● Region Fyn - Odense Kommune
● Adresse: Hesbjergvej 50, 5491 Blommenslyst.
www.hesbjergfonden.dk
● Ejer: Hesbjergfonden, forbindelse til Christiansdal (Fyn)
● 16,1 ha, offentlig adgang
● Skolebrug - kloster/stiftelse
● Bygningshistoriske årstal: 1780 1880
Hesbjerg bestod frem til 1822 af to gårde - Store og Lille
Hesbjerg.I 1790'erne var Lille Hesbjerg ejet af den fraskilte Birgitte Rantzau.
Hun stod anklaget for at forgifte sin mand.
Hovedbygningen er opført i historistisk renæssancestil
1880-1881. Hovedbygningen fra Lille Hesbjerg blev revet ned i 1926.
Hovedbygning
Lille Hesbjerg var i slutningen af 1700-tallet bolig for
Birgitte Rantzau. Da nye ejere opførte en ny hovedbygning i slutningen af
1800-tallet lod man Lille Hesbjerg forfalde, og gården blev nedrevet i 1925.
Inden nedrivningen blev interiøret fjernet og er i dag udstillet på
Nationalmuseet.
Hovedbygningen blev opført i årene 1880-1881 i nederlandsk
renæssancestil efter tegning af arkitekt Emil Schwanenflügel. Stilen var en del
af historicismen, der kom igen i arkitekturen i perioden. 1800-tallets
herskende klasse, borgerskabet, ville manifestere sin magt - også i
arkitekturen. Tidens øgede kendskab til historie, nationalfølelse og
romantikkens søgen efter det oprindelige danske bidrog til, at man begyndte at
anvende kendte fortidige stilarter og arkitektoniske elementer. Derfor står
Hesbjerg Slot i 2013 som et renæssanceslot, selv om det er blot er 130 år
gammelt. Hovedbygningen er udpeget som bevaringsværdig med høj bevaringsværdi.
Omgivelser
Hovedbygningen til Lille Hesbjerg er i dag revet ned, men
inden nedrivningen nåede Nationalmuseet i 1925 at redde paneler, døre og
vinduer fra tre af stuerne. Indretningen stammer fra Birgitte Rantzaus tid på
Lille Hesbjerg. Interiøret er udstillet på Nationalmuseet.
Omgivelser
Hovedbygningen til Lille Hesbjerg er i dag revet ned, men
inden nedrivningen nåede Nationalmuseet i 1925 at redde paneler, døre og
vinduer fra tre af stuerne. Indretningen stammer fra Birgitte Rantzaus tid på
Lille Hesbjerg. Interiøret er udstillet på Nationalmuseet.
Historie
Hesbjerg opstod af de to gårde Store og Lille Hesbjerg.
Store Hesbjerg hørte frem til 1563 til Sankt Knuds Kloster i Odense, men blev
som alt andet klostergods inddraget af kongen ved Reformationen i 1536. Her
forblev godset indtil 1662, hvor landsdommer på Fyn, Jens Lassen, købte Dalum
Kloster (senere: Christiansdal) af Kronen. Til Dalum Kloster hørte blandt andet
helgården Store Hesbjerg og halvgården Lille Hesbjerg.
Store Hesbjerg kom senere tilbage til Kronen, der lagde
godset ind under det fynske ryttergods. Ryttergods var krongods, som skulle
forsørge hærens rytterregimenter. Mellem 1715 og 1717 samlede man krongodset i
12 rytterdistrikter - et til hvert regiment. Ryttergodset blev imidlertid
frasolgt allerede fra 1740'erne og i 1770'erne var alt ryttergodset solgt. Ved
auktionen over det fynske ryttergods i 1764 købte Caspar Herman von Heinen Store
Hesbjerg. Gården blev i familien von Heinens eje frem til 1822.
Lille Hesbjerg kom til Christian Ewald, som ejede den indtil
1793. Han solgte gården til Birgitte Eleonora Rantzau, der efter en skilsmisse
søgte tilflugt på Lille Hesbjerg. Lille Hesbjerg blev hermed for en stund
forbundet med det mægtige Brahesborg ved Assens, der var ejet af Birgitte
Rantzaus onkel, greve Carl Adolph Rantzau. På den tid var det normalt for
større godser at anvende mindre gårde til tanter, enker og ugifte søstre, som herremanden
ellers, som husets og slægtens overhoved, skulle forsørge. Ved at forære de
ugifte kvinder et mindre landsted eller gård blev de selvforsynende og ville
ikke i samme grad ligge godset til last.
I 1785 var Birgitte Rantzau blevet gift med greven Niels
Krag Levetzau. Begge parter var ud af nogle af de fornemste slægter i riget.
Han havde et palæ på Amalienborg, hvilket var helt centralt for alle adelsmænd,
hvis de ville have indflydelse og respekt ved det enevældige hof. Ægteskabet
var ikke lykkeligt og efter blot tre måneders samliv, smed Niels Levetzau
bogstavelig talt Birgitte Rantzau på porten. Det blev starten på en af
Danmarkshistoriens mest celebre skilsmissesager, som det fine København
glædeligt sladrede om.
Niels Levetzau beskyldte Birgitte Rantzau for at have
forsøgt at forgifte ham med rottegift. Derfor krævede han skilsmisse. Kort
efter retssagens begyndelse rejste Birgitte Rantzau hjem til Fyn, hvor hun
forgæves søgte hjælp hos sine slægtninge. Først da hun opdagede, at hun var
gravid, tog hendes mor affære og lod hende bo hos sig. I fire lange år blev
familienavnet Rantzau trukket gennem sølet, indtil dommen slog fast, at
anklagen om rottegift var falsk.
Efter at have renset sit navn søgte Birgitte Rantzau nu selv
om skilsmisse. Den mest ærefulde måde at komme ud af ægteskabet var, hvis hun
blev en del af enkestanden. Ud over at enkestanden var en mere hæderlig stand
end skilsmisse udgjorde, så betød enkestanden også en vis økonomisk
selvstændighed. Ved en kongelig resolution i 1795 blev hun tildelt enkestand og
fik bevilget tilladelse til at opdrage og underholde sin søn, som var blevet
født i 1786. Det betød reelt, at hun fik tildelt forældremyndigheden over
sønnen - forældremyndigheden ville normalt være gået til faren, da han var herre
over kone og børn.
Midt i alle disse forhold købte Birgitte Rantzau Lille
Hesbjerg i 1793, hvor hun bosatte sig med sin søn. I 1797 lå hendes mor for
døden på Kragsbjerg. Birgitte Rantzau bad sin advokat om at tage affære. Især
skulle han undersøge forholdene angående en sort kvinde ved navn Pricilla.
Pricilla var blevet solgt til moren af generalguvernøren på de dansk
vestindiske øer, og siden havde den unge kvinde levet i Danmark. Moren satte
tilsyneladende stor pris på Pricilla. I hvert fald skulle Pricilla modtage sin
frihed og en årlig pension efter morens død. Dette huede ikke Birgitte Rantzau,
der forsøgte at få morens testamente omstødt. Det lykkedes ikke, og Pricilla
fik sin testamenterede arv.
I 1809 solgte Birgitte Rantzau Lille Hesbjerg til Hans
Rasmussen Roulund, der i 1822 også købte Store Hesbjerg og slog de to gårde
sammen til en anseelig ejendom. Han anlagde på Hesbjerg en fajancefabrik. Efter
hans død overgik godset til sønnen og derefter til Hans Mortensen. Ved hans død
blev Hesbjerg solgt på auktion til Hans Milo, hvis søn og svigerdatter ejede
godset indtil 1896, hvor Hesbjerg overgik til nevøen Carl Milo. I denne periode
blev opført en herskabelig hovedbygning på Hesbjerg, mens Birgitte Rantzau's
hovedbygning blev nedrevet i 1920'erne.
I 1922 måtte Steen Giebelhausen lade Hesbjerg gå på
tvangsauktion. Her blev gården købt af E. Jopp på vegne af Horsens Bank, der
muligvis var Steen Giebelhausens bank, og som ville have haft store økonomiske
problemer, hvis gården var gået for et for lavt bud.
I 1924 købes Hesbjerg af Sjællands og Fyns Stifters
Udstykningsforening, der frasolgte skoven, udstykkede jorden og solgte
hovedparcellen til Poul Andersen. I dag er gården ejet af Hesbjergfonden.
Ejere af Hesbjerg
Store Hesbjerg
(
-1536) Sankt Knuds
Kloster i Odense
(1536-1662)
Kronen
(1662-1681)
Jens Lassen
(1681-1764)
Kronen
(1764-1767)
Caspar Herman von Heinen
(1767-1822)
Slægten von Heinen
Lille Hesbjerg
(1662-1681)
Jens Lassen
(1681-1764)
Kronen
(1764-1793)
Chr. Ewald
(1793-1809)
Birgitte Eleonore Rantzau, gift Levetzau
(1809-1822)
Hans Rasmussen Roulund
Hesbjerg
(1822-1827)
Hans Rasmussen Roulund
(1827-1854)
Hans Chr. Roulund
(1854-1864)
Hans Mortensen
(1864-1881)
Hans Chr. Milo
(1881-1896)
Anna Fahnøe, gift Milo
(1896-1913)
Carl Chr. Milo
(1913-1917)
Mogens Holck
(1917-1918)
Harald Gustav Rich
(1918-1922)
Steen Giebelhausen
(1922-1924)
Horsens Bank / E. Jopp
(1924)
Sjællands og Fyns Stifters Udstykningsforening
(1924-1934)
Poul Andersen
(1934-1949)
Fritz Blücher-Altona
(1949-
) P. Eilenberg
(
-1951) Enke efter P.
Eilenberg
(1951-1957)
J. Rose
(1957-2005)
Jørgen Laursen Vig
(2005-2006)
Boet efter Jørgen Laursen Vig
(2006-20xx)
Hesbjergfonden
Hesbjerg er dannet ved sammenlægning af de 2 gårde Store
Hesbjerg og Lille Hesbjerg i 1822. Gården ligger i Ubberud Sogn, Odense Herred,
Odense Amt, Odense Kommune. Hovedbygningen er opført i 1880-1881 ved Emil
Schwanenflügel.