Etatsråd

Etatsråd

Christian X og etatsråd Hans Just på flyvepladsen på Kløvermarken

Etatsråd: Borgerlig titel tildelt civile embedsmænd i 1800-tallet. Begrebet kommer af latin »Status«, en tilstand. Italiensk »stato«, statens tilstand.

Etatsråd er en dansk titel, som indtil 1909 uddeltes af kongen og medførte plads i tredje rangklasse med ret til at at indskrive sine døtre i Vemmetofte Kloster.

Selv om titlen sprogligt betyder statsråd, var den rent honorær, fx var H.C. Andersen etatsråd.

Etatsråd var en dansk og norsk titel, som indtil 1909 uddeltes af kongen og medførte plads i 3. rangklasse og dermed ret til at at indskrive sine døtre i f.eks. Gisselfeld Adelige Jomfrukloster og Vemmetofte Kloster.

Selv om titlen sprogligt betyder statsråd, var den rent honorær, f.eks. var H.N. Andersen etatsråd. En særlig fornem variant var titlen gehejmeetatsråd, der gav rang i 2. rangklasse, og som blev indført 1808. I det danske monarki bar kongens rådgivende ministre imidlertid titlen gehejmeråd, ikke etatsråd, og det var endda de færreste gehejmeråder, der havde sæde i Gehejmekonseillet.

Titlen blev formelt afskaffet 1909, men mindst to erhvervsledere modtog titlen senere: bankdirektør Emil Glückstadt (1911) og bogtrykker Christian Lehmann Pagh (1. april 1912). Pagh var den sidste modtager af titlen. Titlen er beskyttet.

Etatsrådinde Marie Kofoed var den eneste kvinde, der blev tildelt titlen for sine egne fortjenesters skyld. Hun arvede sin mands formue og gjorde et stort velgørende arbejde. På Bornholm, hvor både Marie Kofoed og hendes mand stammer fra, eksisterer titlen fortsat, og der udnævnes stadig etatsråder.

Parti fra Amager med etatsråd L.P. Holmblads oliemølle og stearinlysfabrik

Efter etatsråd Suhr købte Sølyst, som konen var meget opsat på at få eje, blev haven til en af de smukkeste i Klampenborg og omegn, rapporterede fru Heiberg, der var en af landstedet ved Øresunds mange prominente gæster gennem tiderne. Maleri: Carsten Henrichsen, o. 1850, »50 palæer og landsteder«.

Hvorfor kaldtes Odense for etatsrådernes by - og hvad er en etatsråd?
 
For at tage det sidste spørgsmål først - så er svaret, at etatsrådstitlen er en hæderstitel, der gav indehaveren ret til indplacering i en bestemt rangklasse - noget som man endnu for 100 år siden lagde megen vægt på. Endelsen -råd skal derimod ikke forlede til at tro, at indehaveren var medlem af en eller anden forsamling af rådgivere eller lignende. Det samme gjaldt i øvrigt for andre af datidens hæderstitler som f.eks. geheimeråd, kammerråd, justitsråd osv. Etatsrådstitlen havde som flere af de andre hæderstitler deres oprindelse under enevælden, men blev ført med over i demokratiets tidsalder efter grundloven i 1849. Oprindelig havde de eftertragtede titler først og fremmest været givet til embedsmænd, men med tiden kom også andre ind i billedet - f.eks. en lang række erhvervsfolk - ja, selv H.C. Andersen kunne på sine gamle dage titulere sig etatsråd.

Der er formentlig ikke længere nogen, der ved, hvem der første gang anvendte betegnelsen etatsrådernes by om Odense, men det ligger fast, at betegnelsen dækker perioden fra omkring 1870 til omkring 1900, hvor ikke mindst det i 1868 oprettede byråd i stort omfang havde etatsråder som medlemmer. Dengang havde kun mænd stemmeret, og da valgreglerne favoriserede de største skatteydere, var det ikke mærkeligt, at store erhvervsdrivende som apoteker Lotze eller udgiveren af denne avis, J.C. Dreyer, kom i byrådet og samtidig kunne besmykke sig med titel af etatsråd.

Rangsvæsenet var fundamentalt set i modstrid med det fremvoksende demokrati. Det blev heller ikke bedre af, at en af 1900-tallets største danske forbrydere, justitsminister P.A. Alberti, ved sin fratræden som minister blev udnævnt til noget så fint som geheimekonferensråd – men som kort efter meldte sig selv for et bedrageri, der med historikeren Steffen Heibergs ord får Klaus Riskær til at fremstå som en lommetyv.

I årene 1909-10 og 1913-1920 blev Danmark ledet af radikale regeringer, og de blev banebrydende for afskaffelsen af tildelingen af den slags hæderstitler. Men indimellem var Venstre ved magten, og det blev Venstremanden Klaus Berntsen, der som regeringsleder i 1913 udnævnte den sidste etatsråd i Danmark, nemlig direktøren for Fyens Stifts Kreditforening, Emil Kiørboe. Samtidig kan Odense prale af, at den sidste overlevende etatsråd også havde hjemme her i byen, nemlig bankdirektør Albert Høeg. Han var ansat i Fyens Disconto Kasse i 54 år og dens direktør fra 1874 til 1928 og døde først i 1939, 91 år gammel. Han var medvirkende til at gøre banken til en succes. Måske hang det sammen med hans sparsommelighed, der var legendarisk. Det fremgår af den lidt ondskabsfulde historie, der fortælles om ham. Når han havde haft selskab, og der var blevet konditorkager til overs, blev de dagen efter leveret retur til bageren. Om man kan fæste lid til historien, er nok en smagssag - men at det også er en vigtig egenskab for en bankdirektør at kunne passe på pengene, er vel uomtvisteligt.

af Jørgen Thomsen og Johnny Wøllekær