Børglum træder ind i historien som kongsgård. Her blev
Danmarks sidste vikingekonge Knud angrebet af oprørske nordjyske bønder, da han
i 1086 søgte at rejse landet til et angreb på England. Børglum afløste i
1100-tallet Vestervig som bispesæde. Bispesædet med det tilhørende kloster blev
nedlagt ved reformationen. I stedet opstod den nuværende herregård. der ved en
fuldstændig ombygning i midten
af 1700-tallet fik sit nuværende udseende.
• Nordjylland, Vendsyssel, Løkken-Vrå Kommune, 18 km sydvest
for Hjørring
• Børglum Klostervej 255, 9760 Vrå
• Offentlig adgang til park, kirke og dele af hovedbygningen
i sæsonen
• Godsejer Hans Henning Rottbøll
• 380 ha
• Klosteranlæg fra middelalderen. Ombygget i 1750-55
• Bygningen
Børglums hovedbygning danner et firfløjet anlæg, der i
middelalderen var indrettet som kloster for præmonstratensernes munkeorden, de
såkaldte »hvide brødre«. Klosterkirken, der samtidig var domkirke for et af
middelalderens syv danske bispesæder, stammer fra 1200-tallet. Kirken udgør den
lange nordfløj omgivet af det trefløjede oprindelige klosteranlæg.
Kirkefløjen i nord er den ældste del af anlægget, en romansk
klosterkirke fra klostrets tidligste periode. Kirken må være opført mellem 1215
og 1240 i forbindelse med oprettelsen af klostret og planlagt som en mægtig
romansk kirke med korsarme og apsis i tilslutning til koret. Byggeriet blev dog
aldrig afsluttet efter den oprindelige plan, hvor kirkens længde skulle have
dækket hele klostrets nordfløj. I det mere urolige og fattige 1300-tal blev
kirkens formgivning lidt mere beskeden end først tænkt. Klostret blev nedlagt
efter reformationen, og kirken forfaldt. Korsarme og apsis blev nedrevet
omkring 1600.
Fra klostertiden stammer murværket i vest- og sydfløjen,
mens østfløjen med munkenes sovesal omkring 1670 blev erstattet af den
nuværende lave udhusbygning.
Børglum fremstår i dag som et hvidkalket barokanlæg fra
midten af 1700-tallet, beslægtet med det sjællandske Dragsholm. Hele anlægget
er i to etager og hvidkalket med røde og sorte teglhængte valmede tage. Ved
arkitekten, generalbygmester Laurids de Thurahs overtagelse af det tidligere
bispegods i 1750 blev resterne af det middelalderlige klosteranlæg ombygget i
en solid barokstil. Sydfløjen, som oprindelig indeholdt munkenes opholdsrum og
arbejdsværelser, fik påsat en gennemgående trekantgavl over portgennemkørslen.
Kælderhvælvet i portfløjen stammer fra renæssancetiden. Vestfløjen var
klosterets økonomibygning, hvorfra der via udbygningen af nordfløjen var adgang
til kirken.
• Interiør
Nok står det store kirkerum under gotiske hvælvinger fra
1400-tallet, men inventaret er helt præget af barokken. Iøjnefaldende er den
høje altertavle, som med et sort freskobagtæppe dækker hele korafslutningen.
Tavlen er fra omkring 1730 og opsat af Thurahs svigerfader Frederik Kjær adlet
Kiærskiold Dennes våben er påmalet altertavlens nordre sidefløj. Over den
søndre fløj læses fru Inger P. Kiærskiolds navn og dødsår 1740. Altermaleriet
er udført af M.C. Thrane i 1727. Motivet, den sidste nadver, er dog en kopi
efter Rubens. Tavlens staffering skyldes Thurah.
Kirkens gotiske korbuekrucifiks fra omkring 1400 er opsat på
den søndre arkadevæg, mens kirkens øvrige bevarede middelalderinventar er
overladt til Nationalmuseet og Ålborg Historiske Museum.
Herskabslogen og orglet stammer begge fra Thurahs tid, og
endelig er indrettet et prægtigt familiegravmæle til Kiærskiold-familien og
ikke mindst de Thurah selv. Gravmælet er forsynet med våbentavler for
svigerfamilien og Thurahs hustru Maries første mand, J.H. Rantzau. De
forskellige marmorerede attributter og bevæbnede englebørn, putti'er, hentyder
til Thurahs militære, kunstneriske og arkitektoniske virksomhed, men
inskriptionstavlen er tom. Thurah blev begravet mere beskedent i Trinitatis
Kirke i København, hvor hans våbentavle er ophængt.
Der er desuden adgang til vestfløjens hvælvede kælder og
gamle køkken.
• Omgivelser
Børglums beliggenhed minder om Roskildebispens Dragsholm på
Nordvestsjælland:
Synligt viden om i det åbne, forblæste landskab øst for
Løkken har Børglum siden middelalderen domineret egnen fra sin 53 m høje
bakkeknold. Fra toppen af bakkedraget er der udsigt mod alle verdenshjørner.
Børglums beskedne park rummer rester af et barokanlæg fra Thurahs ejertid med
alleer og trimmede lindetræer. Et gammelt æbletræ stammer muligvis fra munkenes
klosterhave.
På den brolagte gårdsplads markerer stenlagte rektangulære
firkanter de tidligere munkebegravelser; og trods ombygningerne i baroktiden
kan man godt fornemme den hedengangene klosterånd, når man betræder den
stemningsfulde gårdsplads.
VIGTIGE ÅRSTAL
1086 Knud 2., den Hellige angribes af oprørske vendelboer på
kongsgården ved Børglum.
Ca. 1220 Børglum Kloster grundlægges af præmonstratenser-ordenen,
og bispesædet oprettes.
1536 Kronen konfiskerer kirkegodset.
1750 Hofbygmester Laurids de Thurah overtager Børglum ved giftermål
med arvingen til Børglum Marie Kiærskiold.
1835 Rottbøllslægten erhverver Børglum.
Børglum Klosterkirke er præget af ombygninger i 1700-tallet.
Korpartiets pompøse altertavle i barokstil er opsat omkring 1730.
1700-tallets store arkitekt, Laurids de Thurah, giftede sig
i 1750 til Børglum, som han i de følgende år lod ombygge. Johan H6rners maleri
af den statelige bygmester på karrierens højdepunkt i midten af 1700tallet
hænger på Frederiksborg.
BREVBOMBEN PÅ BØRGLUM
Oberstløjtnant Jens de Poulson, der i 1756 overtog Børglum
efter Laurids de Thurah, var kendt som en dygtig og effektiv landmand. Hans
effektivitet kom dog særligt til udtryk, når det gjaldt om at få godsets dorske
fæstebønder til at betale landgilde og udføre landarbejde for godsejeren.
Poulson blev snart berygtet som bondeplager, og han nyder den tvivlsomme ære at
være den første person i Danmarkshistorien, der blev udsat for en brevbombe. En
utilfreds fæstebonde, Hejle Andersen, sendte i 1764 en pakke til godsejeren
indeholdende en »helvedesmaskine«. Poulson slap dog fra attentatet med
forbrændinger og en slem forskrækkelse. Hejle Andersen blev dødsdømt, men
flygtede inden fuldbyrdelsen af dommen. Jens de Poulson afhændede Børglum i
1770.
• Historie
En af de mest dramatiske begivenheder i vor tidlige
middelalder tog sin begyndelse på kongsgården Børglum: Man kan endda hævde, at
vikingetiden sluttede her, da kong Knud (den Hellige) i sommeren 1086 opholdt
sig på Børglum for at inddrive skatter og samle sin hær til et fornyet angreb
på det England, Danmark havde hersket over i begyndelsen af århundredet. I
stedet gjorde vendelboere, der, som Saxo skriver, »mente, at deres frihed
udelukkende beroede på deres våben«, oprør mod kongen. Børglum blev ødelagt, og
samme skæbne overgik den befæstede kongsgård ved overgangsstedet over
Limfjorden, Aggersborg.
Mens en del af Knuds mænd blev nedkæmpet ved Aggersborg,
lykkedes det kongen at flygte til Viborg. Også Viborg måtte han rømme,
hvorefter han fra det sønderjyske satte over til Fyn med oprørerne i hælene. I
Odense blev han indhentet og sammen med broderen Benedikt og sine mænd
nedslagtet i og omkring St. Albani Kirke i Odense. Den sidste vikingekonge,
Knud 2., blev snart ved dygtige munkes hjælp til Knud den Hellige.
Kun 50 år senere var kongsgården blevet til et bispesæde .
Det nordenfjordske bispedømme, Jyllands fjerde, blev oprindeligt placeret i
Vestervig. Men formentlig af rent afstandsmæssige årsager flyttet til Børglum
mellem 1134 og 1139. Børglums første biskop lød det hedenske navn Sølve, der
dog i kristen terminologi kunne oversættes til Sylvester.
En domkirke i et så afsides område som det nordvestlige
Vendsyssel må have haft trange kår i begyndelsen. Modsat de øvrige danske
bispedømmer i købstæderne lå Børglum som en kristen ø i et åbent landskab. Det
må være ønsket om et kollegialt samspil, der har fået
biskopperne til allerede i slutningen af 1100-tallet at virke for et kloster.
Klostret blev dog først grundlagt omkring 1215 af præmonstratensere fra
moderklostret Steinfeld ved Rhinen. »De hvide brødre« med deres hvide
ulddragter fik i 1422 en særlig pavelig tilladelse til at måtte bære
skulderkrave med hætte på grund af klostrets udsatte beliggenhed.
Det ansete kloster samlede sig et ganske betydeligt
jordegods. De sidste biskopper på Børglum før reformationen var de berygtede
godssamlere og levemænd Niels Stygge Rosenkrantz, biskop 1486-1519, og hans
efterfølger Stygge Krumpen indtil 1536. Ved klosterets og bispedømmets
afvikling under reformationen inddroges næsten 50 hovedgårde, der tidligere
havde tilhørt Børglum, under kronen.
Børglum, der allerede i 1400-tallet havde opnået status som
et selvstændigt len, fortsatte som et kongeligt administrationscenter efter
1536. Bortset fra kirken, som lensmanden Godslev Budde indskrænkede og
restaurerede omkring 1600, forfaldt de gamle klosterbygninger mere og mere. I 1665
lød det, at taget var så utæt, at man ikke kunne henstille en tønde korn
nogetsteds, uden den blev ødelagt.
I 1716 afhændede kongehuset Børglum, der kort efter blev
overtaget af den hårde ridefoged fra Dronninglund Fe Kjær, siden adlet
Kiærskiold. Under ham begyndte ombygningen af Børglum. Efter hans og hustruens
død i henholdsvis 1738 og 1740 arvedes godset af datteren Marie, der i sit
andet ægteskab 1750 blev gift med den fremtrædende arkitekt, hofbygmesteren
Laurids de Thurah. Thurah drog samme år i selvvalgt eksil i Nordjylland, mens
konkurrenten Eigtved fortsatte byggeriet for kongehuset i København. Ved
Eigtveds død 1754 blev Thurah imidlertid kaldt tilbage til hovedstaden og
genindsat i sine offentlige embeder. Forinden havde han dog fuldstændigt ændret
det gamle klosters profil til et massivt barokanlæg, som han afhændede i 1756.
I 1835 blev Børglum solgt på auktion for 182.000 rd. til
juristen, senere medlem af stænderforsamlingen Chr. Michael Rottbøll, hvis
slægt fortsat ejer Børglum.
Ved Børglum Kirkes østgavl er begravet frihedskæmperen
Christian Michael Rottbøll, der som en af de første faldt i frihedskampen
allerede i 1942. Som officer var Rottbøll den første danske leder for SFO i
London. Han blev nedkastet over Jylland i 1942, men kort efter dræbt i en
ildkamp med det danske politi, der søgte at arrestere ham.