Løjstrup er en af de mindre betydningsfulde østjyske
herregårde.
Beliggende ved Gudenåen giver gårdens trefløjede anlæg et
indtryk af en jævn østjysk herregård, der ikke i særlig grad har gjort sig
bemærket i tidens løb.
Løjstrup
Brogesvej 6
8870 Langå
Region Midtjylland - Favrskov kommune
Offentlig adgang: Ingen oplysninger
Ejer: Hans Jørgen Broge
Telefon 40 14 83 05
www.loejstruphovedgaard.dk
Gårdens størrelse: 225 ha
Funktion: Landbrugsdrift/skovbrug, jagt/jagtudlejning og
boligudlejning
Forbindelser: Kalø, Frisenvold, Brusgaard
Hovedbygning
Løjstrups tidligere hovedbygning, der blev revet ned i
midten af 1900-tallet, var et traditionelt trefløjet anlæg i bindingsværk.
Den nuværende hovedbygning er fortsat et trefløjet anlæg i
én etage. Bygningerne er nu grundmurede, og hovedfløjen har en fremspringende
gavlkvist for indgangsdøren i midtaksen, samt kamtakker på alle gavle.
Hovedbygningen blev opført mellem 1843-45 af Frederik de
Lichtenberg.
Sidefløjene er forbundet med hovedhuset af små, hvidkalkede
runde tårne.
Anlægget omkranses på tre sider af voldgrave.
Fredningsstatus 2013: Hovedbygningen er ikke fredet.
Andre bygninger
Øst for hovedbygningen, på den anden side af voldgraven,
ligger Løjstrups avlsanlæg.
Det regelmæssige anlæg domineres af to grundmurede længer
opført i 1800. Dele af den længe, der rummer laden, er opført i bindingsværk.
Til Løjstrup hører i 2013 en række tidligere
arbejderboliger, der udlejes.
Omgivelser
Gården ligger ved Gudenåen, der mod vest løber parallelt med
stuehusets midterfløj. Gården er beliggende i et stærkt kuperet landskab og
omgives af skov og skovbakker mod nord, øst og syd, mens der mod vest er udsigt
over Gudenådalen.
Ejerhistorie:
Løjstrup kendes tilbage til 1300-tallet, hvor den blev ejet
af henholdsvis Niels Jensen og sønnen Jens Nielsen, der ejede gården endnu i
1399. I 1408 ejedes gården formodentligt af Christen Sommer, idet hans søn,
Oluf Sommer - der også ejede Fussingø - med sikkerhed ejede gården mellem
1453-1488.
Ved Oluf Sommers død omkring 1500 arvede datteren, Anna
Sommer, Løjstrup, som hun bragte med ind i ægteskabet med Christen Sandbjerg
til Quelstrup og Iisgaard på Mols. Deres søn, Anders Sandbjerg, overtog først
Quelstrup og i 1546 også Løjstrup, som han beholdt frem til sin død i 1567.
Løjstrup blev ved Anders Sandbjergs død delt mellem hans
børn, sådan som det endnu var skik og brug. Mest kendt i samtiden var sønnen
Mads Sandbjerg, der blev Lensmand i Romsdal i Norge. Enken efter Mads Sandbjerg
ægtede adelsmanden Steen Brahe, hvis svigersøn, Frederik Reedtz, mellem 1631 og
1633 samlede Løjstrup gods på sine egne hænder, før han i 1636 solgte gården
til Jakob Grubbe.
Den første berømte ejer af Løjstrup var Oluf Parsberg, der
købte gården af Jakob Grubbe i 1637. Efter endt hoftjeneste blev Parsberg
lensmand i såvel Danmark som i Norge, og han og hans hustru var tæt knyttet til
såvel Corfitz Ulfeldt som Leonore Christine. Deres svigersøn solgte i 1662 Løjstrup
til Mogens Friis, der 1672 lod Løjstrup indgå i baroniet Frisenvold sammen med
herregården Frisenvold.
Mogens Friis lod - samme år som han oprettede baroniet
Frisenvold - også oprette grevskabet Frijsenborg. Sådanne initiativer krævede
særdeles stor rigdom og megen jord. Få år efter Mogens Friis død blev det
afsløret, at en del af hans velstand skyldtes embedsmisbrug. I 1683 blev
baroniet derfor opløst, og Løjstrup - såvel som de øvrige herregårde - blev
overtaget af kronen.
I 1684 mageskiftede, dvs. byttede, kongen Løjstrup med
Conrad Rewentlow. Rewentlow, der var storkansler, godsejer og far til Frederiks
IV's (1671-1730) dronning Anne Sophie, overlod i 1703 Løjstrup til sin
svigerdatter, Benedicte Margrethe Brockdorff, der i 1731 oprettede stamhuset
Frisenvold.
Stamhuset forblev i familiens eje frem til 1799. Christen
Heinrich August Hardenberg-Reventlow, der arvede Frisenvold i 1793, fik af
Kronen tilladelse til at ophæve stamhuset og lade det overgå til fri ejendom.
Bøndergodset blev - i tidens ånd - solgt til selveje, mens hovedparcellen blev
solgt til landinspektør Johan Frederik Wesenberg i 1799.
Gerhard de Lichtenberg til Bidstrup erhvervede Løjstrup i
begyndelsen af 1800-tallet, og gården forblev i slægtens eje frem til 1889,
hvor gården blev solgt til C. Thorup, der udstykkede den yderligere.
Hovedparcellen skiftede hyppigt ejer frem til 1916, hvor den
blev købt af direktør Chr. Rømer. I 1933 - året efter Rømers død - overdrog
enken gården til nevøen grosser H. C. Broge.
Løjstrup havde 2013 været i familien Broges eje i fire
generationer og var ejet af Hans Jørgen Broge.
Ejerrække
(1344-1351) Niels Jensen
(1399- ) Jens
Nielsen
(1408- ) Sommer
(1453-1488) Oluf Sommer
(1488- ) Christen Sandbjerg
( -1567) Anders Sandbjerg
(1567-1631) Ulrik Sandbjerg
(1567- ) Sophie Sandbjerg, gift Stygge
( -1633) Mourids Stygge
(1567-1597) Mads Sandbjerg
(1597- ) Sophie Rostrup, gift 1) Sandbjerg,
2)Brahe
( - )
Steen Brahe
( -1636) Frederik Reedtz
(1636-1637) Jakob Grubbe
(1637-1661) Oluf Parsberg
(1661-1662)
Otto Pogwisch
(1662-1675)
Mogens Friis
(1675-1683)
Niels Friis
(1683-1684)
Kronen
(1684-1703)
Conrad Reventlow
(1703-1738)
Benedicte Margrethe Brockdorff, gift Reventlow
(1738-1750)
Conrad Ditlev Reventlow
(1750-1759)
Christian Reventlow
(1759-1774)
Juliane Frederikke Christine Reventlow, gift Hardenberg
(1774-1788)
Carl August Hardenberg
(1788-1793)
Juliane Frederikke Christine Reventlow, gift Hardenberg
(1793-1799)
Christian Heinrich August Hardenberg-Reventlow
(1799-1801) Joh.Fr. Wesenberg
(1801-1842) Gerhard de Lichtenberg
(1842-1886) Frederik de Lichtenberg
(1884-1889) Boet efter Frederik de Lichtenberg
(1889-1899) C. Thorup
(1899-1905) E. Müller
(1905-1911) A.A. Branth
(1911-1916) S. Jessen
(1916-1916) Petersen
(1916-1932) Chr. Rømer
(1932-1933) Boet efter Chr. Rømer
(1933-1959) H.C. Broge
(1959- ) Jørgen
Broge
(2011-20xx) Hans Jørgen Broge