I det 16. århundrede ved renæssancetiden opstod i Italien
den såkaldte italienske havestil. Oldtidens symmetriske og regelmæssige linjer
bibeholdtes; men da haverne i reglen blev anlagt på bjergskråninger, var der
rig anvendelse for terrasser med prægtige balustrader og søjlehaller eller lave
hække, som ikke hindrede udsigten. De fleste steder fandtes der rigeligt med
vand, som benyttedes til kaskader, fontæner og springvand. Udgravningen af de
talrige statuer fra Roms glansperiode gav let adgang til at smykke haverne med
disse kunstskatte, som – i forbindelse med de i marmor udhuggede balustrader og
søjlehaller – bevirkede at de italienske haver ofte mere lignede en
kunstsamling end en have. I begyndelsen af denne periode synes man at have
fortsat med at klippe træerne i forskellige former, men man fraveg senere denne
regel.
Piro Ligerio, død 1583, en fremragende italienske kunstner
på haveanlægsområdet, skal være den første, som i et af ham udført anlæg ved Villa
d'Este, i nærheden af Rom, lod træerne vokse frit.
Den arkitektoniske og plastiske udsmykning i forbindelse med
naturligt voksende træer var altså det, der i hovedtrækkene karakteriserede den
italienske havestil i henseende til selve anlægget, men en særlig tiltrækning
fik disse haver ved deres overordentlig naturskønne omgivelser. Udsigterne over
det mørkeblå hav eller over dalene og bjergskråningerne i forbindelse med de skønne
marmorarbejder og stilfulde anlæg udgjorde en så tiltalende forening af natur
og kunst, at den uundgåelig måtte aftvinge enhver udelt beundring.
Havekunst ville længe ikke slå rod nord for Alperne, og da
den endelig begyndte at vinde fodfæste der, var den oprindeligt rene og smukke
italienske havestil blevet belemret med så mange udskejelser og latterlige
snurrepiberier, at der i høj grad tiltrængtes en reform.