Billedet viser 6 af de politikere, som spillede en væsentlig
rolle i forbindelse med vedtagelsen
Lensafløsningsloven 1919: Lov af 4. okt. 1919, hvor len,
grevskaber og de såkaldte stamhuse i henhold til grundloven af 1849 blev
ophævet. Staten opgav her hjemfaldsretten mod at besidderne over en nærmere
fastsat periode afgav op til 25% af godset, og mod erstatning skulle stille en
bestemt del af den afgivne jord til rådighed for oprettelse af husmandsbrug.
Lensbesidderne søgte at opnå dom for, at loven var grundlovsstridig ved at være
et indgreb i den ukrænkelige, grundlovssikrede ejendomsret. Men da len og
grevskaber netop var at opfatte som »lån« til bestemte adelsslægter var kampen
forgæves, og i 1920'erne nedlagdes en række godser, mens hovedparten overgik
til fri ejendom, hvoraf en del fortsat ejes af de gamle slægter.
Lensafløsningen var en proces, hvorunder len, stamhuse og
andre majorater afskaffedes. En lang række af Danmarks største godser var fra
den tidlige enevælde blevet samlet i grevskaber, baronier og stamhuse, der gik
udelt i arv til ejerens førstefødte søn, eller til den nærmeste mandlige arving
hvis der ikke var sønner. Som følge af en lov i 1919 blev disse særordninger
ophævet, og en del af godsernes jord solgt fra til oprettelse af statshusmandsbrug.
Ved vedtagelsen af lensafløsningsloven eksisterede der i alt
74 majorater med jord: 21 grevskaber, 14 baronier, 31 stamhuse og otte fideikommisgodser
og slægtsgodser.
Forløbet op til loven
I en såkaldt løfteparagraf i Grundloven af 1849 blev len og
stamhuse ophævet. Meningen var, at lenene skulle gøres frie. Det vil sige, at
arveretten til ejendommene fremover skulle følge de almindelige arveregler.
Samt at ejendommene kunne sælges på det fri ejendomsmarked.
Spørgsmålet om afløsning af lenene var dog kontroversielt,
da godsejerklassens økonomiske og politiske magt afhang af, at de store
godskomplekser forblev samlede.
Partiet Højre, der var ved magten fra 1865 til systemskiftet
i 1901, forsvarede godsejernes ret til selv at forvalte deres ejendom. Med
henvisning til, at godsejerne ofte brugte en del penge på sygepleje, skolegang
og andre alment fremmende initiativer til gavn for egnens borgere,
argumenterede Højre også for lenenes samfundsnyttige værdi. Godsejerne var af
både følelsesmæssige og økonomiske grunde utilbøjelige til at ophæve lenene.
Derfor undlod godsejerne at gennemføre grundlovens løfteparagraf, mens de
stadig havde den politiske magt og kunne have afløst lenene på favorable vilkår
for besidderne.
Efter systemskiftet i 1901 kom der på ny fokus på jordreformer,
og afløsningen af lenene fremstod efterhånden som en nærliggende mulighed for
at skaffe jord til jordløse husmænd og landarbejdere. I 1909 blev nedsat en
lenskommission, der afgav betænkning i 1913. Vigtigere blev imidlertid en
landbokommission, der blev nedsat i 1911 for at se på en lang række af landbrugets
forhold. Den var blandt andet interesseret i mulighederne for at skaffe jord
til mindre brug, og i dens betænkning fra 1916 blev de tanker formuleret, der
blev grundlag for loven om lensafløsningen. Det radikale Venstre, der havde
tætte bånd til husmandsbevægelsen, havde overtaget regeringsmagten i 1913,
hvilket også gjorde, at lensafløsningen kom højt på den politiske dagsorden.
Landbokommissionen foreslog, at afløsningen skulle ledsages
af dels en afgift på 10 %, dels et tvunget frasalg af en fjerdedel af de
berørte godsers jord til staten mod erstatning. Denne model blev grundlaget for
de videre overvejelser, hvor meget af den politiske debat kom til at handle om
størrelsen af afgift og bortsalg.
Lensafløsningsloven
Regeringen fremsatte i 1919 et lovforslag, der regnede med
en afgift til statskassen på enten 20 eller 25 % af majoratets værdi. Fra
regeringens side blev afgiften bl.a. begrundet med, at jordbesiddernes formuer
var vokset kraftigt under krigen, uden at det skyldtes nogen særlig indsats fra
deres side. Under forhandlingerne om lensafløsningsloven i Folketinget støttede
De Radikale og Venstre dette forslag, mens Socialdemokratiet foreslog en afgift
på 50 % af majoratets værdi, og De Konservative trods principielle betænkeligheder
ved en afgift ud fra en pragmatisk tilgang anbefalede et niveau på 15 %.
Lensafløsningen gennemførtes i skyggen af den russiske revolution i 1917 og de
revolutionære tilstande i Tyskland lige efter 1. verdenskrig, hvilket givetvis
har påvirket stemningen, så ingen forestillede sig, at en løsning uden en
statslig afgift var realistisk. Den endelige lov blev vedtaget i Folketinget
med 53 stemmer for og 25 imod. Socialdemokraterne og nogle konservative stemte
imod, mens Venstre, de radikale og andre konservative, deriblandt Asger
Karstensen, stemte for.
Med loven blev alle majoratsejere, der ønskede afløsning,
påbudt at indbetale 25 % af ejendoms-, jord- og interiørværdien til
statskassen, hvis ejendommene ved mandslinjens uddøen skulle være hjemfaldet
til staten og 20 %, hvis dette ikke var tilfældet. Det var i princippet
frivilligt at gå med til afløsning, men undlod ejerne det, skulle de betale
hhv. 1,2 % og 1 % af lenets værdi i løbende årlig afgift til staten.
Derfor gik samtlige ejere med til at gennemføre afløsningen over en relativt
kort årrække, og de sidste majorater afløstes i 1930.
Som en del af lensafløsningen fik Statens Jordlovsudvalg ret
til at erhverve op til 1/3 af godsets jorder mod en erstatning, der dog med den
danske jurist og retshistoriker Ditlev Tamms ord "kun med god vilje kunne
siges at være fuldstændig". Tamm tager i det hele taget afstand fra
processen og især den statslige afgift, som han kommenterer med ordene:
"At et så simpelt lovindgreb skulle afføde en afgift
til staten kunne være svært at begrunde med andet end grådighed, manglende
respekt for ejendomsretten og politisk ligegyldighed over for en
samfundsklasse, der identificeredes med rigdom og lediggang, og som måtte anses
for frit bytte, når nye magthavere trådte til".
Retsligt efterspil
I de næste år fulgte et retsligt efterspil. Godsejerne og
konservative kredse mente, at den fri ejendomsret var tilsidesat med
håndteringen af lensafløsningen. Det fik to af de større godsejere, Christian
Sehestedt-Juul III og Oscar Preben Fritz Leopold Løvenskiold, til at lægge sag
an mod staten i en koordineret aktion. Deres påstand var, at loven var i strid
med grundlovens sikring af ejendomsretten og derfor burde omstødes af
domstolen. De fik begge medhold i Landsretten, men tabte i Højesteret. Her
skelede dommerne i høj grad til flertalsstemningen i rigsdagen i deres
fortolkning af Grundloven. De tolv højesteretsdommere havde dog ikke været
enige. Ifølge voteringsprotokollerne fordelte holdningen sig med henholdsvis 8-4
og 9-3 mod stadfæstelse af landsrettens dom i de to sager. Et mindretal af
dommerne mente altså, at loven var grundlovsstridig; en enkelt talte således om
"konfiskation" under voteringen.
Konsekvenser af
lensafløsningen
Lov nr. 563 af 4. oktober 1919 om lens, stamhuses og fideikommisgodsers
samt de derhen hørende fideikommiskapitalers overgang til fri ejendom –
lensafløsningsloven – fik store konsekvenser for en lang række af landets store
godser. Lensafløsningen betød afslutningen på den centrale økonomiske,
politiske, sociale og kulturelle rolle, som de danske majorater havde indtaget
gennem de foregående to-tre århundreder, samtidig med at den skabte grundlaget
for 2300 nye husmandsbrug og gav 750 eksisterende, mindre brug tillægsjord, så
de nåede op på en mere realistisk driftsøkonomisk størrelse. I alt blev 74
jordmajorater og 42 båndlagte kapitaler (dvs. såkaldte substitutioner og
pengefideikommiser, formuer bestående af andre værdier end jord, der havde
fulgt de samme særlige arveregler og også blev omfattet af den nye lov) afløst
i tiåret efter lovens vedtagelse.
Adskillige af de store godser havde tidligere udgjort små
mini-samfund, som også var ansvarlige for de ansatte og deres børns sundhed,
uddannelse og sociale sikring, også efter arbejdslivets ophør. Et godt eksempel
herpå var Grevskabet Langeland, som stod for driften af en lang række skoler og
sundhedsmæssige tiltag for grevskabets ansatte, ligesom godsets ældre
medarbejdere kunne overgå til overkommelige arbejdsopgaver – f.eks. i
slotsparken – når kræfterne begyndte at aftage.
Denne type af funktioner ophørte med lensafløsningen, hvor
alle berørte godser blev økonomisk pressede i en sådan grad, at de var nødsaget
til at koncentrere de økonomiske ressourcer om at få den tilbageblevne
landbrugsdrift til at fungere. Det offentlige overtog herefter de sociale og
uddannelsesmæssige opgaver, som godserne tidligere havde haft ansvaret for.
På det kulturelle område betød lensafløsningen, at
adskillige godser måtte frasælge væsentlige dele af deres historiske indbo for
at betale statsafgiften. En hel del indbo blev i den forbindelse opkøbt af Frederiksborgmuseet,
hvis direktør Otto Andrup spillede en væsentlig rolle i værdiansættelsen og
forhandlingerne om det offentliges kulturhistoriske interesse i de mange
værdier, der var samlet på en række af herregårdene og slottene. Hovedparten af
det frasolgte indbo forsvandt dog ud i fri handel.
Dette gjaldt i særlig grad for nogle af de godskomplekser,
som faldt helt fra hinanden som følge af de nye arveregler og det økonomiske
dræn, som lensafløsningen samtidig medførte. Til denne gruppe hørte Gammel
Estrup, hvis rige interiør, opbygget gennem ca. 600 års ubrudt arvegang i
slægterne Brock og Skeel/Scheel, i 1926 blev solgt på en række auktioner, inden
selve godset og hovedbygningen også blev solgt af arvingerne efter lensgreve
Christen Scheel. Noget tilsvarende var tæt på at ske med Rosenholm, en anden af
de meget gamle besiddelser for den danske højadel, som havde været i slægten Rosenkrantz'
eje, siden dets opførelse blev påbegyndt i 1559. Efter lensbaron Hans
Rosenkrantz' død i 1936 blev selve godset samt skoven solgt, men Hans
Rosenkrantz' hustru af første ægteskab, lensbaronesse Christiane Rosenkrantz
(født komtesse Wedell-Wedellsborg), købte for egne midler hovedbygningen samt
den omgivende park og sikrede den dermed for slægten, selvom dens økonomiske
fundament i land- og skovbruget var borte. Frederiksborgmuseet opkøbte
samtidig, støttet af Carlsbergfondet, en stor del af indboet, herunder
væsentlige dele af den enestående portrætsamling og lod en betydelig del
deponere på stedet. Dog blev et stort antal portrætter overført til
Frederiksborgmuseet. En række nødlidende godser blev i forbindelse med
lensafløsningen overtaget helt af Statens Jordlovsudvalg. Det gjaldt f.eks.
slægten Bille-Brahe-Selbys godser Hvedholm og Østrupgård på Fyn.
I alt var det godt en tredjedel af majoraterne, som ikke
overlevede mellemkrigstiden som slægtsgodser. Selvom restejendommen efter
afløsningen i mange tilfælde stadig var anselig og fra starten sjældent særlig
behæftet med gæld, var mellemkrigsårene hårde for landbruget, og mange af
godsejerne formåede ikke at omstille sig til de nye forhold, der krævede
besparelser på udgifterne såvel i hovedbygning som drift.
Juristen Ditlev Tamm og historikeren John Erichsen beskriver
lensafløsningen og den tilhørende udstykning med disse ord:
"De mange
husmandsudstykninger som følge af oktoberlovene var formentlig den største
omfordeling af jord, der var gennemført i Danmark siden landboreformerne i
slutningen af det 18. århundrede. Jord, der i århundreder var indgået i store
godskomplekser og havde tilhørt slægter som Ahlefeldt, Bertouch-Lehn, Brahe,
Danneskiold-Samsøe, Holstein, Lerche, Lehn og Reventlow m.fl., blev nu
overtaget af nybagte husmænd med navne som Andersen, Hansen, Jensen, Nielsen,
Olsen, Pedersen og Sørensen, der dyrkede deres jord i småbrug på få
hektar".