Tamdrup Bisgaard blev i en lang periode regnet for en ganske
almindelig bondegård.
Tamdrup Bisgaards storhedstid var i middelalderen, hvor
gården var en del af Århus bispestol.
Det nuværende Tamdrup Bisgaard blev opført af Ole Bendixen i
1784, efter den gamle hovedbygning var brændt.
Den nuværende hovedbygning består af en hovedfløj med to
sidefløje samt en tilbygning til øst. Bygningen er i bindingsværk og har
tegltag.
Ifølge definition (se hvad er en herregård?) hører Tamdrup Bisgaard historisk set ikke til
blandt herregårdene. Med bygninger af herregårdslignende karakter har gården
dog i nutiden opnået en alment accepteret status som herregård.
Tamdrup Bisgaard
Bisgårdsvej 2
8700 Horsens
Region Midtjylland - Horsens kommune
Offentlig adgang
Ingen offentlig adgang - kan ses fra vej
Ejer: Alan Nissen
Telefon 75 67 39 70
Godsets størrelse: 300 ha
Funktion: Landbrugsdrift/skovbrug
Forbindelser: Stensballegård
Hovedbygning
Hovedbygningen på Tamdrup Bisgaard er opført i bindingsværk
med tegltag. Den består af en hovedfløj med to sidefløje samt en tilbygning til
øst. Bygningen blev opført i 1784 af Ole Mandix, efter den ældre hovedbygning
var brændt.
Hovedfløjen er en anseelig, lang bygning med en gennemgående
frontspids og afvalmede gavle. Til gavlene er sluttet to korte, lavere
mellembygninger, der forbinder hovedfløjen med de to sidefløje. Disse er blevet
ombygget i det 20. århundrede. Hovedbygningen blev opført i Louis-Seize stil,
som er en tidlig form for nyklassicistisk stil opkaldt efter den franske konge
Ludvig XVI (1754-1793). Dette kommer bl.a. til udtryk i dørenes
guirlandedekorationer.
Hovedbygningen blev restaureret i 2001.
Fredningsstatus 2013: Hovedbygningen er fredet.
Andre bygninger
Sammen med hovedbygningen omslutter den trefløjede avlsgård
en gårdsplads. Der findes en agerumslade fra 1784, der er blevet forlænget til
begge sider i ca. 1895. De to kampestensbygninger i øst og vest er fra
henholdsvis 1894 og 1895.
Fredningsstatus 2014: Avlsbygningerne er fredede.
Omgivelser
Tamdrup Bisgaards hovedbygning er placeret på siden af en
højderyg, der stiger op mod Tamdrup kirke.
I midten af 1800-tallet lå der et mejeri på Tamdrup
Bisgaard.
Ejerhistorie
Tamdrup Bisgaard har ikke helt gennemløbet den samme
udvikling som den typiske herregård. Bisgaards storhedstid lå i middelalderen,
hvor gården var en del af Århus bispestol. Efter glansperioden som bispens
gård, forfaldt godsets betydning kraftigt og var i langt det meste af historien
blot en simpel, ufri bondegård. Endvidere var gårdens navn Bisgaard indtil en
gang i 1900-tallet, hvor den fik sit nye navn.
At Tamdrup Bisgaard var en betydelig gård ved bispen, kan
bl.a. ses ved den nærliggende Tamdrup kirke, der ikke blot er en af landets
ældste stenkirker, men med dens tre skibe er lige så anseelig som en domkirke.
Kirken indgik sammen med Bisgaard og den nærliggende Tamdrupgaard i et
stormandssæde med mange fæstegårde under sig.
Siden storhedstiden forfaldt Bisgaard gradvist. Ved
Reformationen i 1536, hvor alt bispegods blev inddraget af kongen, var gården
slet og ret en fæstegård. Bisgaard forblev under Kronen frem til 1664.
Under de gentagne krige og svenskernes hærgen af Danmark i
midten af 1600-tallet blev mange herregårde og landbruget generelt forarmet.
Bygninger blev ødelagt, og der var mangel på alt. I stedet for at bruge
omfattende finanser på at genopbygge sine ødelagte gårde, valgte kongen at
forære en del krongods som betaling af den store statsgæld, der var blevet
oparbejdet under krigene. Det blev Samuel og Jacob de Lima, der fik tildelt
Bisgaard som betaling for de penge, de havde lånt Kronen.
I 1683 stod Henrik Müller som ejer af Bisgaard, som lå under
herregården Stensballegaard. Han havde i mange år lånt store beløb til Kronen,
men han kom siden selv i større gæld og fik en dom for bedrageri, hvorfor han
atter måtte afgive sine godser.
I 1690 solgte Hans Nansen Bisgaard til Frederik Olufsen
Svane, hvis enke, Else Marie Thorup, efterfølgende giftede sig med Jens Mandix.
Deres søn, Ole Mandix, arvede derefter gården, som i 1805 gik til enken Johanne
Marie. I løbet af 1700-tallet var Bisgaard vokset og havde fået lagt flere
fæstegårde under sig - i 1785 var der 25 fæstegårde og 12 husmandssteder under
gården.
Det var blevet en betydelig herregård, som Johanne Marie
Mandix bragte med sig ind i sit nye ægteskab med Steen Hasselbalch. I 1826 blev
Bisgaard sendt på tvangsauktion. Første del af 1800-tallet var præget af
dårlige tider for landbruget. På landsplan led Danmark efter Napoleonskrigene
(1804-1815), der havde igangsat en omfattende afsætningskrise i Europa. Dette
førte bl.a. til, at mange godser gik konkurs eller skiftede ejere ofte.
På tvangsauktionen blev Bisgaard købt af Rasmus Secher. Han
forbedrede på mange måder gårdens drift. Bl.a. oprettede han et mejeri på
gården. Hans efterfølger var den lidt sære Otto Arenfeldt Reedtz. Han kom fra
en fornem familie, og selv om han havde betydelige embeder, var han noget af en
original, der helst gik rundt i træsko. På trods for sin sære fremtoning var
han en dygtig og vellidt landmand.
Da Otto Arenfeldt Reedtz døde i 1887, efterlod han sig ingen
arvinger. Gården blev derfor i 1888 solgt til Jacob Lorenzen. Han ejede den
frem til 1908, hvorefter hans enke, Anne Johanne Cecilie Ipsen, besad gården
frem til sin død i 1961. Bisgaard, som nu hed Tamdrup Bisgaard, blev her solgt
til Karen M. Bentzen.
I 2014 er Tamdrup Bisgaard ejet af Alan Nissen, som driver
land- og skovbrug på gården. Han har ejet den siden 1999.
Ejerrække
(1276-1536) Århus Bispestol
(1536-1664) Kronen
(1664-1683) Jacob de Lima / Isak de Lima / Samuel de Lima
(1683-1688) Henrik Müller
(1688-1690) Hans Nansen
(1690-1725) Frederik Olufsen Svane
(1725-1730) Else Marie Thorup gift (1) Svane (2) Mandix
(1730-1744) Jens Olesen Mandix
(1744-1805) Ole Jensen Mandix
(1805-1813) Johanne Marie Kruse gift (1) Mandix (2)
Hasselbalch
(1813-1826) Steen Hasselbalch
(1826-1848) Rasmus Secher
(1848-1887) Otto Arenfeldt Reedtz
(1887-1888) Otto Arenfeldt Reedtzs dødsbo
(1888-1908) Jacob M. Lorenzen
(1908-1961) Anne Johanne Cecilie Ipsen gift Lorenzen
(1961-1978) Karen Mathilde Nielsdatter Juel gift (1) Bentzen
(2) Knuth
(1978-1999) Jens Laursen / Birgit Laursen
(1999-20xx) Alan Nissen