I Holmgaards mere end 500 år lange ejerhistorie findes kun
få slægter, som har ladet herregården gå i arv. Gårdens historie er præget af
adskillige ejerskifter efter kortere perioders ejerskab.
Hovedbygningen blev opført omkring 1750. To af gårdens lindetræer er fredede.
Holmgaard
Herredsvejen 56
8832 Skals
Region Midtjylland - Viborg kommune
Offentlig adgang: Ingen oplysninger
Ejer: Lotte de Linde
Godsets størrelse: ? ha
Funktion: Landbrugsdrift/skovbrug
Forbindelser: Bækmark
Hovedbygning
Holmgaards hovedbygning udgøres af en enkelt
bindingsværksbygning med synligt bindingsværk og stråtag. Bygningen blev opført
omkring 1750, og er ombygget i 1840 og 1970.
Fredningsstatus 2013: Hovedbygningen er fredet. Fredningen
omfatter desuden gårdspladsens brolægning, og to lindetræer øst for
hovedbygningen.
Andre bygninger
Direkte vest for hovedbygningen ligger
avlsbygningerne. En længe går parallelt med hovedbygningen, og den anden
er bygget vinkelret herpå. Anlægget er opført i 1917 og renoveret løbende.
Omgivelser
Vi har ingen oplysninger om omgivelserne.
Ejerhistorie
Stig Vesteni, der også ejede den nærliggende herregård,
Hersomgaard, er den første navngivne ejer af Holmgaard, som han skrev sig til
fra 1471. Knap 100 år senere kom Holmgaard i Otto Lunovs besiddelse, og gården
forblev i slægtens eje i tre generationer. Sognekirken bærer endnu præg
af Lunovs tilstedeværelse, idet der er bevaret kirkestole, der bærer Otte Lunov
og hustruen Inger Eriksdatter Bliks våben.
I 1638 ejede Sophie Brahe Holmgaard. Hun blev gift med
Jørgen Lunge, som var en veluddannet og dannet adelsmand. Lunge gjorde tjeneste
under Christian IV (1577-1648) i Kalmarkrigen i 1611-13 og på grund af sin
imponerende indsats blev han senere valgt som rigsmarsk og blev dermed rigets
øverste hærfører. Efter Sophie Brahes død overtog Jens Juel Holmgaard.
Anne Skeel, enke efter Manderup Due, der ejede en del gårde
i Midtjylland, købte gården i 1661, men overdrog den kort efter til sønnen
Jørgen Due. Anne Skeels bror, Jørgen Skeel Due, fik i 1683 skøde på Holmgaard.
I 1715 overlod dr. Frans Reenberg Holmgaard til kancelliassessor
Bent Jespersen. Af økonomiske årsager måtte hans enke Cathrine Winter sælge
gården til Anders Kjærulf, som havde en del besiddelser i Nordjylland. Hans
barnebarn Andrea Kirstine Kjærulf giftede sig i 1747 med Henrik Hjelmstierne,
som dermed overtog Holmgaard. Andrea Kirstine Kjærulf satte ligesom Lunov sit
præg på den lokale kirke, hvor jerncifrene A K K V 1737 er opført på skibets
sydlige mur.
Henrik Hjelmstierne var født Henriksen og var søn af en
succesfuld islandsk købmand. I 1747 blev han adlet og tjente siden som dansk
kancellisekretær og højesteretsdommer. Forinden havde han været en del af den
kommission, der fra 1739 beskrev og registrerede kongelige samlinger af mønter
og medaljer. Selv havde han ligeledes en stor passion for mønter og bøger, og
hans store bogsamling blev af datteren skænket til Det kongelige bibliotek.
I 1750 blev Holmgaard solgt til generalmajor Christian
Ditlev Lüttichau fra Tjele, som dog kun ejede gården i få år. Perioden derefter
var præget af flere hurtige ejerskifter. Landsdommer Søren Gierulf, den senere
amtmand Peder Severin Fønns samt by- og herredsfoged Th. Wissing købte sammen
Holmgaard i 1798. Sandsynligvis blev udstykningen af hovedgården påbegyndt i
denne ejerperiode, i hvert fald var jordtilliggendet reduceret betragteligt, da
gården nogle år senere blev købt af Ole Lottrup i 1808. Han ejedede gården i
sammenlagt 30 år, der dog blev afbrudt af en seksårig periode mellem 1826 og
1832, hvor Stiftsøvrigheden for Aarhus Stift ejede gården samt tiender, hvorefter
Lottrup igen overtog hovedparcellen.
P. Chr. Dockedahl kom i 1844 i besiddelse af Holmgaard, men
måtte afhænde til Kreditforeningen for Jydske Landejendomme. I 1910 købte et
konsortium Holmgaard og umiddelbart efter overtagelsen blev gårdens jord udstykket.
I 2013 ejes Holmgaard af Lotte de Linde.
Ejerrække
(1471-1485) Stig Vesteni
(1487) Thames
(1561-1583) Otto Lunov
(1604-1616) Laurids Lunov
(1616-1624) Otte Lunov
(1638-1659) Sophie Brahe, gift Lunge
(1659-1661) Jens Juel
(1661-1662) Anne Skee, gift Due
(1662-1683) Jørgen Due
(1683-1696) Jørgen Skeel Due
(1696-1715) Frans Reenberg
(1715-1728) Bent Jespersen
(1728-1731) Cathrine Winter, gift Jespersen
(1731-1735) Anders Kjærulf
(1735-1747) Andrea Kirstine Kjærulf, gift Hjelmstierne
(1747-1750)
Henrik Hjelmstierne,
(1750-1755)
Christian Ditlev Lüttichau
(1755-1756)
Thomas Lund
(1756-1774)
Math. Wassard
(1774-1784)
Elisabeth Cathrine Aagaard, gift Wassard
(1784-1796) Søren Sørensen
(1796-1798) Christen Friis
(1798-1799) Søren Gierulf, Peder Severin Fønss og Th.
Wissing
(1799-1808) Anders Laursen og Jens Nielsen
(1808-1826) Ole C.S. Lottrup
(1826-1832) Stiftsøvrigheden for Aarhus Stift
(1832-1844)
Ole C. S. Lottrup
(1844- ) P. Chr. Dockedahl
( -1865) Kreditforeningen
for Jydske Landejendomme
(1865-1875) Chr. F. Jensen og Viggo Holstein-Rathlou
(1875-1890)
Emil Holstein-Rathlou
(1890-1910)
Carl Vilh. Niels Borup
(1910- ) Konsortium
(2011 - ) Lotte
de Linde