- Nordøstsjælland
Fraværet af private, historiske herregårde i Nordøstsjælland
er iøjnefaldende. Nordøstsjælland var og er kongehusets domæne. Allerede i den
tidlige middelalder satte kongehuset sig fast på Nordøstsjælland. Rigtig nok
etablerede den magtfulde Roskildebiskop borgene Asserbo og Søborg i begyndelsen
af 1100-tallet, men snart kom disse tidlige borganlæg i kongens hænder.
Bastrup-fæstningens oprindelse i det skovrige grænseland mellem Nordøst- og
Midtsjælland er som privatborg, men her var formentlig tale om kongehusets
allierede, den fremtrædende Hvide-slægt, der var snævert forbundet med den
fremvoksende kongemagt under Valdemarerne. Grænsen var urskoven mellem de to daværende
amter Frederiksborg og Københavns Amt. I sidstnævnte område herskede kirken med
fæstningerne Hjortholm ved Furesøen og borgen ved Havn (senere København) som
udgangspunkt Nord for »amtsgrænsen« fandt man de gamle kongelige sammenhængende
»jagtmarker«.
I 1500-tallet centraliseredes kongehusets besiddelser
yderligere under den kompetente godssamler Fr. 2. Ved utallige
mageskiftetransaktioner i 1570'erne og 1580'erne blev kongemagten så at sige
enerådende i grænselandene mod nord og syd Sydsjælland og Møn var gammelt
krongods omkring de vigtige borge Vordingborg og Stege. Under Fr. 2. blev
Sønderjylland og Nordøstsjælland helt underlagt kongehuset, mens resten af
landet i princippet blev overladt til det private godsejerinitiativ.
Stilhistorisk afspejler udviklingen sig i Nordøstsjællands
overdådige samling af kongelige ejendomme. Ser man bort fra København, begynder
det med Kronborg. Kronborg er Erik af Pommerens gamle borg, Krogen, fra
1400-tallet. fra den tid da København blev rigets hovedstad. Som Kronborg
fremtræder i dag, er den et resultat af Fr. 2.'s ombygning i 1574-1585 ved den
hollandske arkitekt Hans van Paaske. Det andet storslåede kongeslot var
Frederiksborg, som Fr. 2. indledte opførelsen af i 1562 ved hollænderen Hans
van Stenwinckel. Det blev dog Stenwinckels sønner, der afsluttede byggeriet for
Chr. 4. i 1622.
Nordøstsjællands øvrige slotte tilhører barokken, rokokoen
og i nogen grad klassicismen. Fr. 4.'s arkitekt J.c. Krieger opførte
Fredensborg i 1719-22, lystslottet Frydenlund 1722-29 og Charlottenlund
1731-33. Ombygningen af det middelalderlige Abrahamstrup til barokkens
Jægerspris hører ligeledes til i begyndelsen af 1700-tallet, selvom Jægerspris
som det eneste nordøstsjællandske slot har bevaret sin middelalderlige kerne.
Med Laurids de Thurah lanceres rokokoen, og om man vil,
senbarokken i dansk arkitekturhistorie. Det begynder med den danske udgave af
Versailles, Hørsholm Slot opført af Thurah i 1730'erne. Samtidig rejstes
Danmarks første rokokobygning Eremitageslottet ligeledes med Thurah som
arkitekt i 1734-36.
Thurahs konkurrent, den lidt mere raffinerede Nicolai
Eigtved, opførte få år senere danske udgaver af tidens franske lyststeder,
»Maison de plaissance«, nemlig Frederiksdal ved Furesøen i 1745 og Sophienberg
for dronningen i 1744. Da Thurah efter Eigtveds død atter trådte frem på scenen
efter en årrække i det nordjyske, ombyggede han i 1756 Sorgenfri til sit
nuværende udseende, samtidig med at han rejste sit private nordsjællandske palæ
Holtegård få km nord for Lyngby.
Klassicismen holdt sit indtog med N.H. Jardins ankomst til
Danmark. Omkring 1760 stod han for opførelsen af Danmarks to tidligste
klassicistiske herregårdsanlæg. Dels ombyggede han Fr. 2.'s lysthus i
Helsingør, Marienlyst i 1759-63, dels rejste han for Danmarks ledende statsmand
J.H.E. Bernstorff sommerhuset kaldet Bernstorff Slot i 1760-1765. Sidste skud
på stammen af nordøstsjællandske slotte er Næsseslottet/Dronninggård, der
bortset fra tilknytningen til Sophie Amalie i 1660'erne slet ikke er noget
slot. Lystslottet blev opført af arkitekten Joseph Guione i 1782-82 i
klassicistisk Louis Seize-stil.
De nedenfor nævnte fem nordøstsjællandske borgruiner er alle
tilgængelige for offentligheden. Det samme gælder de tre ældste kongeborge:
Jægerspris, Kronborg og Frederiksborg, der sammen med Marienlyst i vort
århundrede er blevet omdannet til storslåede, nationale museer og seværdigheder
af høj international standard.
Med undtagelse af Frydenlund og Frederiksdal er parker og
haveanlæg til de øvrige ti slotte offentligt tilgængelige. Fredensborg,
Eremitagen og Sorgenfri hører fortsat under kongehuset, men kun førstnævnte
indgår i kronens daglige husførelse. Charlottenlund, Bernstorff og Sophienberg
huser i dag forskellige mere eller mindre offentlige funktioner, og
parkanlæggene er alle tre steder frit tilgængelige. Det samme gælder Hørsholm,
hvor slottet blev nedrevet allerede i begyndelsen af 1800-tallet. Tilbage er
Frydenlund og Frederiksdal som private ejendomme og Dronninggård/Næsseslottet,
der nu er indrettet som kontorhus med en omgivende delvist tilgængelig
nyrestaureret landskabshave.
__________________________________