Marsk eller rigsmarsk, siden marskal (se også hofmester), af
oldgermansk skalk = tjener. Marskembedet var i middelalderen rigets højst
opnåelige embede, betegnende hærføreren for den ledingspligtige adelshær.
Danmarks sidste marsk var Anders Bille til Damsbo (billede øverst), der faldt
ved svenskernes angreb på fæstningen Frederiksodde (Fredericia) i 1657.
Marsk eller rigsmarsk (fra 1536) var titlen for Danmarks
riges øverste hærfører fra starten af 1200-tallet til enevældens indførelse.
Det var det tredjevigtigste embede efter rigshofmesteren og kansleren. Han
udnævntes af kongen og skulle være en indfødt adelig. I perioder valgte kongen
dog at lade embedet stå ubesat for selv at være øverste leder i krig. Fra
1380/81 til 1440'erne var embedet således ubesat.
Fra starten var marsken en af kongens embedsmænd, og Marsk
Stig kaldte sig også "kongens marsk", Regis Danorum Marscalcus, kort
før han i 1287 ved danehoffet i Nyborg blev anklaget og dømt for mordet på Erik
Klipping. I løbet af 1400-tallet blev marsken rigets marsk snarere end kongens,
endeligt signaleret ved skiftet til titlen "rigets marsk", Marscalcus
Regni i 1536.
De sidste rigsmarsker i Danmark var Anders Bille, som døde i
svensk fangenskab i 1657, kort før indførslen af enevælden i 1660, og Joachim
Gersdorff som ganske kort holdt embedet fra 1660 til sin død i 1661.
Betydning
Marsk (og marskal) kommer af middelnedertysk marschalk,
staldmester, rytterianfører, fra ældre germansk marha, hest, og skalk, tjener;
altså oprindelig en stalddreng. Betegnelsen kendes fra 700-talet i Lex
Alamannorum.
I kongens hird har marsk(all)en været den ansvarlige for
opsynet med kongens heste, og som sådan er embedet en afløser for embedet som staller.
Kong Valdemars Jordebog fra 1231 nævner ud over marsken (marscalcus) også en
undermarsk, og det kan muligvis betyde at marsk-embedet på denne tid er blevet
løsrevet fra arbejdet med staldene – som så er overladt til en undermarsk,
muligvis identisk med en såkaldt fodermarsk.
Marskens opgaver har ikke altid været klart afgrænsede, og
de har sikkert også i nogen grad været afhængige af indehaverens status og
inflydelse. Ud over at være kongens hærs øverste leder synes han i løbet af
1300-tallet således også at have haft varierende andel i den dømmende myndighed
og i finansforvaltningen.
Rigsmarskal eller rigsmarsk blev senere en militær titel for
en marskal over et land og anvendes bl.a. i Sverige, Tyskland, Frankrig og
Storbritannien som den højeste militære grad. I Norge kendes embedet ikke.
Kendte danske
(rigs)marsker
(Listen kan være behæftet
med fejl!)
Johannes Sunesen (marsk før 1202)
Johannes Esbernsen (marsk før 1213)
Harald Reinmodsen (marsk omkring 1220)
Johannes Ebbesen (marsk ?-1232)
Iver Tagesen (marsk 1250-1252)
Laurids Abildgaard (marsk ?)Abildgaard (slægter)
Ivar Tokesen Tystofte (marsk 1252-1255)
Jens Kalf (marsk 1255-1267?)
Anders Pedersen (marsk 1267 ?-1275)
Stig Andersen Hvide (marsk 1276-1282, 1284-1286)
Niels Olufsen Bild (marsk 1314-1317)
Ludvig Albertsen Eberstein (marsk 1319-1328)
Peder Vendelbo (marsk 1323 ?-1327)
Johannes Ebbesen (marsk 1327 ?-1332)
Sivert Sivertsen Grubendal (marsk 1332 ?-1333)
Friedrich von Lochen (marsk 1340 ?-1343 ?)
Erik Nielsen Banner (marsk ?-1345 ?)
Palne Jensen Munk (marsk 1343-1363)
Tue Galen (marsk 1364-1368)
Erik Nielsen Gyldenstjerne (marsk 1368-1370)
Evert Moltke (marsk 1376-1380)
Oluf Axelsen Thott (marsk 1443-1448)
Claus Rønnow (marsk 1449-1480) (muligvis 1486)
Eskil Gøye (marsk 1489-1506)
Tyge Krabbe (marsk 1523-1541)
Erik Eriksen Banner (rigsmarsk 1541-1554)
Otte Krumpen (rigsmarsk 1554-1567(?))
Frands Mikkelsen Brockenhuus (rigsmarsk 1567-1569)
Holger Ottesen Rosenkrantz (rigsmarsk 1573-1575)
Peder Munk (rigsmarsk 1596-1608)
Steen Maltesen Sehested (rigsmarsk 1610-1611)
Jørgen Knudsen Urne (rigsmarsk 1632-1642)
Anders Bille (rigsmarsk 1642-1657)
Joachim Gersdorff (rigsmarsk 1660-1661) (billede øverst)
En marsk kan også
være i økologien en biotop, der danner randzone mellem et fladvandet hav og
fast land. Ordet marsk hedder på gammeldansk mersk, vestjysk mærsk,
oldnordfrisisk mersk og på mnty. mersch.
Marsk betegner de lavtliggende, frugtbare landstrækninger
med lerbund ved Vesterhavets kyster i modsætning til den højere liggende,
mindre frugtbare gest med jordbund af morænesand eller glacialt flodsand.
Lerbunden skyldes stadige oversvømmelser af de lavtliggende strækninger. Vandet
medfører lerpartikler af uorganisk og organisk oprindelse (slik eller klæg),
som bundfældes og efterhånden ophober sig til et mere eller mindre tykt lerlag.
Dannelsen af lerstrand er ikke noget særegent for marsken,
men foregår mange andre steder, men i mindre stil, fx i rolige vige og steder,
hvor hverken bølgegang eller strøm er stærk nok til at hindre tæt plantevækst.
Planterne bremser nemlig vandets afløb og skaber rolige forhold, hvilket
fremmer bundfældningen. Ved Vesterhavets kyster sker en særligt effektiv
dannelse af marsk. Årsagen er det stærke tidevand, hvor der sker en daglig
tilførsel af sediment. Også i flodmundingerne finder der marskdannelse sted, så
langt, som tidevandet når. Det ses eksempelvis langs Elben, Weser og Rhinen