Bolværk kaldes en lodret eller svagt hældende væg, som
oftest af træ, men også af jernbeton eller jern, der tjener til at begrænse en
sten- eller jordmasse, sædvanligvis ud mod vand. Bolværker anvendes som indfatning
for opfyldninger, for havnekajer, jordfyldte moler, slusesider med mere og
består i sin simpleste skikkelse blot af en række pæle med en klædning af
planker på bagsiden ind mod jordfylden; pælene er rammede så dybt ned, at de
derved er sikrede imod trykket af jorden.
Dette er dog ikke tilstrækkeligt ved større vanddybder og
jordhøjder, Væggen må da af hensyn til jordtrykket forankres. I de i Danmark almindeligt
anvendte bolværkskonstruktioner indgår en række pæle (bolværkspæle,
hjertepæle), der rammes i l m afstand fra midte til midte, almindeligvis med en
ringe hældning indad imod kajen. Oven på pælene lægges et vandret stykke
tømmer, kaldet hammeren, der tappes på pælene. På bagsiden af disse anbringes
en tæt væg, der over vandet almindeligvis består af 2 lag vandrette planker,
spigrede til pælene, under vand dels af et lag vandrette planker, samlede i
større flager ved hjælp af lodrette lister (kaldet revler), dels af et bag
disse anbragt lag af lodrette planker, rammede side om side (kaldet
forsætningen, spidsplanker). En sådan væg ville ikke være i stand til at modstå
trykket af den bagved liggende jord og må derfor forankres. Med visse mellemrum,
ofte for hver tredje hjertepæl, anbringes, hvilende på nogle bærepæle, et
vandret stykke tømmer (ankeret) vinkelret på bolværkets længderetning. Oven på
dette fæstes to gennemgående såkaldte stræktømmer, et forreste, der ved bolte,
hovedbolte, er forbundet med hjertepælene, og et bageste. Et par nedrammede
skråpæle, nakkede og boltede til det bageste stræktømmer, fuldender
forankringen.
I stedet for ankre af træ benyttes nu meget jernankre.
Ankeret, båret af en pæl, er en svær rundjernsstang, skrueskåret i begge ender,
der føres igennem de to stræktømmere, forsynede med møtrik og underlagsplade.
De enkelte skråpæle bør her helst erstattes med »stive« pælebukke, 2
for hvert anker, bestående af en lod- og en skråpæl. Ofte er det nødvendigt at
afstive den over vand værende del af væggen yderligere ved et indvendigt
skråtliggende anker eller ved en udvendig skråpæl. Fra den beskrevne
konstruktion gives der mangfoldige afvigelser. Således kan det blandt andet af
pladshensyn, og når bunden er fast, anbefales at flytte pælebukkene, der da må
rammes dybere i jorden og forøges i antal, tæt op imod væggen. Endvidere
udføres, særlig i hjørner, der skal afrundes, væggen undertiden af en enkelt
tæt væg af pæle (eller svære nedrammede planker med indskudte pæle), forenede ved
fjer og not og med en gennemgående hammer foroven. I stedet for skråpæle og
pælebukke kan ved lange ankre og fastgjorte i disse anvendes lodret stående
flager, der på grund af jordtrykket hindres i at bevæge sig.
En ulempe ved anvendelse af træbolværker er forekomsten i de
fleste farvande af pæleorme og pælekrebs, der angriber træ. Angrebet kan være
så stærkt, at fx en pæl i Frederikshavns havn på mindre end et par år kan blive
fuldstændig ødelagt. Det er derfor nødvendigt at forsyne det i vand værende
træ, pæle og planker med et beskyttende overtræk. Det kan bestå af jernplader,
der sømmes på træet, eller blot af søm, ca. 3 cm lange, der, anbragte i
passende afstand, efterhånden gennemtrænger træet fra overfladen og et stykke ind
i tømmeret med rust, der udelukker angrebet. Hvor angrebet er svagere, kan man
nøjes med imprægnering af tømmeret med kreosotolie, kobbervitriol, zinkklorid, sublimat
m.m., eller man kan indskrænke sig (som ved Rødby Havn) til at smøre tømmeret
forinden anbringelsen med varm »sortor«, en tjæreagtig substans.
Disse foranstaltninger fordyrer imidlertid i væsentlig grad
træ-bolværker og sikrer dem heller ikke helt imod de nævnte angreb. Bortset
herfra er træ, nedsænket helt i vand, i almindelighed så godt som
uforgængeligt, men over vandet rådner træet i løbet af 20-25 år, hvorfor det
bliver nødvendigt at ombygge denne del af bolværket, dvs. »bolværket
sættes på fod«. Hjertepælene afskæres, og oven på pælenes friske ender tappes
et fodstykke, hvori der atter tappes stolper, der for oven forsynes med hammer.
Bag ved stolperne anbringes en ny dobbelt klædning af vandrette planker. Denne
væg må i alle tilfælde forankres med indvendige skråankre, som regel af jern. En
sådan fornyelse kan gentages l à 2 gange for hver 10 à 15 år.
Siden 1. verdenskrig har bolværker af jernbeton vundet stor
udbredelse over hele verden. En i Danmark hyppigt anvendt konstruktion ser
således ud: bolværksvæggen består af en tæt række nedrammede notpæle, oven på
hvilke er støbt en noget tykkere væg. Hele væggen forankres gennem
anker-bjælken, anbragt for hver 3–4 m vinkelret på bolværkslinjen til en
pælebuk, i hvilken de to pæle indgår. En ejendommelighed ved denne konstruktion
er det gennemgående dæk, der ved gennem strækbjælken at overføre vægten af den
oven på dækket hvilende jordmasse til pælebukkene forøger bolværkets
stabilitet. For øvrigt udføres hele bolværket som et eneste sammenhængende
legeme af jernbeton. Fordelene ved denne konstruktion er dets holdbarhed
(såfremt arbejdet er godt udført), dets modstandsdygtighed imod pæleorme og
pælekrebs samt dets store stivhed.
I nyere tid er de såkaldte jernspunsvægge af stål komne frem
i Danmark, mens de allerede i adskillige år tidligere havde været anvendte i Tyskland
og Amerika (USA). Sådanne vægge, der kan anvendes i forbindelse med ganske de
samme forankringer som ved træbolværker, synes, særlig efter fremkomsten af
rationelt valsede profiler, at have en fremtid for sig på grund af deres
holdbarhed og deres anvendelighed selv på ret hård bund, hvor træ- eller
jernbetonpæle måske vanskelig kan nedrammes. Også vægge af støbejern benyttes,
men har dog ikke fundet så stor anvendelse.