Vindeltrapper og
spindeltrapper
Spindeltrapper blev i Middelalderen oftest bygget af sten og
gik med uret set fra den opadstigendes synspunkt, da det gav en angribende sværdkæmpere
(der oftest var højrehåndede) en ulempe. Denne asymmetri tvinger den
højrehåndede angriber til at kæmpe op mod trappens centrale pæl og begrænser
hans bevægelsesfrihed i forhold til forsvareren, der har front ned ad trappen
og har højre hånd fri. Der findes dog undtagelser fra denne regel; et dansk
eksempel er spindeltrappen på tårnet i Vor Frelsers Kirke (1750-52) i København,
der er bygget i 1700-tallet, hvor spindeltrapper stort set var gået af brug og
og ikke havde en forsvarsmæssig funktion. Spirets trappe svinger mod uret,
fordi spirets arkitekt, Lauritz de Thurah, tog spiret på Sant'Ivo alla Sapienza
i Rom som forbillede (opført 1642-60 efter tegninger af Francesco Borromini).
En stejl spindeltrappe med central pæl giver en effektiv
udnyttelse af gulvpladsen. Cirkulære trapper har en ulempe i at de ofte er
meget stejle. Med mindre den centrale pæl er meget bred vil omkredsen af den
cirkel der betrædes være så lille at det bliver umuligt at opretholde normal
trindybde og -højde uden at kompromittere ståhøjden til ovenliggende etage. For
at omgås dette problem har de fleste vindeltrapper stor trinhøjde, men meget
smalle trin. De fleste bygningsregler begrænser brugen af vindeltrapper til
sekundær brug.
En udsmykket spindeltrappe i metal.
En spindeltrappe snor sig omkring en centralt placeret pæl,
kaldet en "spindel"; en vindeltrappe er bygget efter samme princip,
men har ingen central spindel at sno sig om. En spindeltrappe har typisk kun ét
gelænder på ydersiden, mens støtte på indersiden kan findes på den centrale
pæl.
En ny moderne firkantet vindeltrappe (Pixima Cube)
En kvadratisk vindeltrappe er indpasset efter en kvadratisk
trappeskakt, hvorfor trinnene og gelænderet er blevet udvidet og tilpasset
formen med uens trin til følge; de er større hvor de skal passe ind i
hjørnerne.
Vindeltrappe set fra oven.
En klassisk vindeltrappe er tilpasset en cirkulær eller elliptisk trappeskakt og åben i lysningen midt i en trappe, som fremkommer i en bygning med flere etager, hvor etageadskillelsen er undladt, ofte i forbindelse med trapperum. (tysk: durchsicht, gennemsyn)
Internationale regler
for trapper
For ergonomiens og sikkerhedens skyld er der regler for, hvordan trapper skal opbygges. Reglerne skal sikre, at trapperne hverken bliver for stejle, for smalle eller for uregelmæssige.
Den minimale trindybde er 229 mm inklusive udhæng (næse)
over trinet neden under. De flestes fødder er længere, så trinet har ikke plads
til hele foden.
Maksimal trinhøjde er 210 mm. Ved at fastsætte maksimum
højde og minimum dybde, defineres en maksimal hældning. For trapper i private
hjem tillades ofte en større hældning end på offentlige trapper. Visse steder
defineres en minimal trinhøjde på 125 mm.
Højde-dybde-forholdet er angivet i engelske tommer. Tit er
trinparametrene i stil med 2*højde + 1*dybde = 24 tommer (610 mm). Det betyder,
at en højde på 7 tommer og en dybde på 10 tommer lever op til kravet
(2*7+10=24). Hvis der kun er en stigning på 2 tommer, skal man bruge en
trindybde på 20 tommer. Disse mål svarer til at trapper med lav stigning svarer
til at gå op ad en bakke, hvorved skridtlængden bliver større. Det gør trapper
med lav stigning pladskrævende.
Trinets udhæng bør ikke være mere end 32 mm for at hindre
snublen.
Gelænderhøjden bør være mellem 865 og 965 mm fra forkant af
trinet. Minimumshøjden på etagerne er ofte anderledes, typisk omkring 915 mm.
Ribberne i gelænderet bør ikke være længere end 89 mm fra hinanden, for at
forhindre at børn falder ud.
Døre må ikke åbne ud over en trappe.