Igennem 1500- og første halvdel af 1600-tallet var
Jølbygaard ejet af adelsslægten Kaas.
Både hovedbygning og avlsbygninger på Jølbygaard er opført i
anden halvdel af 1800-tallet.
I 1903 blev Jølby Nygaard opført på et af gårdens tidligere
arealer.
Jølbygaard
Jølbygårdsvej 15
7950 Erslev
Region Nordjylland - Morsø kommune
Offentlig adgang: Ingen oplysninger
Ejer: Jane Hangaard, Allan Hangaard
Gårdens størrelse: ??
Funktion: Landbrugsdrift/skovbrug
Hovedbygning
Jølbygaards hovedbygning er opført i 1876 og ligger mod nord
ned mod den gamle have. Bygningen er opført i grundmur.
Fredningsstatus 2013: Hovedbygningen er ikke fredet.
Andre bygninger
Den tidligere avlsgård fra 1885 er nedrevet og erstattet med
en moderne lade mod syd opført i 1973.
Fredningsstatus 2013: Avlsbygningerne er ikke fredede.
Omgivelser
Jølby Nygaard er oprettet på jord, der før hørte til
Jølbygaard.
Ejerhistorie
Den tidligste ejerhistorie for Jølbygaard er kun lidt kendt:
i 1376 nævnes Fru Elne, enke efter Ebbe Strangesen fra adelsslægten Bild.
Hvordan ejerskabet over gården har set ud i 1400-tallet vides ikke med
sikkerhed, men fra 1505 og over hundrede år frem var gården ejet af slægten
Kaas.
Den første ejer fra uradelslægten Kaas, en betegnelse der
bruges om adelige slægter fra før Reformationen i 1536, var Niels Kaas. Han
ejede på det tidspunkt flere gårde i området, bl.a. Ørndrup. Ved Niels Kaas'
død overtog Peder Madsen gården i ca. 1521, men Jølbygaard var senere ejet af
Kaas' søn, Niels Nielsen Kaas. Han videregav gården til sin søn, Erik Kaas, i
1599.
Efter Erik Kaas' død i ca. 1625 overtog hans niece Anne
Ovesdatter Juul Jølbygaard. Hun giftede sig med Holger Bille, og dermed gik
gården fra en uradelsslægt til en anden. Slægten Bille var kendt helt tilbage
fra midten af 1200-tallet. Især gennem 1400-tallet fik slægten oparbejdet en
rigdom og indflydelse, der betød, at de igennem de næste par århundreder havde
en fremtrædende position i den danske adel. På Jølbygaard blev Holger Bille dog
ikke længe. Allerede i 1636 solgte han gården videre til Anne Vesteni, som
senere gav den videre til sin nevø, Mogens Ottesen Kaas.
De følgende hundrede år nedarvedes Jølbygaard blandt flere
forskellige slægter. Som mange andre herregårde i Vestjylland overgik
Jølbygaard til borgerlige ejere og navnlig i slutningen af 1700-tallet havde
gården et stort antal skiftende ejere. Fra 1818 indtrådte en mere stabil
periode, idet Niels Søndergård købte Jølbygaard, som forblev i slægtens eje de
følgende 50 år. Dog blev gården delt mellem Niels Søndergaards sønner i 1840,
hvorefter herregården var på beskedne 12 tdr. hartkorn.
Kristen J. Østergård overtog Jølbygaard 1870 og opførte den
nuværende hovedbygning og en sammenbygget trelænget avlsgård med stråtag. I
1903 reduceredes gårdens størrelse dog yderligere, da en del af jorderne
frasolgtes til en svigersøn, som oprettede gården Jølby Nygaard.
Ejerrække
(1505- ) Niels
Kaas
(1521-1525) Peder Madsen
( - ) Niels Nielsen Kaas
(1599-1625) Erik Kaas
(1625-1636) Holger Bille
(1636- ) Anne
Vesteni
( -1655) Mogens Ottesen Kaas
( -1663) Peder Henriksen
(1663- ) Agnete Kaas, gift Henriksen
(1671- )
Magdalene Henriksdatter, gift Tordenstierne
( -1700)
Abel Kaas (panthaver)
(1700-1713) Henrik Linderot (panthaver)
(1713- ) Dorete
Linderot (panthaver)
( -1726) Christian Knudsen
(1726-1746) Anders Enevoldsen
(1746-1760) Sejer Olufsen Leth
(1760-1762) Ide Lange, gift 1) Leth og 2) Bonderup
(1762-1764)
Laurids Bonderup
(1764-1769)
Mads Brøndum
(1769-1773)
Bernt Møldrup
(1773-1775)
Andreas Schuurmand
(1775-1804) Niels Tøfting
(1804-1816) Laurids Wandborg
(1816-1818) Niels Faartoft og Kjeldgaard Povlsen
(1818-1840) Niels Søndergaard
(1840- ) Povl Søndergaard
( -1870)
Enke efter Poul Søndergaard
(1870-1922) C.J. Østergaard
(1922- ) J.J. Østergaard
(1995- ) Jane Hangaard og Allan Hangaard