Hammershus

• Bornholm, 3 km vest for Allinge

• Adresse: Langebjergvej 26, 3770 Allinge. Telefon: 56 48 11 40

• Offentlig adgang til ruiner med udstilling om borgen. Butik med cafeteria

• Opført i 1250'erne. Udvidet og ombygget i løbet af middelalderen. Nedlagt 1743

Byen Lund i den østdanske landsdel Skåne blev i første halvdel af 1100-tallet ophøjet til Nordens første ærkebispesæde. Fra begyndelsen var det klart, at kirkens magt var et spørgsmål om besiddelse af borge på de strategisk beliggende steder. I så henseende var Østersøens øer vigtige. Valdemarernes kongedømme sikrede sig de største øer. Tilbage var Rugen og Bornholm. Med kongens støtte kom Rugen i Østersøen i hænderne på den fromme Roskildebisp Absalon, der på sine korstog tvangskristnede de hedenske vendere på den store ø. På Bornholm gik det tilsyneladende mere fredeligt til, skønt de forsvarsindrettede rundkirker beretter om frygten for overfald på kristne mennesker. Kongen ejede en del af øen, men snart sad ærkebispen fra Lund på størstedelen af Bornholm. I slutningen af 1100-tallet indledte biskoppen opførelsen af den stærke bispeborg på øens nordvestvendte utilgængelige klippekyst.

Frem til midten af 1200-tallet var kirke- og kongemagt i en fasttømret alliance, hvor begge parter havde brug for hinanden i centraliseringens navn: et kongerige og en kirke. Vejene skiltes omkring 1250, og det næste trekvarte århundrede var præget af en lang strid mellem kongemagt og kirke. I den sammenhæng træder Hammershus ind på scenen som ærkebispens uindtagelige fæstning. En mægtig borg, der afløser kongens beskedne og i 1250'erne ødelagte og nedbrudte central borg på øen.

I 1300-tallet må kongemagten erkende, at Hammershus er synonym med kirkens totale herredømme på Bornholm. Borgen blev til stadighed udvidet i 1300og 1400-tallet. 11522 blev den da svækkede ærkebisps borg erobret af hansestæderne, der beholdt borgen, efter at den katolske kirke var blevet nedlagt med reformationen. Først i 1552 kom Hammershus til kronen som inddraget kirkeejendom. Efter at lybækkerne havde forladt borgen så sent som i 1576, forsøgte man at renovere den utidssvarende middelalderborg. Hammershus med nye økonomibygninger og fængsel blev nu indrettet som sæde for kongens lensmand.

Under den ulykkelige Torstensonskrig blev Hammershus i 1645 erobret af de svenske belejringstropper under ledelse af general Wrangel efter 1½ dags beskydning med fire kanoner. Bornholm, der administrativt hørte til den østdanske landsdel Skåne, tilfaldt ved Roskildefreden 1658 det svenske voldsherredømme. Men allerede i forbindelse med Karl Gustavs brud på freden i 1659 kæmpede øen sig tilbage til Danmark.

Der er en del symbolik i, at landsforræderparret Leonora Christina og hendes utilregnelige ægtemand Corfitz Ulfeldt i 1660 blev spærret inde på Hammershus i Manteltårnet. Deres berømte flugt er ofte blevet romantiseret. At ægteparret nåede ned til Allinge-Sandvig, før de blev røbet, er et vidnesbyrd om, at Hammershus som fæstning og fængsel var forældet. Det gennemkorrupte, selvoptagede og bedrageriske ægtepar blev atter indespærret under tilsyn af Bornholms lidet sympatiske kommandant Adolph Fuchs. Fuchs blev få år senere myrdet på åben gade i Brugge af Ulfeldtparrets søn Christian Ulfeldt. Selv blev parret løsladt allerede i december 1661 mod at tage ophold på deres østfynske slægtsgård Ulfeldtsholm (nu Hokkenhavn), hvor de atter genoptog deres forræderi mod Danmark.

I 1680'erne blev fæstningsværkerne på Hammershus opgivet. Borgen nedlagdes som sæde for Bornholms kommandant i 1743. Herefter blev Hammershus overladt til den skæbne, der er blevet så mange danske middelalderborge til del. I det stenfattige Danmark, hvor middelalderens teglbrændingsteknik tilmed praktisk taget var gået i glemmebogen, blev de gamle middelalderborge populære stenbrud. På målstregen blev den totale ødelæggelse af Danmarks mægtigste middelalderborg bremset og i 1822 gennemførtes Danmarks første naturfredning, der omfattede Bornholms nordvestspids, Hammeren, med resterne af Hammershus.

I dag er Hammershus bevaret som Nordeuropas største borgruin. Det imponerende anlæg er omgivet af en 750 m lang ringmur. Adgangsvejen er fra syd. Her leder Danmarks ældst bevarede bro over det sydvendte voldgravsanlæg.

Fra Porthuset fører vejen op til borgen. Bag muren er rester af Tinghuset og et voldanlæg fra den tidligste middelalder. Fra den østvendte forborg med udsigt mod Bornholms nordspids, Hammerknuden, fører vejen igennem fæstningsporten ind til den enorme borggård, hvis mure har fremspringende tårne. Langs murværket ses ruiner af forskellige økonomibygninger: magasinbygning og vagtstue mod syd, langstrakte staldbygninger mod sydvest og i det sydvestlige hjørne det markante Blommetårn med kamtakkede gavle og rester af den indre rumopdeling. Nordligst mod muren finder man bageri bygningen i nær tilknytning til kommandantens bolig. Hjørnetårnet kaldes Hundetårnet. Vigtigst er det indre borggårdskompleks, der samler sig om det vældige tre etager høje kvadratiske Manteltårn. Med tårnet som det selvfølgelige samlingspunkt danner de øvrige bygninger et rektangulært anlæg, hvori indgår resterne af slotskapel let, borgerstue, fruerstue, køkken, ammunitionsrum og lensmandens bolig.

Manteltårnet Her blev Leonora Christina Ulfeldt sammen med sin mand Corfitz Ulfeldt fængslet i 17 måneder.

En guide på Hammershus forklarer hvor Leonora Christina Ulfeldt sad fængslet

Hammershus er en ruin af en middelalderborg på Bornholms klippeknude ud til kysten syd for Hammerknuden på Bornholms nordvesthjørne. Hammershus er Nordeuropas største borgruin.

Historie

Borgen menes grundlagt i begyndelsen af 1200-tallet, muligvis efter fælles overenskomst mellem kongen, Valdemar Sejr og ærkebiskoppen i Lund, Anders Sunesen. Rimeligvis er det den borg Jakob Erlandsen nævnte, da han forsvarede sine byggeaktiviteter med, at han blot udbyggede en eksisterende borg, da Christoffer 1. klagede over, at han brød forbuddet imod at bygge nye borge.

I 1265 blev borgen erobret af Erik Klipping, men blev givet tilbage til ærkebiskoppen i 1276, så den under de efterfølgende ærkebiskopper Jens Grand og Esger Juul kunne spille en vigtig rolle i magtspillet mellem konge og kirke.

Erik 6. Menved var utilfreds med, at fredløse kunne søge ly på borgen, og i 1319 lykkedes det marsken Ludvig Albertsen Eberstein at indtage borgen.

Eberstein var først kongens høvedsmand på borgen, men da den i 1321 blev givet tilbage til ærkebiskoppen af Christoffer 2., var han borgherre for ærkebispesædet i Lund. I 1324 – 1325 forsvarede han borgen mod angreb og belejring af rigsmarsk Peder Vendelbo. Efter 16 måneders belejring overgav Eberstein sig, og kong Valdemar Atterdag overtog herredømmet over borgen, men gav den kort efter tilbage til ærkebispesædet, der beholdt borgen indtil 1522, da Christian 2. gjorde krav på Hammershus og efterfølgende satte biskoppen fra Odense, Jens Andersen Beldenak, i varetægt på borgen.

I 1522 blev Hammershus erobret af lübeckerne. De istandsatte borgen og benyttede den i de år, de fra 1526 havde Bornholm i pant. Fra 1576 var Hammershus atter på den danske konges hænder.

Ved Roskildefreden i 1658 fik svenskerne også Bornholm, og de indsatte Johan Printzensköld som guvernør. De bornholmske oprørere ledet af Jens Pedersen Kofoed slog ham, i december samme år, ihjel i Rønne og erobrede dagen efter borgen. Det var Villum Clausen der dræbte Guvernøren. Herefter tilbød de øen til den danske konge.

Fæstningsværk og statsfængsel

Hammershus er anlagt på en 74 meter høj klippe og fylder med sine forborge et areal på henved 35.000 kvadratmeter. Ringmurene har en længde på omkring 750 meter. I det nordvestlige hjørne finder man en dam, der kan have forsynet slottet med fersk vand. Mod havet er der stejle klipper og til de andre sider vanskeligt passabelt, klippefyldt terræn. Manteltårnet blev opført af Bernt Knop, som også forstærkede fæstningsværkerne, der fordrev to svenske orlogsskibe med sine kanoner så sent som i 1645.

Efter 1576, hvor borgen igen var på danske hænder lod man den forfalde, fordi den efterhånden betragtedes som et utidssvarende fæstningsværk, f.eks. på grund af skydevåbenes forbedring. Den blev derfor anvendt som statsfængsel for bl.a. Corfitz Ulfeldt og Leonora Christina Ulfeldt, der blev indsat i 1660. Efter deres flugt fra Manteltårnet og efterfølgende tilfangetagelse blev de placeret i et mørkt slotskapel, men senere igen indsat i Blåtårn – på hver sin etage.

I 1743 blev Hammershus rømmet og derefter anvendt som stenbrud, der blandt andet blev brugt til at bygge hovedvagten i Rønne, den sidste slotspræst var allerede i 1648 befordret til sognepræsten i Nyker. I 1822 blev borgen – ruinen heraf – fredet.