge. Således opstod de nuværende godser Liselund,

Klintholm og Marienborg i årene efter auktionen over det mønske ryttergods i 1769. Liselund fra 1790' erne er Andreas Kirkerups mesterstykke, Klintholm et godt eksempel på blandingen af empiretid med den historiske stilforvirrings gennembrud. Det sidste gjaldt i endnu højere grad Marienborg, men her rev man for en sikkerheds skyld hovedbygningen ned i 1984.

Lolland kom på anden vis til at mærke landboreformerne. Fra sit grevskab på Christianssæde med det tilhørende Pederstrup var C.D.J. Reventlow en af hoved mændene bag moderniseringen af det danske landbrug. Det fik selvsagt også betydning for nabogodsejerne på Lolland. Reformerne blev forholdsvis hurtigt sat i gang på den velstående ø: Udskiftning, udflytning og selveje var stort set gennemført før 1800. I længden var der dog ikke plads til så mange selvstændige brug på de fede lollandske jorder, og øen oplevede i anden halvdel af 1800-tallet en kolossal udvandring til Nordamerika. Paradoksalt nok samtidig med at den anden moderniseringsbølge, sukkerroeeventyret, slog igennem. Det betød omkring århundredskiftet en ny indvandring til Lolland af polske og svenske landarbejdere. En af grundene til udvandringen var de store godskoncentrationer. Der var nok arbejde, men få muligheder for at få »foden under eget bord«.

Der er fortsat forholdsvis mange store godskoncentrationer på Lolland: Knuthenborg, Halsted Kloster og Krenkerup er således på over 2.000 ha hver, mens godserne Berritsgård/Orebygård, Engestofte/Søholt og Lungholms hver råder over landbrugsarealer på et godt stykke over 1000 ha. Omvendt på Falster, og betinget af de historiske forhold er godserne her med en enkelt markant undtagelse på under 1.000 ha. Kun Korselitse, der er organiseret som et fideikommis, er større, men så er godset med sine næsten 2.800 ha også Sydhavsøernes største gods.

Stilhistorisk repræsenterer Lollands herregårde hele spektret i Danmarks borg- og herregårdshistorie. Ålholm er trods den hårdhændede »restaurering« i 1889 stadig en af Danmarks bedste middelalderborge.

Med lidt god vilje kan man også placere Rudbjerggård og Krenkerup i middelalderen. Rudbjerggård, der rejser sig på et middelalderligt voldsted, er Lollands eneste bindingsværksherregård, og Krenkerup fremtræder som et gotisk borganlæg.

Lolland ejer flere herregårdsanlæg fra renæssancetiden. Berritsgård skiller sig her ud som en af landets skønneste renæssancebygninger i den stil, der er betegnet som nederlandsk renæssance. Endelig må man også placere Krenkerups firfløjede anlæg opført over perioden 1500-1631 i renæssancetiden. Krenkerup er den lollandske repræsentant for den særegne danske arkitekturstil fra overgangstiden mellem middelalder og renæssance, som kan benævnes gotisk-renæssance.

Fra barokken er Christianssæde opført i 1690 en fin repræsentant for den tidlige barokstil. Fra samme tid stammer den unikke lille herregård Bramsløkke. Frederiksdal på det nordvestlige Lolland er opført 1756 i en rokokostil, der minder påfaldende om Lundsgård på Nordøstfyn. Endelig skal Kærstrups vanskeligt rubricerbare hovedbygning nævnes. Den er opført på et ældre voldsted i 1765.

En hel del af Lollands herregårdsbygninger stammer fra klassicismens epoke, men alene Engestofte på nordsiden af Maribo Sø, opført så sent som 1805-07, fremtræder som en rendyrket klassisk udformet bygning. Til empiretiden hører Pederstrup, opført i årene 1813 til 1822 af arkitekten C.J. Hansen.

Man kan uden videre fastslå, at kvantitativt dominerer historicismen det lollandske herregårdsbyggeri. Adskillige af hovedbygningerne er opført fra grunden i stilforvirringens periode. Det gælder således Fuglsang i nygotik (1868-69), Knuthenborgs herregårdsbygninger i engelsk gotik (1865-85), Orebygård i renæssancestil (1872-74) og Sædingegård i tyskinspireret borgstil (1881). Dertil kommer de delvise ombygninger af Søholts og Ålholms hovedbygninger i henholdsvis 1853 og 1889. Endelig er hovedbygningerne på Lungholm (1853-56) og Halsted (1847-49) opført i nygotisk stil i tilslutning til gamle, fornemme sidefløje fra renæssancen.

Som det fremgår af oversigten er Pederstrup øernes eneste herregårdsmuseum i form af det fremragende museum for statsmanden C.D.F. Reventlow. I tilknytning til Ålholm, der indtil for nylig var åben for offentligheden, findes det store Automobilmuseum. Endelig har Lolland-Falsters Museum i Maribo indrettet Højbygårds Polakkaserne til et mindesmærke for polakkernes indsats i de lollandske roemarker.

Over halvdelen af de beskrevne herregårde har helt eller delvist åbnet deres parker for offentligheden. Knuthenborg Dyrepark er en af Lollands største attraktioner. Men fire andre parker på Lolland hører til denne øs seværdigheder: Landets ældst bevarede herregårdspark i barokstil findes på det skønt beliggende Søholt ved Maribo Sø. Frederiksdal på det vestligste Lolland er omgivet af en storslået landskabshave med en særlig indrettet naturudstilling. Til Pederstrup hører en smuk landskabelig have, og endelig er der Fuglsangs dejlige park med en lang række sjældne, eksotiske træer og buske. På Møn er Liselunds og Marienborgs smukke landskabshaver offentligt tilgængelige.

Når det gælder herregårdens omgivende natur, skal her særlig fremhæves fjordlandskabet ved Orebygård ved Sakskøbing Fjord, Sølandskabet ved Engestofte og Søholt øst for Maribo, og Lollands største skov nord for Christianssæde på Midtlolland. Og på Falster: 0stersøkysten med Generalens Lysthus ved Korselitse, Resle Skov ved Valnæsgård på Nordfalster og egnen omkring Vennerslund med Stadager Kirke og Guldborg Sund. Endelig er landskabet med Møns Klint ved Liselund helt unikt.