- Bornholm

 - Bornholm

Med sin fantastiske beliggenhed på en 75 m høj klippeskrænt er den mægtige borgruin Hammershus Bornholms største attraktion og et af Danmarks mest kendte og elskede nationale klenodier. Det store ruin kompleks, der dækker et areal på ca 35. 000 m², hidrører fra århundreders byggeaktivitet.

Bornholm adskiller sig på en række punkter fra det øvrige land. Historisk set er landbruget her som i resten af landet hovederhvervet, men til gengæld finder man ikke landsbyer i traditionel forstand på klippeøen. Landbruget blev drevet fra enkeltgårde spredt omkring i landskabet, og langt de fleste gårde var fra gammel tid i selveje. Egentlige hovedgårde, herregårde, har aldrig eksisteret på øen, skønt der nok har været forskellige samlinger af bøndergods fortrinsvis tilhørende ærkebispesædet i Lund. Nogle få adelsslægter havde tilknytning til øen i middelalderen, og godssamleren Peder Oxe til Gisselfeld besad i 1500-tallet omkring 30 gårde på Bornholm. 

Helt dominerende på øen var ærkebispen, der fra Hammershus gennem sin lensmand bestyrede op mod 300 fæstegårde, de såkaldte vornedgårde. Som i Nordsjælland og i Sønderjylland betød denne centralisering af jordbesiddelsen, at der ikke var plads til at udvikle en selvstændig herremandsklasse. Kirkegodset blev som bekendt inddraget af kronen ved reformationen 1536. Herefter bestyredes bøndergodset af kongens lensmand på Hammershus; men i forbindelse med nedlæggelsen af Hammershus som fæstning og statsfængsel i 1743 blev samtlige daværende 230 fæstegårde solgt ved en auktion. Bornholm blev således den første landsdel i Danmark, hvor landbruget udelukkende blev drevet på selvejerbasis.

Her beskrives Bornholms to vigtigste middelalderborge: Hammershus, der uden sammenligning er Danmarks betydeligste borgruin, og kongens Lilleborg i Almindingen. Øen har haft flere andre mindre borganlæg i jernalderen og den tidlige middelalder, hvoraf Gamleborg på det østlige Bornholm nordvest for Neksø er den største. Ligesom rundkirkerne har disse borge mest karakter af tilflugtssteder grundet øens udsatte position mellem slaverne syd for Østersøen, vikingetidens ekspanderende Skandinavien og germanernes vandring mod øst.