● Region Syddanmark - Syd- og
Sønderjylland - Sønderborg Kommune
● Adresse: Fiskbækvej 25, 6300 Gråsten
● Ejer: Gråsten Landbrugsskole
● Gråsten Landbrugsskole har adresse Fiskbækvej 15
● 167.5 ha
● Stuehuset opført 1799 Landbrugsskolens hovedbygning opført
1924
Ahlefeldt'erne og Augustenborg-hertugerne har siddet tungt
på Fiskbæk fra 1600-tallet og op til midt i 1800-tallet.
I 2013 er Fiskbæk en del af Gråsten Landbrugsskole.
Den oprindelige hovedbygning er ifølge en tekst på gavlen
opført i 1799, mens skolens hovedbygninger primært er fra 1924 og frem.
Fiskbæks gamle, hertugelige avlsgård bliver altså nu brugt i
undervisningsøjemed.
Hovedbygning
Hovedbygningen til den tidligere avlsgård Fiskbæk er en
karakterfuld, meget lang, hvidkalket og grundmuret enkelt fløj. Det er en
enkel, enetages bygning med halvt afvalmet tegltag og en høj, sorttjæret
kampestenssokkel. Bygningen anvendes i 2013 til undervisning på Gråsten
Landbrugsskole. Hovedbygningen er udpeget som bevaringsværdig med middel
bevaringsværdi.
Andre bygninger
De tidligere avlsbygninger brændte i 1905, og de nuværende
rødstensbygninger er opført i 1958 ved arkitekt Aage Beldringe. Lidt sydøst
herfor ligger Gråsten Landbrugsskoles hovedbygninger, som blev opført i 1924
ved arkitekt Peder Gram, da skolen overtog Fiskbæk. Skolebygningen er et
anseligt, herskabeligt gulstensanlæg med halvvalmet tag og refendfuget murværk.
Hovedfløjen, der har midterrisalit med trekantsfronton, er i to etager, mens
sidefløjene er i én etage over en høj kælder. Skolen fra 1924 er udpeget som
bevaringsværdig med høj bevaringsværdi.
Omgivelser
Fiskbæk har været stærkt knyttet til kongefamiliens
sommerresidens Gråsten Slot.
Historie
Fiskbæks jorde blev dannet af en gammel landsby, der blev
nedlagt omkring 1608, hvor jorden hørte under herregården Søgaard. Søgaard var
ejet af adelsslægten Ahlefeldt, der også havde Graasten Slot, og som sammen med
Høk-slægten sidst i 1600-tallet sad på alt godset i Adsbøl sogn. Det lykkedes
efterhånden Gregers Ahlefeldt og hans efterfølgere at erstattet gårdmændene med
såkaldte kådnere (husmænd) i stedet. Kådnere havde mindre jord og måtte lægge
en større del af deres afgift til godset som arbejdspligt (hoveri), hvilket var
mere effektivt. Ahlefeldt'erne gik imidlertid konkurs i 1725.
Ved konkursen overtog hertug Christian August på
Augustenborg Fiskbæk. Hertugerne på Augustenborg ejede i 1700-tallet en lang
række herregårde i Sønderjylland, foruden Fiskbæk også Graasten, Augustenborg
Hovedgaard, Rumohrsgaard og Gammelgaard.
Fiskbæk blev drevet af forpagtere. Omkring 1740'erne havde
den store avlsgård 120 køer, to tyre og 11 heste, men i 1745 skete der dog
desværre det tragiske, at hele kvægbesætningen undtagen fem dyr døde af
kvægpest.
Gården blev i stor udstrækning drevet af hoveribønder, som
skulle arbejde på herregårdens marker som betaling for deres gård eller
husmandssted. I 1805 blev livegenskabe, - der i modsætning til i resten af
kongeriget eksisterede i hertugdømmerne, - ophævet, men først i 1847 blev
hoveriet afskaffet.
Hertugerne af Augustenborg gjorde gennem 1800-tallet fortsat
deres arvekrav på den danske trone gældende. Da konflikten mellem dansk og tysk
spidsede til i Slesvig og Holsten i løbet af 1800-tallet blev augustenborgerne
i stigende grad anset som tysksindede. Familien måtte flygte fra Augustenborg
Slot i forbindelse med Treårskrigen (1848-1850) og siden opgive alle deres
besiddelser.
I 1852 gik alle deres gårde derfor til den danske stat,
deriblandt Fiskbæk. Staten solgte augustenborgernes herregårde én for én.
Fiskbæk forblev under Graasten Slot og blev solgt til grev Adam Gottlob
Moltke-Huitfeldt, som dog allerede to år efter måtte sælge igen pga. nederlaget
til Preussen.
Herefter kom gårdene faktisk indtil 1921 tilbage til
augustenborgerne, der benyttede Graasten som sommerresidens.
Efter Genforeningen 1920 blev Fiskbæk og Graasten overtaget
af den danske stat i 1921. Tre år senere blev Fiskbæk købt af Gråsten
Landbrugsskole, mens store dele af jorderne blev udstykket i 24 husmandsbrug.
Siden 2008 har Gråsten Landbrugsskole i øvrigt haft en
afdeling, der hedder Fiskbæk Naturskole.
Ejere af Fiskbæk
(1593-1616)
Gregers Ahlefeldt
(1616-1663)
Hans Ahlefeldt
(1619-1657)
Frederik Ahlefeldt
(1657-1686)
Frederik Ahlefeldt
(1686-1708)
Frederik Ahlefeldt
(1708-1722)
Carl Ahlefeldt
(1722-1725)
Boet efter Carl Ahlefeldt
(1725-1754)
Christian August af Augustenborg
(1754-1794)
Frederik Christian I af Augustenborg
(1794-1814)
Frederik Christian II af Augustenborg
(1814-1852)
Christian August II af Augustenborg
(1852-1862)
Den danske stat
(1862-1865)
Adam Gottlob Moltke-Huitfeldt
(1865-1865)
Prins
Christian
(1865-1869)
Christian August II af Augustenborg
(1869-1880)
Frederik Christian August
(1880-1884)
Adelheid, enke efter Frederik Christian August
(1884-1921)
Ernst Günther II
(1921-1924) Den danske
stat
(1924-20xx) Gråsten Landbrugsskole A/S