Kerub: Som arkitektonisk dekoration: En vinget barneengel
eller et vinget englehoved. Ellers overnaturlige væsener, der vogter det
hellige, Paradiset m.m. (fx Stensgård, Fyn). Undertiden anvendes ordene kerub
og kerubisk om en barnlig, uskyldig engletype.
Keruber omtales i Det gamle testamente som en art himmelske
væsener, der vogter over hellige steder. Keruber vogter blandt andet Edens have
i 1. Mosebog, 3:24, og optræder i omtalen af Pagtens Ark (2. Mosebog, 25:18-20
og 37:7-9) og i forbindelse med det allerhelligste i Salomos Tempel (1.
Kongebog, 6:23-29). Keruber tænkes som fantastiske dyreskikkelser med fire
ansigter (menneske, løve, tyr og ørn), som det fremgår af Ezekiels bog, kapitel
10). Sandsynligvis peger tanken om keruber som vogtere tilbage til de vingede
tyre- og løvekolosser (der på assyrisk hed kurubu) med menneske-ansigt ved
indgangen til de babylonske og assyriske templer. I Tredje Enoksbog påstås det,
at når Gud rider på en hurtig kerub, ser han gennem 18.000 verdener med ét
blik.
Etymologi
Sprogligt kan ordet "kerub" være afledt af
assyrisk karubu (= stor, mægtig) eller karabu (= at velsigne, bede); eller af aramæisk
karob (= at pløje [med tanke på vingede tyre]). Ordets sproghistoriske
eftervirkninger er bedre kendt. Man mener, at det oldsemitiske ord krb (=
kerub) blev lånt ind i græsk i formen gryps eller grypos som betegnelse for de griffer,
der dukkede op i græsk kunst på 600-tallet f.Kr. Latin overtog ordet i formen gryphus.
Fra tysk Greif kom ordet ind i dansk i formerne grib og grif.
Philon mente, at kerubim betød "erkendelse og indsigts fylde". I Talmud
gives ordet derimod betydningen "som et barn", hvad der måske kan
forklare kerubernes barnlige ansigter.